Fedtsyrer, en række organiske forbindelser, carboxylsyrer, som er opbygget af et næsten altid ugrenet carbonhydrid (kulbrinte) med en carboxylgruppe (−COOH) i den ene ende. Carbonhydridet kan være mættet, dvs. uden dobbeltbindinger, eller umættet, dvs. med én (enkeltumættet, monoumættet) eller flere (flerumættet, polyumættet) dobbeltbindinger. De fleste naturligt forekommende fedtsyrer har et lige antal kulstofatomer, som regel mellem 14 og 24.

Mættede fedtsyrers formel er CH3−(CH2)n−COOH. De almindeligste mættede fedtsyrer er palmitinsyre (n = 14) og stearinsyre (n = 16). Mættede fedtsyrer med kortere kædelængde indgår i mælkefedt.

Umættede fedtsyrer er oftest af typen CH3−(CH2)x −(CH2−CH=CH)y −(CH2)z −COOH, hvor y angiver antallet af dobbeltbindinger (sædvanligvis mellem 1 og 6). Pga. isomeri kan umættede fedtsyrer forekomme som cis- eller trans-fedtsyrer; naturligt forekommende fedtsyrer er overvejende cis-fedtsyrer. De almindeligste umættede fedtsyrer er oliesyre (x,y,z = 6,1,7), linolsyre (x,y,z = 3,2,7), linolensyre (x,y,z = 0,3,7) og arachidonsyre (x,y,z = 3,4,3). Fedtsyrer med to eller flere dobbeltbindinger tilhører enten n-6- (udtales n minus 6) eller n-3-serien, dvs. at der ikke er dobbeltbindinger mellem de 6 hhv. 3 kulstofatomer, der sidder nærmest ved methylgruppen (CH3-gruppen). I en vis udstrækning kan fedtsyrer omdannes til hinanden i organismen; pattedyr kan dog ikke selv danne linol- og linolensyre; disse må tilføres med kosten og er altså essentielle fedtsyrer.

Udvalgte fedtsyrer og deres kemiske formel

alm. navn formel systematisk navn
smørsyre C3H7COOH butansyre
capronsyre C5H11COOH hexansyre
caprylsyre C7H15COOH octansyre
caprinsyre C9H19COOH decansyre
palmitinsyre C15H31COOH hexadecansyre
stearinsyre C17H35COOH octadecansyre
oliesyre C17H33COOH octadeca-9-ensyre
linolsyre C17H31COOH octadeca-9,12-diensyre
linolensyre C17H29COOH octadeca-9,12,15-triensyre
arachidonsyre C19H31COOH eicosa-5,8,11,14-tetraensyre
EPA C19H29COOH eicosa-5,8,11,14,17-pentaensyre

Fedtsyrer forekommer i organismen overvejende som bestanddel af fedt i form af triglycerider (triacylglyceroler) og som bestanddel af andre lipider. De findes også som frie fedtsyrer, der pga. deres uopløselighed i vand er bundet til proteiner. Strukturen og dermed de fysiske og kemiske egenskaber af umættede fedtsyrer er forskellige fra den tilsvarende mættede fedtsyres, fx falder smeltepunktet med antallet af dobbeltbindinger både af de frie fedtsyrer og af de lipider, de indgår i. Disse forhold menes bl.a. at have betydning for cellulære membraners struktur og funktion.

Polyumættede fedtsyrer er forstadier til prostaglandiner, leukotriener og tromboxaner og menes desuden at have betydning for hudens vandgennemtrængelighed. Mangel på polyumættede fedtsyrer kan muligvis fremme udviklingen af åreforkalkning.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig