foraminiferer

Foraminifererne hører til samme klasse, Rhizopoda, som amøberne. Begge grupper er karakteriseret ved besiddelse af pseudopodier, dvs. bevægelige udvækster af deres celleprotoplasma. Men foraminifererne adskiller sig fra amøberne ved, at deres pseudopodier er fine, ofte grenede tråde. Desuden udskiller de fleste foraminiferer en kalkskal, der beskytter cellens protoplasma. Visse foraminiferer uden kalkskal konstruerer en beskyttende kapsel af sammenkittet sand eller andet materiale (de såkaldt agglutinerende former), og de mest primitive former har en sæklignende organisk skal. Foraminiferers skal kan bestå af et eller flere kamre. Hos flerkamrede er de arrangeret i koncentriske cirkler, spiral, enkelt serie eller i serier med to eller tre rader. Kamrene har en stor åbning, foramen, der forbinder dem indadtil, og en stor hovedåbning udadtil. Skallen er dækket af små porer, hvorigennen de fine pseudopodier stikker ud. Foraminiferers protoplasma er kornet og opdeles i et ydre ektoplasma og et indre, mørkere endoplasma, der indeholder en eller flere cellekerner.

Foraminiferer har en kompliceret livscyklus med skifte mellem kønnet formering ved en gamontgeneration og ukønnet formering ved en schizontgeneration. Flertallet af individer tilhører gamontgenerationen, som består af små individer, der er dannet ved ukønnet formering og har ét kromosomsæt. Gamonter danner egentlige kønsceller, flagelbærende gameter, der smelter sammen og danner en schizont, som da får dobbelt kromosomsæt. Gamonterne findes oftest som tomme døde skaller. Schizonterne er større og ser ofte anderledes ud end gamonterne, hvilket har medført, at den samme art kan være beskrevet som to forskellige arter. Andre former for formering, fx selvbefrugtning, kendes også.

Foraminiferernes pseudopodier bruges til fødefangst, fødeoptagelse, bevægelse og forankring; de kan danne et netværk, der stikker op fra havbunden og filtrerer fødeemner fra vandet, eller kan dække havbunden og opfange fødepartikler, som daler ned på havbunden fra overfladen. I dybhavet kan sådanne netværk dække store områder af havbunden.

Mange foraminiferer lever i strandsand og på fjordbunde, som sommetider næsten udelukkende kan bestå af foraminiferer. I kalk- og koralsand findes store former, som kan ses med det blotte øje, og visse steder i dybhavet kan havbunden bestå af tomme skaller af planktiske foraminiferer, det såkaldte Globigerina-slam, der kan farve bunden helt hvid.

Foraminiferer har længe været en overset gruppe, og deres økologi og betydning i det marine system er forholdsvis ukendt. Visse arter lever i symbiose med alger, der findes inden i cellen; især planktiske og fastsiddende arter fra lavt vand kan på denne måde indirekte udnytte sollyset vha. algernes fotosyntese. Den levende foraminifer kan være yderst farverig pga. algerne.

Foraminiferer er formentlig den mængdemæssigt vigtigste organisme i dybhavet. De kan udgøre over 50% af meiofaunaens biomasse, som igen udgør den overvejende del af biomassen i dybhavet. Visse dybhavsformer deltager i nedbrydningen af marin sne (phytodetritus) og formerer sig lynhurtigt, så snart der er føde til stede. Foraminiferer er også den dominerende organismegruppe i de centrale oceaner, i de såkaldte marine ørkener, hvor føden er meget sparsom, samt i de arktiske områder, hvor fødeforsyningen varierer stærkt med årstiden.

Studiet af foraminiferer har foregået mest intensivt inden for geologien. De er særdeles hyppige i geologiske aflejringer og var i fortiden ofte bjergartsdannere. De ældste beskrevne foraminiferer havde organisk væg og opstod for over 500 mio. år siden i Kambrium. Senere opstod de agglutinerende former, og i Kul og Perm udbredtes talrige kalkskallede former. De planktiske former udvikledes i Kridt og er fx yderst talrige i det danske skrivekridt. I Tertiær opblomstrede nummulitterne, hvis rester dannede den såkaldte nummulit-kalk, som har været anvendt som bygningsmateriale til de egyptiske pyramider. Gruppens arter er desuden vigtige som ledefossiler for Paleocæn og Eocæn for 65-35 mio. år siden. Både planktiske og store benthiske former havde deres storhedstid i de varmeste perioder i Jordens forhistorie: Kridt, Eocæn og Miocæn.