En genbank er en database med DNA-sekvenser af gener eller en beskyttet samling biologisk materiale, som kan give ophav til levende organismer.

Sådanne databaser findes på store computere flere steder i verden, hvor man har lagret DNA-sekvenser fra forskellige organismers genomer. Vha. internettet kan brugere få adgang til kendte sekvenser, sammenligne med egne sekvenser eller deponere nye sekvenser. Genomsekvenser er i almindelighed offentligt tilgængelige og man kan fx følge med i udviklingen på hjemmesiderne for det europæiske eller det amerikanske bioinformatikinstitut, EBI (European Bioinformatics Institute) og NCBI (National Center for Biotechnology Information). Genbanker er fx essentielle for det humane genom-projekt, hvor forskere fra mange lande i fællesskab har bestemt den samlede rækkefølge af de lidt over 3 mia. basepar i det DNA, som udgør menneskets arvemasse. Elektronisk databehandling af gensekvenser uden kendt funktion menes at kunne føre til forståelse af den arveinformation, som har at gøre med geners indbyrdes koordinering og dermed også organismers fosterudvikling.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks

.

Botanisk Have i København har oprettet en frø- og genbank med det formål at bevare truede og sjældne arter, vilde slægtninge til kulturplanterne samt arter, som er særlig interessante for videnskaben. De fleste frø kan opbevares i frøbanker, idet de efter tørring kan overleve længe ved temperaturer lavere end 0 °C. Nogle frø kan opbevares under særlig lave temperaturer, kryopræserveres; dette sker oftest i flydende kvælstof ved -196 °C. På denne måde kan de bevare levedygtigheden og spireevnen gennem hundreder af år, hvis de opbevares under kontrollerede forhold. På billedet er vist frø af høstadonis, Adonis annua, som findes i Sydeuropa og Vestasien. Ill. Flemming Saarup.

Afsnit fortsætter her.

Genbanker med samlinger af biologisk materiale benyttes til at bevare hele genomer af sjældne arter eller gamle kulturformer eller varieteter. Disse anses for potentielt værdifulde gensamlinger, enten som avlsmateriale i fremtidige programmer eller som en reserve for udryddelsestruede arter. For planter benyttes i stor udstrækning tørring eller frysning af frø, men også isolerede plantninger af trævækster, botaniske haver eller væksthuse. For dyr benyttes ofte frysning af sæd eller tidlige embryoner ved temperaturer på minus 170 °C. For husdyr findes endvidere gårde, hvor ældre og mindre produktive racer og varieteter holdes, mens vilde dyr beskyttes i zoologiske haver og nationalparker.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig