Endorfiner, gruppe af meget små proteiner (peptider), der dannes i visse nerveceller i hjernen og det perifere nervesystem samt i hormonproducerende celler i hypofysen og mave-tarm-kanalen.

Faktaboks

Etymologi
Ordet endorfin er sammensat af endo(gen) og morfin.

Endorfiner er kroppens egne morfinstoffer, der bindes til de samme modtagemolekyler (receptorer) i celleoverfladen som morfin og morfinlignende medikamenter. Endorfiner nedsætter smertesansningen ved at hæmme aktiviteten i smerteførende nerver til og i hjernen. Under intensivt muskelarbejde frisættes store mængder endorfiner til blodet. Denne frisætning synes dog ikke at bidrage til den opstemthed, som kendes af langdistanceløbere, populært kaldet runner's high.

Endorfiner dannes ved spaltning af lange proteinforstadier, hvoraf der nu kendes fire (proenkefalin A og B, prodynorfin samt proopiomelanokortin). Enkefalin og dynorfin er beslægtede undergrupper af endorfinerne. Se også smertebehandling.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig