Genteknologi. Opformering af DNA vha. PCR-teknik (PCR = Polymerase Chain Reaction, polymerasekædereaktion). Ved opvarmning af DNA kan man skille molekylets to strenge fra hinanden. Til de adskilte DNA-strenge tilsættes små syntetisk fremstillede DNA-stykker, som bindes til de komplementære DNA-strenge. Desuden tilsættes enzymet DNA-polymerase, som kopierer enkeltstrenget DNA til dobbeltstrenget med udgangspunkt i de tilsatte DNA-stykker. På den måde fremkommer to dobbeltstrengede DNA-molekyler ud fra det oprindelige DNA-molekyle. Forøgelsesprocessen kan gentages mange gange.

.

Genteknologi. Fremstilling af rekombinant DNA. Fra en donor, fx en menneskecelle, udtages DNA, som deles i fragmenter vha. et restriktionsenzym. Plasmider (bærer-DNA) fra bakterier åbnes vha. samme restriktionsenzym, og donor-DNA-fragmenterne sammenføjes med plasmiderne. De herved fremkomne rekombinante DNA-molekyler tilbageføres til bakterier, hvor de mangfoldiggøres.

.

Genteknologi er en samlet betegnelse for en række metoder til at undersøge og gøre indgreb i det genetiske materiale (arvemassen) hos levende organismer. Den genteknologiske viden og metodik er central inden for bioteknologi, hvor man vha. genetisk ændrede organismer fremstiller en lang række stoffer, fx enzymer og lægemidler, i stor mængde.

I 1970'erne og 1980'erne udvikledes en række metoder, som er basis for genteknologien, bl.a. metoden til fremstilling af rekombinant DNA, hvilket også kaldes gensplejsning, metoder til at aflæse rækkefølgen (sekvensen) af nukleotider i DNA-molekylet (DNA-sekventering), metoder til at fremstille syntetisk DNA samt den såkaldte polymerasekædereaktion (PCR, Polymerase Chain Reaction), der gør det muligt at mangfoldiggøre DNA-molekyler i reagensglasset.

Gensplejsning

Genteknologi. Fremstilling og anvendelse af komplementært DNA. Hvis man vil have bakterier til at producere menneske-væksthormon, må man først fremstille DNA med koden for hormonet. Væksthormon produceres hos mennesket i hypofysen. Herfra isolerer man det messenger-RNA (mRNA), som udvirker dannelsen af væksthormonet. Vha. enzymet revers transkriptase fremstiller man ud fra væksthormon-mRNA den hertil svarende DNA-kopi, komplementært DNA eller cDNA. Dette cDNA sammenføjes med plasmider, som indføres i bakterier. Bakterierne erhverver herved evnen til at producere væksthormon.

.

Genteknologi. Fremstilling af vaccine mod en virus vha. rekombinant DNA-teknik. Fra virussens DNA udtages det gen, som koder for et protein i den skal, der omgiver virus. Genet overføres til en gærcelles DNA. Gærcellen erhverver derved evnen til at producere virusskalprotein. De genetisk modificerede gærceller dyrkes, hvorved store mængder virusskalprotein produceres. Proteinet oprenses og forarbejdes til en vaccine, som er ufarlig, da den ikke indeholder selve virus eller dennes samlede genetiske materiale.

.

Genteknologi. Overførsel af gen til plante. Et gen udtages fra en fremmed organismes DNA og sammenføjes med et plasmid fra jordbakterien Agrobacterium tumefaciens. De fremkomne rekombinante DNA-molekyler (plasmid med fremmed DNA) føres tilbage i bakterierne, der blandes med planteceller. Plantecellerne optager de rekombinante DNA-molekyler, som indbygges i plantecellernes kromosomer (arvemasse). Plantecellerne dyrkes til planter, der indeholder det fremmede gen i sin arvemasse.

.

Gensplejsning er den populære betegnelse for rekombinant DNA-teknik, som anvendes til at overføre gener fra en organisme til en anden. Herved kan modtageren erhverve nye egenskaber. Rekombinant DNA er DNA-molekyler med sammenføjede (rekombinerede) DNA-stykker af forskellig oprindelse. I modtagerorganismen mangfoldiggøres det rekombinante DNA. Transgene organismer er organismer, der har indbygget genetisk materiale fra en anden art; betegnelsen bruges mest om højere organismer, dvs. transgene planter og dyr. I vid udstrækning er rekombinant DNA-teknik blevet brugt til at overføre gener til simple organismer som bakterier og gær, bl.a. med henblik på industriel produktion. Et nyt område inden for genteknologien er overførsel af gener til menneskeceller med henblik på sygdomsbehandling, den såkaldte genterapi. Genterapi befinder sig dog stadig på et eksperimentelt niveau.

I rekombinant DNA-teknik anvendes en lang række hjælpemidler. Et af de vigtigste er restriktionsenzymerne, hvoraf der findes mange forskellige, som har hver sin måde at klippe DNA-molekylet på (ved bestemte nukleotidkombinationer).

Til at finde og oprense ønskede DNA-stykker anvendes forskellige teknikker som DNA-hybridisering og Southern blotting (se DNA-analyse) samt gelelektroforese (se elektroforese). Komplementært DNA, også kaldet cDNA (complementary DNA), er en DNA-kopi fremstillet ud fra RNA, fx mRNA (messenger RNA) vha. enzymet revers transkriptase. Således kan fremstilles cDNA svarende til et bestemt gen. Det kan fx bruges i isoleringen af et ønsket gen fra en organismes genom ved DNA-hybridisering.

Vektorer

Man kan sammenkoble DNA-fragmentet fra donoren med et bærer-DNA, en såkaldt vektor, inden overførslen til modtageren. Vektorer er DNA-molekyler, der er særligt egnede til at blive flyttet mellem forskellige organismer eller celler. Ofte anvender man de såkaldte plasmider, som er ringformede DNA-molekyler, der findes i bakterier. Man klipper plasmidet op med et restriktionsenzym og blander det med donor-DNA, der er blevet klippet med det samme restriktionsenzym, hvorefter man sammenkobler DNA-molekylerne vha. enzymet DNA-ligase. Herved fremkommer rekombinant DNA. Via plasmiderne overføres donor-genet til modtagercellerne, når disse optager plasmiderne. Inden overførslen af de rekombinante DNA-molekyler til modtagercellerne kan man behandle cellerne, så de bliver mere gennemtrængelige for DNA, fx ved elektroporering eller behandling med et calciumsalt.

En anden slags vektor, som ofte anvendes, er genetisk materiale fra virus. Dette sammenkobles med donor-DNA, som følger med virussens genetiske materiale, når virussen trænger ind i værtcellen. En særlig type vektorer er cosmider. Et cosmid er et plasmid, hvori man har indsat en DNA-sekvens kaldet cos fra en bestemt bakteriofag (bakterievirus). Cos-sekvensen bevirker, at plasmidet bliver indpakket i bakteriofagen, som derefter kan inficere bakterier og overføre DNA.

Kloning af DNA

Efter at bakterier har optaget rekombinant DNA, formeres DNA-molekylerne inde i bakterierne. Bakterier fordobler sig hurtigt, og man kan således masseproducere bakterier, der indeholder bestemte rekombinante DNA-molekyler. For at være sikker på, at man kun opformerer bakterier, der indeholder det fremmede DNA, kan man knytte et gen for antibiotikaresistens til det rekombinante DNA. Når bakterierne har optaget det rekombinante DNA, tilsættes bakteriekulturen det pågældende antibiotikum, som dræber alle bakterier, der ikke indeholder det nye DNA. Man kan let fremdyrke bakterier, der alle stammer fra en enkelt bakterie, en såkaldt klon (gruppe af genetisk identiske individer). Alt afkom fra den oprindelige bakterie indeholder samme slags rekombinant DNA. Man siger derfor, at man kloner DNA ved denne fremgangsmåde.

Anvendelsesområder

Rekombinant DNA-teknik med simple værtsorganismer som bakterier og gær anvendes til mange formål, bl.a. fremstilling af DNA-molekyler til forskningsbrug samt produktion af proteiner og andre stoffer i medicinalindustrien og andre bioteknologiske virksomheder. Ved at overføre gener fra mennesket til bakterier eller gærceller kan man få disse til at producere menneskelige proteiner, der kan anvendes som lægemidler, fx insulin og væksthormon.

Fordelene ved lægemidler fremstillet vha. rekombinant DNA-teknik er, at råvarekilden er konstant, at lægemidlets protein i reglen har samme sammensætning som kroppens eget tilsvarende protein og derfor ikke giver anledning til immunforsvarsreaktioner, samt at der ikke er nogen risiko for smittespredning fra lægemidlet. Desuden kan man lave ændringer i det isolerede gen og dermed i proteinproduktet, således at der kan fremstilles lægemidler med nye egenskaber, fx insulin, der virker over længere tid. Endvidere er produktionsomkostningerne lavere, end hvis man udvinder stofferne af levende eller afdøde mennesker eller dyr. Ved fremstilling af vacciner overføres et gen fra den infektiøse organisme til en værtcelle, som oftest en bakterie, gær- eller pattedyrcelle. Det er tilstrækkeligt at anvende det bestemte gen, der koder for det stof, som giver anledning til immunitet. Man har således fremstillet vaccine mod hepatitis B (smitsom leverbetændelse). Vacciner fremstillet på denne måde er ufarlige, idet de produceres af celler, som kun indeholder et fragment af den infektiøse organismes genetiske materiale.

Rekombinant DNA-teknik har gjort det muligt at fremstille bestemte gener i stor mængde, også gener fra planter, dyr og mennesker. DNA, som massefremstilles ved kloning, anvendes til at studere geners opbygning og funktion. Som eksempel kan nævnes menneskets gen for faktor VIII, som er en blodkoagulationsfaktor, der mangler hos patienter med blødersygdom. Det første trin i isoleringen af dette gen er fremstillingen af en meget stor samling af forskellige rekombinante DNA-molekyler i bakterier, der tilsammen repræsenterer det totale genetiske materiale fra mennesket. En sådan samling rekombinante DNA-molekyler kaldes et DNA-bibliotek. Efter kloning af de bakterier, der indeholder DNA-biblioteket, er det muligt at identificere de bakterier, der indeholder genet for faktor VIII.

I naturens mangfoldighed af bakterier findes nogle, som kan nedbryde visse forurenende stoffer i fx spildevand og affald samt olie. Ved at indsætte gener fra disse bakterier i bakteriestammer, der let kan opformeres i laboratoriet, får man mulighed for forureningsbekæmpelse ved bionedbrydning i et omfang, som overstiger naturens egen kapacitet.

Gensplejsede planter

Ved traditionel planteforædling udvælger man til formering de planter, hvor de ønskede egenskaber fremtræder tydeligst. På denne måde ændres planternes genetiske materiale efterhånden i en bestemt retning, men at udvikle nye plantesorter ad denne vej er særdeles tids- og resursekrævende. Vha. genteknologi kan man overføre enkelte gener for bestemte egenskaber til planterne. Som vektor kan fx anvendes et plasmid fra jordbakterien Agrobacterium tumefaciens. I naturen inficerer denne bakterie planter. Under infektionen overføres bakteriens plasmid-DNA til plantecellerne, hvor det indbygges i plantens arvemasse. Det bevirker, at cellernes vækst ændres, og der dannes svulster på stængler og rødder. I laboratoriet kan man sammenføje det gen, som ønskes overført til planten, med bakteriens plasmid, efter at plasmidet er klippet op med et restriktionsenzym. Det derved fremkomne rekombinante DNA-molekyle føres derefter tilbage til bakterien, som man dernæst lader inficere planteceller. Herved overføres det rekombinante DNA. Plantecellerne med det nye gen opformeres og danner hele, transgene planter, som besidder den nye egenskab. Man kan også anvende særlige plantevirus til overførslen af gener.

Ved at overføre gener på denne måde kan man gøre planter resistente over for visse skadelige insekter, idet det nye gen får planten til at danne et protein, som er giftigt for insekterne eller gør dem resistente over for ukrudtsbekæmpelsesmidler, fx har man i Danmark udviklet sukkerroer, som er resistente over for et ofte benyttet ukrudtsmiddel. Endvidere kan man forbedre planters ernæringsmæssige egenskaber. Det er tænkeligt, at man vil anvende transgene planter til fremstilling af lægemidler, fx arbejdes der med udvikling af transgene tobaksplanter til fremstilling af antistoffer.

Gensplejsede dyr

Med rekombinant DNA-teknik kan man gøre tilsvarende indgreb i det genetiske materiale i celler fra dyr. Man kan anvende vektorer, der er udviklet fra virus, som inficerer dyr. Gensplejsede pattedyrceller, som dyrkes i cellekulturer, kan anvendes til produktion af fx lægemidler. Visse komplicerede proteiner bliver ikke biologisk aktive, hvis de produceres i simple mikroorganismer som bakterier. Proteinerne skal foldes på en bestemt måde eller modificeres på anden vis, hvilket kun sker, hvis disse proteiner bliver dannet i celler fra mere komplekse organismer, fx pattedyr.

Man kan også lave genetisk ændrede dyr, transgene dyr. Det fremmede gen overføres ved mikroinjektion til et befrugtet æg, hvor det integreres i æggets kromosomale DNA. Ægget anbringes i en livmoder, hvor det udvikles til et transgent dyr. Transgene dyr, fx mus, anvendes til forskning i geners funktion. Teknikken åbner mulighed for at forædle husdyr, så de vokser hurtigere, er resistente mod visse sygdomme osv. Endvidere kan fremstilles transgene dyr, som danner bestemte proteiner i blodet eller mælken, hvorfra man så kan oprense proteinerne, såkaldt genetic farming; visse lægemidler kan fremstilles på denne måde.

Med rekombinant DNA-teknik kan man også foretage indgreb i menneskets arvemasse, og teknikken forsøges anvendt til at behandle visse arvelige sygdomme hos mennesker, hvilket betegnes genterapi. Også erhvervede sygdomme som kræft og visse virussygdomme er emner for genterapi.

DNA-sekventering

DNA-sekventering er bestemmelse af DNA-sekvensen, dvs. rækkefølgen af de fire forskellige nukleotider, der er grundenhederne i DNA. Nukleotidernes rækkefølge udgør den genetiske information. Omkring 1977 udvikledes to metoder, nemlig enzymatisk sekventering og kemisk sekventering, der gjorde det muligt at studere genernes opbygning og fx undersøge slægtskab mellem mennesker eller organismers evolution. Mutationer, som fx ses ved arvelige sygdomme, vil afsløres ved afvigelser i DNA-sekvensen. I 2007 har man sekventeret det komplette genom fra mennesket, de fleste biologiske modelorganismer og mange patogene organismer.

Fremstilling af syntetisk DNA

Det er muligt kemisk at sammenkoble enkelte nukleotider således, at der fremkommer korte DNA-kæder, såkaldte oligonukleotider. Oligonukleotider er et vigtigt redskab i genteknologien og anvendes fx ved PCR-metoden til mangfoldiggørelse af udvalgte DNA-områder og in vitro-mutagenese, hvor der indføres planlagte ændringer i DNA-sekvensen. De fremstillede oligonukleotider kan sammenkobles vha. enzymet DNA-ligase, så der dannes længere kæder, og det har været muligt at fremstille hele gener på denne måde.

PCR-metoden

Ved hjælp af polymerasekædereaktionen, PCR (Polymerase Chain Reaction), kan DNA mangfoldiggøres i reagensglasset. Udvalgte DNA-sekvenser kan opformeres tusindvis af gange vha. enzymet DNA-polymerase. I visse DNA-undersøgelser, fx retsgenetiske undersøgelser, kan man således nøjes med meget lidt udgangsmateriale, fx en blodplet. Generelt gøres forskningen i DNAs opbygning og funktion lettere, når man vha. PCR-metoden hurtigt kan fremstille store mængder af DNA fra enkelte celler og fx undgå tidskrævende kloningsprocedurer. PCR-metoden kan også anvendes i påvisningen af smitsomme bakterier i blod- og vævsprøver eller sygdomsfremkaldende bakterier i fødevarer.

Risiko, etik og lovgivning

Siden fremkomsten af rekombinant DNA-teknik i 1970'erne har en af de største bekymringer hos lægfolk været, at gensplejsede organismer skulle undslippe laboratorier og produktionsvirksomheder og spredes i naturen. I begyndelsen var man især bange for, at genetisk ændrede bakterier kunne forvolde sygdom hos mennesker. Senere har man bl.a. overvejet risikoen for, at transgene planter spredes fra markerne og forårsager ændringer i økosystemerne. Man har fx frygtet, at transgene organismer skulle være bedre rustet i konkurrencen mellem arterne, og at egenskaber som resistens kan overføres til andre arter.

Der blev derfor indført strenge begrænsninger for arbejdet med rekombinant DNA-teknik, bl.a. måtte forsøg kun udføres i risikolaboratorier, som organismerne ikke kan undslippe fra, der krævedes særlig tilladelse til forsøgene, og man anvendte svækkede værtsorganismer, som ikke kan overleve i naturen, for at minimere risikoen for spredning. Mange års erfaringer samt undersøgelser og vurderinger af den reelle risiko ved disse forsøg har ført til en gradvis lettelse af restriktionerne.

De etiske overvejelser har været særlig fremtrædende i forbindelse med brug af genteknologi på husdyr og frem for alt på mennesker. I forbindelse med genterapi skelner man mellem kropsceller og kønsceller. Ved genterapi af kropsceller kan ændringerne i cellernes DNA ikke overføres til kommende børn. Indgriben i arvemassen i kønsceller kan derimod medføre arvelige ændringer og anses derfor for uacceptabel. Også i forbindelse med påvisning af sygdomsgener, fx hos fostre, er der store etiske problemer. Selve det, at man ved gensplejsning fremstiller organismer, der ikke findes i naturen, og at man kan tage patent på sådanne organismer, er kontroversielt.

Retningslinjer for arbejde med genteknologi forelå allerede i 1976 fra det amerikanske National Institutes of Health. Hovedpunkterne heri omfatter såvel fysiske som biologiske retningslinjer for sikkerheden ved genteknologiske forsøg, der sigter mod at begrænse spredningen af gensplejsede organismer. Retningslinjerne findes afspejlet i den nuværende europæiske og danske lovgivning vedrørende genteknologiske forsøg og produktion. I Danmark er disse bestemmelser fastlagt i Lov om miljø og genteknologi (nr. 356 af 6.6.1991 med senere ændringer), og genteknologiske forsøg og produktion skal anmeldes til arbejdstilsynet.

Risiko, etik og lovgivning i forbindelse med lægemidler

Vha. rekombinant DNA-teknologi (gensplejsning) fremstilles siden begyndelsen af 1980'erne lægemidler i stort omfang. Det gensplejsede DNA indsættes i en bakterie, en gærcelle eller en dyrecelle, hvorved der ved opformering, fx for gærcellers vedkommende i gæringstanke, opnås mulighed for fremstilling af større mængder proteiner, der kan anvendes som lægemidler.

Denne teknologi har revolutioneret udvikling og fremstilling af både nye og tidligere kendte lægemidler, især sådanne, der tidligere blev udvundet af dyre- eller menneskevæv med de risici, der var forbundet hermed i form af smitte med virus, der fx kan medføre leverbetændelse eller hiv-infektion, prioner, der kan medføre Creutzfeldt-Jakobs sygdom, eller overførsel af andre skadelige stoffer. Insulin, væksthormon og lægemidler til behandling af blødersygdom blev som de første godkendt i gensplejset form i hhv. 1982, 1985 og 1992.

I 2002 var der mere end 200 godkendte genteknologisk fremstillede lægemidler eller vacciner. Listen over lægemidler omfatter foruden de ovennævnte bl.a. erythropoietin (EPO) til behandling af anæmi ved kronisk nyresvigt, lægemidler til behandling af visse kræftformer, Crohns sygdom, bensår, dissemineret sklerose, aids, akut hjerteinfarkt, cystisk fibrose, kronisk leddegigt og difteri samt vacciner til forebyggelse af leverbetændelse (hepatitis B og C).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig