En række af nutidens familier af dækfrøede planter kendes fra fossiler helt tilbage til de første dele af Kridt (for ca. 130 mio. år siden). Til gengæld kender man ikke fossile former af dækfrøede planter, der ikke kan henføres til nulevende familier eller ordener.
Det er ikke let at opstille veldokumenterede teorier om de dækfrøedes oprindelse. Der er dog ret bred enighed om, at de er opstået fra en gruppe, der også har givet ophav til de ejendommelige nøgenfrøede familier Ephedraceae (se Ephedra), Gnetaceae (se Gnetum) og Welwitschiaceae (se Welwitschia). Visse molekylære data tyder dog på, at de dækfrøede og de nøgenfrøede er udviklet som to parallelle søstergrupper.
En anden vanskelighed har været, at det på basis af de dækfrøedes morfologi, anatomi og kemi (forskellige indholdsstoffer) var svært at opstille velbegrundede teorier om gruppernes slægtskabsforhold.
Dette er imidlertid ændret afgørende med resultater fra 1990'erne, der bl.a. foreligger i form af basesekvensanalyser af DNA. I 1993 offentliggjorde den amerikansk-britiske botaniker Mark Chase s.m. 41 andre forskere den første sammenlignende analyse af 500 DNA-sekvenser fra et gen, som var blevet undersøgt i et bredt udsnit af dækfrøede familier. Disse første undersøgelser vedrørte et underelement, kaldet rbcL, af genet for enzymet rubisco, der er afgørende for planters fotosyntese. I 1997 offentliggjorde en anden gruppe et stamtræ baseret på et gen, 18S, for ribosom-RNA, og dette stamtræ mindede i alle hovedtræk om det første.
I 1998 offentliggjordes en analyse af bl.a. Mark Chase og den schweiziske botaniker Peter Endress af både morfologiske, anatomiske og molekylære data (APG-systemet, af Angiosperm Phylogeny Group). Samme år offentliggjorde en forskergruppe en undersøgelse, der konstruerede et stamtræ på basis af rbcL-sekvenser fra mere end 2500 arter. Og i 2000 fremkom yderligere data fra forskere, der havde arbejdet med kombinerede analyser af flere gener, nemlig rbcL, 18S og et nyt gen, atpB, for et enzym, der er ansvarlig for ATP-syntese i kloroplaster. APG-systemet blev revideret i 2003 (APG II) og i 2009 (APG III). Det stigende antal analyser har bekræftet og uddybet de dækfrøedes stamtræ, der stadig i hovedtrækkene ligner det første fra 1993.
APG III-systemet placerer 413 familier i 59 ordener, der igen er placeret i et lille antal uformelt navngivne højere grupper. Det nye system viser eksempler på plantegrupper, der har været fejlfortolket af tidligere botanikere, men også mange eksempler på, at man udmærket har været i stand til at forstå slægtskabsforholdene ved traditionelle metoder.
Nogle familier, hvis placering tidligere var usikker, har nu fundet en velbegrundet plads på stamtræet, fx platanfamilien (som kun omfatter slægten platan) i ordenen Proteales, mens Balanophoraceae, som er en ejendommelig familie af snylteplanter, nu er placeret i ordenen Santalales.
Nogle konklusioner om slægtskabsforhold er kontroversielle, idet de strider imod, hvad man skulle formode ved direkte iagttagelse af planternes ydre form eller anatomi, fx det nære slægtskab mellem bøge- og græskarordenen ifølge det nye stamtræ. Et andet kontroversielt punkt er familieafgrænsningerne, idet en række familier er blevet sammenlagt, skønt det er muligt at genkende dem på morfologiske karakterer, fx er amarant- og salturtfamilien sammenlagt til en mere bredt defineret familie, der kaldes amarantfamilien, og kugleblomst-, vandspir-, vandstjerne- og vejbredfamilierne er sammenlagt til en meget bredt defineret familie, der kaldes vejbredfamilien.
Familien Amborellaceae med kun én art, der findes på øen Ny Kaledonien i Stillehavet, anses efter det nyeste stamtræ at være den mest primitive nulevende familie af dækfrøede; de fleste analyser af de dækfrøedes fylogeni publiceret inden for de seneste år støtter placeringen af Amborellaceae som den mest basale familie efterfulgt af familierne i åkandeordenen (Nymphaeales) og ordenen Austrobaileyales. De fleste primitive dækfrøede familier kan grupperes i en af de fire ordener laurbær-, magnolie-, peberordenen og Canellales. 2006 blev den parasitiske familie Rafflesiaceae med verdens største blomster placeret i Malpighiales, den ligeledes parasitiske familie Hydnoraceae placeret i Piperales, og stjerneanisfamilien er slået sammen med Schisandraceae i ordenen Austrobaileyales. Hermed er gruppen af primitive familier, de flerfoldsfrugtede, blevet opløst i flere linjer, hvoraf nogle befinder sig blandt de basale dækfrøede, andre, fx ranunkelfamilien, blandt de basale ægte tokimbladede.
Det er et markant træk ved det nye system, at de enkimbladede er udviklet blandt de primitive tokimbladede, men dette har man også antaget tidligere. Overraskende er imidlertid opdagelsen af, at kalmus ikke er medlem af arumfamilien, men tilhører en basalt placeret familie og orden, kalmusordenen, inden for alle enkimbladede. Ud over kalmusordenen består de enkimbladede af seks ordener og en stor, veldefineret gruppe, de avneblomstrede, som omfatter bl.a. palmeordenen og græsordenen.
De centrale ægte tokimbladede indeholder bl.a. nellikeordenen og stenbrækordenen, to meget store grupper af familier, der også tidligere har været erkendt. Nellikeordenen var også kendt under navnet krumkimordenen. De basale ægte tokimbladede består i hovedtræk af fire ordener og to meget store grupper, de rosenblomstrede og de astersblomstrede, hver med mange ordener. Idéen om en samlet gruppe af vindbestøvede, træagtige planter (rakletræer) støttes ikke af det nye stamtræ, hvor rakletræerne er fordelt på en række ordener, især ordener, der tilhører den store gruppe af ægte rosenblomstrede.
En anden meget vigtig gruppe i de centrale ægte tokimbladede er de astersblomstrede, også med mange ordener. Blandt de astersblomstrede er det først og fremmest kristtornfamiliens basale placering som søstergruppe til skærmplantefamilien, kartebollefamilien og kurvblomstfamilien, der markant afviger fra tidligere tiders idéer om slægtskabsforhold.
Med så ensartede resultater fra sekvensanalyser af helt uafhængige gener og fra analyser af andre data må man antage, at hovedtrækkene i det nye stamtræ vil bestå, også når nye data inddrages, skønt en række detaljer i stamtræet endnu er uklare, og nogle resultater virker kontroversielle. Hovedstrukturen af stamtræet er endnu ikke statistisk godt understøttet, når den prøves med teknikker som fx bootstrap eller jackknife. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at man for første gang i de ca. 200 år af botanikkens historie, hvor man har beskæftiget sig med de dækfrøede planters afstamning, har opnået bred enighed om hovedtrækkene af et stamtræ baseret på alle tilgængelige data.
Se de dækfrøedes stamtræ baseret på APG III-systemet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.