Raps og ræddiker.

Raps og ræddiker afbilder på tysk anskuelsestavle. Den gule raps ses i billedets højre side.

Af /Det Kongelige Bibliotek.
Licens: CC BY 2.0

Raps er en indtil meterhøj, en- eller flerårig plante i slægten kål (Brassica) i korsblomstfamilien (Brassicaceae). Planten ligner den vilde agerkål, men den er højere, og dens blomsterstand er længere.

Faktaboks

Etymologi
Ordet raps kommer af tysk Raps, forkortelse af Raap-Saat, oversat fra latin semen rapicium 'roesæd', af rapum 'roe'.
Også kendt som

Latinsk navn: Brassica napus L. ssp. napus

Raps kendes ikke som vildtvoksende men ses forvildet fra dyrkning. Den er muligvis opstået i Middelhavsregionen ved krydsning mellem agerkål (Brassica rapa L.) og havekål (Brassica oleracea L.). Raps er nært beslægtet med kålroe (Brassica napus L. ssp. rapifera ), en grøntsags- og foderplante med stærkt opsvulmet rod, som er plantens spiselige del.

Rapsens blade er glatte og blåduggede, forneden stilkede, foroven ustilkede med hjerteformet basis. Blomsterne har ca. 1 cm lange, gule kronblade og er samlet i en klase. Frugten er en 5-10 cm lang skulpe med olierige frø.

Anvendelse

Raps er Europas og Danmarks vigtigste olieplante og verdens tredjevigtigste. Den dyrkes i to kulturformer; vinterraps, der sås i august og blomstrer året efter i maj, og vårraps, som sås om foråret og blomstrer i slutningen af juni og begyndelsen af juli.

Plantens blade og stængler er spiselige, og de gule blomster producerer en nektar, som giver en næsten hvid honning med en mild smag.

I Danmark er vinterraps den mest udbredte pga. sit højere udbytte. I perioden 2013-2014 var der årlig ca. 170.000 ha vinterraps og 1450 ha vårraps.

Vårrapsfrø indeholder ca. 41 %, og vinterraps ca. 44 % olie; størstedelen anvendes i levnedsmiddelindustrien.

Rapsolie

Hovedkomponenten i rapsolie er triglycerider med oliesyre som den dominerende fedtsyre, mens indholdet af mættede fedtsyrer er lavt. Proteinindholdet er 20-23 %, højest i vårraps. Ved forædling er frøenes indhold af glukosinolater og erucasyre, der gør dem giftige eller uspiselige pga. smagen, reduceret til et så lavt niveau, at presse- og ekstraktionsrester er velegnede som proteinfoder til husdyr. Se foderkager.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig