En invasiv art er en plante- eller dyreart, der er introduceret til et biogeografisk område, hvor den ikke er hjemmehørende, og som her formår at formere og sprede sig så aggressivt og effektivt, at den ved sin invasion kan udgøre en trussel mod de oprindelige økosystemers biodiversitet.

Tilførslen af nye arter til et geografisk område foregår hele tiden. I Danmark drejer det sig indtil nu om ca. 1800 plantearter og 500 dyrearter. Spredningen kan enten foregå naturligt eller ved menneskers utilsigtede eller bevidste introduktion. Ca. en procent af alle introducerede arter er potentielt invasive, men de er svære at udpege på forhånd. Anvendelsen af genmodificerede organismer kan i denne sammenhæng muligvis have helt uforudsigelige konsekvenser.

Med globaliseringens grænseløse samfærdsel er spredningen af invasive arter blevet et internationalt problem, der udgør en seriøs trussel mod den biologiske mangfoldighed, og som forsøges begrænset gennem aftaler og konventioner. Visse arter bekæmpes aktivt. Danske eksempler på invasive plantearter, ofte kaldet landskabsukrudt, er bjergfyr, kæmpebjørneklo, japansk pileurt, kæmpepileurt og rød hestehov, mens de invasive dyrearter repræsenteres af fx amerikansk mink, mårhund, bisamrotte, vaskebjørn, amerikansk skarveand, nilgås, kinesisk uldhåndskrabbe og iberisk skovsnegl ("dræbersnegl").

Eksterne links

Om invasive arter hos Miljøstyrelsen

De aktuelle og konkrete invasive arter hos Miljøstyrelsen

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig