Appendicularier, Larvacea, klasse af sækdyr med 70 arter af 1-5 mm lange og gennemsigtige planktondyr. De er almindelige overalt i verdenshavene i de øverste vandlag, hvor de udgør en fødekilde for fiskeyngel. De har navn efter slægten Appendicularia. Fra undersiden af den ægformede krop udgår en bændelformet hale, som er afstivet af en rygstreng (chorda). Munden leder ind i et rummeligt svælg, der åbner sig på kropsundersiden i to skaktformede gællespalter. Bag svælget ligger maven og de hermafroditiske kønsorganer. Æggene gydes, ved at kropsvæggen brister, hvorved dyret dør. De befrugtes og udvikles svævende i havvandet.

Faktaboks

Etymologi
Ordet appendicularier kommer af latin appendicula 'lille vedhæng'.

Appendicularier har forrest på kroppen særlige hudkirtelområder, som afsondrer en slimklokke. Den er fæstnet til dyret ved munden, og de fleste arter opholder sig inde i denne klokke. Dette "hus" tjener både til beskyttelse og som fangstapparat. Hos Oikopleura, som er almindelig i danske farvande, er huset udstyret med ind- og udstrømningsåbninger, filtre, ventiler og et sindrigt rusesystem til fangst af bakterier, protozoer og andre meget små planktonorganismer (nanoplankton), som sies fra en vandstrøm, der drives gennem huset ved slag af halen. Da rusen hurtigt tilstoppes, må huset forlades få timer efter dets dannelse. Et nyt hus gendannes på få minutter.

Appendicularier ligner anatomisk larverne af de beslægtede søpunge og kaldes undertiden "halesøpunge". De betragtes som neotene former, dvs. larver, som har opnået kønsmodenhed (se neoteni), og som i Prækambrium udvikledes fra fastsiddende, søpunglignende organismer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig