bøg

I Europa er én art, almindelig bøg (Fagus sylvatica), vidt udbredt, men knyttet til et mildt, oceanisk klima. I det vestlige Skandinavien forekommer den så langt mod nord som ca. 60° n.br., men grænsen bliver forskudt mod syd gennem Sverige, Polen og Rusland, og arten findes ikke nordøst for Krim. Syd for Alperne findes almindelig bøg kun i bjergene, fx i Spanien, på Etna og i Grækenland. På De Britiske Øer anses arten kun for at være vildtvoksende i kalkrige områder i det sydlige England, men er i øvrigt almindeligt plantet overalt.

Af andre arter spiller orientalsk bøg (F. orientalis) en rolle i Østeuropa, Tyrkiet og Kaukasus, amerikansk bøg (F. grandifolia) i Nordamerika og (F. crenata) i bjergene i Japan.

Arterne af bøg har helrandede eller svagt bølgede blade i to rækker langs grenene. Han- og hunblomsterne sidder i små, korte aks eller rakler (se mere under bøgefamilien). Hanblomsterstandene er langstilkede og hængende, og hunblomsterstandene er kortstilkede og oprette. Hanblomsterne har enkelt, fire- til syvdelt bloster og et ret stort antal støvbærere. Hunblomsterne, der er oversædige og med seks små blosterblade, sidder to sammen i en firefliget skål. Frugten, bog, er en trekantet nødfrugt med en stor, næringsrig kim. Bøg er i modsætning til bl.a. eg et skyggetræ og blomstrer samtidig med løvspring i begyndelsen af maj, selv om bøgen springer tidligere ud i nogle egne af Danmark. Frugterne modnes i oktober og falder omtrent samtidig med løvfald. Frugtsætningen er meget afhængig af temperatur og nedbør i den foregående sommer, således at en varm og tør sommer giver høj frugtsætning.

Bøgens vækstform er afhængig af træets omgivelser: Ved spredt vækst får træerne meget brede kroner med veludviklede grene næsten ned til jorden, i lukket bevoksning dannes meget høje stammer med kun få og svage sidegrene under den højtsiddende krone, og i skovbryn udvikles mellemformer med stærkt ensidig vækst. Bøg kan skyde fra små, skjulte knopper, "sovende øjne". Veddet er tæt og lyst med fine årringe og små, men meget iøjnefaldende, mørke marvstråler, der danner skinnende "spejl" på radialsnit af veddet. I ældre stammer dannes ofte mørktfarvet kerneved.

Bøg er et af de større, naturlige skovtræer i Danmark, hvor det under gode forhold kan blive ca. 40 meter højt og næsten 400 år gammelt. Bøg er sent indvandret til Danmark — omkring 2000 f.v.t. — og er først blevet veletableret i jernalderen. I det vestlige Jylland er bøg aldrig blevet almindelig, og de lavtvoksende, naturlige skove i denne del af landet er domineret af eg. På Bornholm er bøg erstattet af avnbøg.

Veddet fra bøg anvendes til brænde, tømmer og møbeltræ. Det er let at kløve, men ellers meget holdbart, hvis det til stadighed holdes enten tørt eller vådt; det nedbrydes imidlertid let ved meget svingende fugtighed. I nyere møbelfremstilling er bordplader af bøg almindelige, ofte fremstillet af sammenlimede staver; også stole, fx Wienerstole med dampbøjede ryg- og armlæn, fremstilles ofte af bøg.

Bøgen har officielt siden 1936 været Danmarks nationaltræ og hyldes også i nationalsangen Der er et yndigt land.

Bøg er dansk skovbrugs vigtigste løvtræart. Den indtager 13,5 procent af vort skovareal og 29 procent af løvskovsarealet. Der findes i alt ca. 83.000 hektar bøgeskov (2013). Næsten al nutidig bøgeskov er kulturskov. Mindre end én procent er selvsåede rester af naturlig skov. Bøg er blevet plantet siden 1761 og i større mængde mellem 1880 og 1945. Halvdelen af nutidens bøgeskov er over 80 år, fordi der siden kun er plantet lidt bøg. Der er bedre økonomi i nåletræer. Der er kun få træer er over 250 år. Årshugsten er ca. 244.000 m³.

Før skovfredningerne omkring 1800 blev skovene normalt afgræsset af husdyr. Skader fra dengang kan endnu ses på gamle bøge. Kombinationen af hugst og græsningsskader har i det nordlige Jylland medført, at der er fremkommet flerstammede bøge. De kaldes i Vendsyssel for "røller". Husdyrene havde dog også en positiv effekt, idet svinenes roden i jorden efter olden, dvs. bøgens frugt bog og egens agern, bevirkede, at nye generationer af bøg spirede op. Flere skandinaviske bøgeskove opstod på denne måde.

Bøg spirer bedst i skovklima, da unge bøge er sårbare for frost og blæst. Bøgens grene og kviste vokser i ét plan og skygger derfor meget. Til gengæld udnytter bøg lyset godt. Derfor kan den klare sig i skygge og på den måde fortrænge træer, fx eg, som kræver mere lys. Bøg spirer bedst på næringsrig bund med meget lys. Her udvikler den med tiden et godt muldlag. I skovklima vokser bøg også godt på sandet bund og hurtigere end eg. På let bund danner den ofte et lag af uomsatte blade og pinde med sur reaktion og kun lidt insektliv og dermed ringe omsætning af de organiske stoffer. Det kaldes mor. På morbund spirer bøg dårligt.

På morbund i bøgeskov vokser arter som majblomst, skovstjerne og håret frytle. På let muld er skovsyre og enblomstret flitteraks fremherskende. På god muld er hvid anemone og skovmærke typiske, i dyb skygge også almindelig bingelurt.

Ud over sin anvendelse i skove benyttes bøg som parktræ og som hækplante. Da bøg beholder de brune, visne blade på de nederste 3-4 m om vinteren, er hække i almindelighed løvdækkede i hele højden, helt frem til nyt forårsløv bryder frem. Afvigende typer formeres og fastholdes ved podning, således fx blodbøg med røde blade og hængebøg med stærkt hængende grene.

• bøgefamilien
• eg
• skov