Olieplanter er planter med et stort indhold af olie i frugter, frø eller blade. Olien tjener som næring for det spirende frø eller som lokkemiddel/belønning til dyr, der spreder frugter og frø.

Eksempler på olieplanter

Olieplanters anvendelse

Mennesket dyrker olieplanter som nytteplanter pga. olieindholdet, enten som spiseplanter eller tekniske planter.

Spiseplanter

Olie fra planter (vegetabilske olier) presses til spiseolier, fx fra bomuldsfrø, hørfrø, jordnødder, kokosnøddefrø (kopra), majs, oliepalmefrø og -frugter, oliven, sesamfrø, sojabønner, solsikkefrø og vindruekerner. Palmeolie udvindes af frugtkødet og palmekerneolie af frøene; begge er vigtige vegetabilske olier. Raps- og rybsolie bruges overvejende i fødevareindustrien (spiseolie, mayonnaise og andre emulgerende dressinger). Mange af disse olier kan også bruges i margarine.

Tekniske planter

Den ringeste kvalitet af vegetabilske olier anvendes til tekniske formål, fx til fremstilling af sæbe. Olien udvindes af frøene eller frugterne ved kold- og varmepresning eller ved kombineret presning og ekstraktion.

Fra kakaobønner presses det faste og neutrale fedtstof kakaosmør, der smelter ved legemstemperatur og derfor både bruges i parfumeindustrien (cremer) og medicinalindustrien, blandt andet til suppositorier.

Hørfrø anvendes især til linolie, der er basisbestanddelen i linoliemaling og fernis, mens rapsolie fra sorter med et stort erucasyreindhold bruges som smøreolie, fx i industrimaskiner. Af olieplantens frø (Ricinus communis) udvindes castorolie, der anvendes i kemisk syntese og til fremstilling af malervarer. Malabartalg (fra den indiske plante Vateria indica) bruges til lysestøbning.

En særlig gruppe af de tekniske olieplanter udgøres af planter med æteriske olier, især terpenholdige olier i blomster og/eller blade, som benyttes i parfumeindustrien, se parfume.

Nogle af de vegetabilske olier og olier udvundet af olieplantens frø (amerikansk olie, se Ricinus) blev tidligere anvendt som afføringsmiddel.

Foderplanter

Resterne efter presning, kagerne, indeholder op til 10 % olie. De har et højt proteinindhold og bruges som tilskudsfoder til husdyr (kraftfoder). Efter presning kan der yderligere udvindes olie ved ekstraktion med fx hexan; restproduktet, skråen, indeholder mindre end 3 % olie.

Dyrkning af olieplanter

De fleste olieplanter dyrkes i varmere klimaområder end det danske, men raps og hør er tilpasset dyrkning i både tempererede og subtropiske områder og har en større geografisk udbredelse end andre arter; i Europa er raps den økonomisk vigtigste.

Hør, sennep og rybs

Spindhør er ret udbredt i den nordlige del af Frankrig, Belgien og Holland, mens oliehør kun dyrkes i mindre udstrækning i Europa. Gul og brun sennep har tidligere været dyrket i stor stil i Danmark men dyrkes i dag kun til mindre håndværksproduktioner. Rybs dyrkes både i varmere områder (Indien) og i koldere områder, fx Sverige og Canada.

Sojabønne

Sojabønne har opnået stor udbredelse pga. sit høje proteinindhold i frøene (op mod 40 %), og den er derfor af meget stor betydning som proteinkilde. Selvom olieindholdet i frøene kun er ca. 20 %, har plantens store udbredelse gjort den til en af verdens største leverandører af planteolie.

Raps

I Danmark er vintersorter af raps de mest udbredte pga. deres højere udbytte efter en række år med vårraps som den mest dyrkede. I perioden 2013-14 var der årlig ca. 170.000 ha vinterraps og 1450 ha vårraps.

Verdensproduktion

Verdensproduktionen af olieplanter er stigende. Især er mængden af palmeolie steget. I dag udgør palmeolie 30 % af verdensproduktionen, sojaolie 28 %, rapsolie 15 % og solsikkeolie 9 % (2007). 80 % af produktionen anvendes i fødevareindustrien.

De største producenter

De største producenter af palmeolie er Malaysia og Indonesien. De vigtigste producenter af sojabønner er USA, Brasilien, Argentina og Kina. Raps og solsikke har begge vundet frem i Europa siden begyndelsen af 1970'erne, hvor EU prioriterede en øget selvforsyning gennem subsidier. En betydelig produktion af solsikkeolie findes i Rusland, Ukraine, Argentina og Indien, mens raps især dyrkes i EU, Kina, Canada og Indien; EU og Kina er de primære producenter af rapsolie.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig