Bestiarium, middelalderlig naturhistorisk håndbog, som indeholder beskrivelser af dyr, evt. også planter, sten og mineraler, og som udlægger naturen i kristelig-moralsk ånd.

Faktaboks

Etymologi
Ordet bestiarium kommer af latin bestia 'vildt dyr' og -arium, neutrum af adjektiv-endelsen -arius 'rummende'.

Såvel reelt eksisterende dyr som fabelvæsener, fx sirene, kentaur, enhjørning og basilisk, indgår i bestiariet, hvis omfang tiltager gennem middelalderen fra det oprindelige skrift, Physiologus ('naturforskeren'), en lille lærebog af alexandrinsk oprindelse fra 200-400-t. e.Kr. Denne er en kompilation af antikke naturhistoriske forfattere, bl.a. Aristoteles og Plinius d.æ.

Hertil kommer stof fra de romerske forfattere Solinus og Ailian fra 200-t. og fra kristne skribenter som Isidor af Sevilla, Rabanus Maurus og Hugo fra Sankt Victor.

Dyrenes iagttagne, men også ofte formodede udseende og adfærd beskrives og kommenteres med bibelcitater med det formål at lede og formane den kristne mod trosmæssige vildfarelser og usædeligt levned. Også dyrenes navne bliver analyseret etymologisk som karakteristik af deres opførsel eller stemmers beskaffenhed.

Bestiarier blev via afskrifter og senere bogtrykkerkunsten vidt udbredt i hele Europa, bl.a. ved oversættelse til nationalsprogene i høj- og senmiddelalderen. Fortællingernes indflydelse ses såvel i det bevarede prædikenmateriale som i kunsten, også i danske kirker, hvor mange fabelvæsener i kalkmalerier og skulpturer må være inspireret af bestiarier.

I Norden er der bevaret to fragmenter af illustrerede islandske bestiarier eller Physiologus udgaver fra 1200-t., og Sveriges første trykte bog Dyalogus Creatuarum Moralizatus (1483) er et bestiarium.

Se også dyre- og plantesymbolik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig