Faktaboks

Jon Fjeldså
Født
13. december 1942

Jon Fjeldså er en dansk zoolog og tegner, født i Norge. Jon Fjeldså blev kandidat i zoologi fra Bergens Universitet i 1970 og det følgende år ansat ved Zoologisk Museum i København, hvor han blev lektor i 1974 og professor i 1996.

Han har foretaget talrige forskningsrejser til Island, Andesbjergene, Australien, Østafrika og Borneo. Hans disputats fra 1974 omhandler den nordiske lappedykker; siden har han bl.a. studeret lappedykkere i Andesbjergene og Australien.

Hans fremragende evner som fugletegner er smukkest kommet til udtryk i Guide to the Young of European Precocial Birds (1977), Birds of the High Andes (1990) og The Grebes (2004) samt gennem internationale udstillinger i regi af Artists for Nature Foundation.

I begyndelsen af 2000-t. har Jon Fjeldså ledet flere programmer inden for forskning og kapacitetsudvikling omkring ulandenes miljø. Forskningen fokuserer især på at forklare de såkaldte hotspots, der har særlig store lokale koncentrationer af arter af fugle, dyr og planter. På et sådant hotspot i Tanzania har Jon Fjeldså opdaget en ny fugleart, Batis crypta, der på dansk kaldes mørk batis. En række tværfaglige projekter har desuden dannet grundlag for udarbejdelse af strategier for naturbeskyttelse i ulandene.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig