Nukleinsyrer, molekyler sammensat af nukleotider. Består kæden af deoxyribonukleotider, er nukleinsyren deoxyribonukleinsyre, DNA, mens en kæde af ribonukleotider er ribonukleinsyre, RNA. På trods af meget stor lighed i opbygningen af disse molekyler er deres kemiske egenskaber og anvendelsesformål i cellen meget forskellige.
Faktaboks
- Etymologi
- 1. led i ordet nukleinsyre kommer af latin nucleus 'kerne' og -in.
DNA er et meget stabilt molekyle, som udgør cellens arvemasse. RNA er mere ustabilt; det fungerer dels som formidler af den genetiske kode fra DNA til protein, dels som bestanddel af en række vigtige nukleoproteiner i cellen.
I nogle former for virus er arvematerialet RNA. Det gælder bl.a. retrovirus, som er den gruppe af virus, hvor hiv-1 og hiv-2, der forårsager aids, hører til.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.