Faktaboks

Brian K. Kobilka

Brian Kent Kobilka

Født
30. maj 1955
Brian K. Kobilka
Brian K. Kobilka under en pressekonference på Kungliga Vetenskapsakademien, Stockholm, den 7. december 2012 få dage inden tildelingen af nobelprisen.
Brian K. Kobilka
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Brian K. Kobilka er en amerikansk biokemiker og professor i molekylær- og cellefysiologi ved Stanford University School of Medicine, Californien, USA. Sammen med Robert J. Lefkowitz modtog han i 2012 nobelprisen i kemi for "studier af G-proteinkoblede receptorer".

Som ung uddannet læge blev Brian K. Kobilka i 1980'erne tilknyttet en forskergruppe ved Duke University i North Carolina, der var ledet af Robert J. Lefkowitz. Gruppen arbejdede med at afklare mekanismen i de receptorer (følere), som findes i levende cellers overflademembran, hvor de overfører signaler og information fra omgivelserne til cellernes indre, uden at der transporteres stof gennem celleoverfladen. Når fx et hormon binder sig til receptorens yderside, reagerer receptoren ved på indersiden i cellen at tiltrække et såkaldt G-protein, som derved aktiveres og igangsætter en kæde af processer, der ændrer cellens stofskifte.

Det blev Kobilkas opgave at isolere og kortlægge det gen, som koder for receptoren. Det lykkedes at isolere genet, og ved at læse koden afsløredes det, at receptoren består af syv lange spiralformede strenge (helixer), som slynger sig gennem cellemembranen.

Efter at have isoleret genet flyttede Kobilka til Stanford University i Californien og dannede sin egen forskergruppe. Hans mål var at forstå, hvordan receptorerne fungerer ved at optage røntgenbilleder af receptoren. Det var en uhyre kompliceret opgave, og det tog 20 år, før det endelig lykkedes i 2011. Gruppen fik et billede af receptoren netop i det øjeblik, hvor den overfører signalet fra hormonet på ydersiden til G-proteinet på indersiden af cellen. Herved afsløredes mekanismen i receptoren: Binding af hormonet til de syv spiralstrenge uden for cellen får spiralstrengenes ender inde i cellen til at danne et hulrum, som netop passer til G-proteinets rumlige struktur. Når G-proteinet er koblet til receptoren, aktiveres det og igangsætter en række processer inde i cellen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig