kork

Kork, fellem, den yderste del af barken hos træer. Den afløser den oprindelige overhud på stamme, grene og rødder, der vokser i tykkelse. Kork udvikles fra et vækstlag, der udefter danner radiære rækker af forkorkede celler (se forkorkning) uden intercellularrum og indefter lidt parenkym (se også bark). Industrielt anvendes overvejende kork fra korkeg.

Den først dannede kork (hanlig kork) bliver hård og slår revner og er ubrugelig til de fleste formål. Den skrælles af, når træet er ca. 8-20 år. Den efterfølgende, blødere kork (hunlig kork) skrælles af hvert 8.-10. år, indtil træet er ca. 150 år gammelt. Korken høstes ved, at der skæres et ringformet snit foroven og forneden, der forbindes med to længdesnit, så der fremkommer to halvcylindre; den afskrællede kork er 5-20 cm tyk. Efter høsten tørres korken ofte i flere måneder, hvorefter den koges for at fjerne indholdet af garvestoffer, eliminere insekter og gøre den mere fleksibel.

Kork er næsten uigennemtrængeligt for vand og luft, men samtidig elastisk og dermed velegnet til fremstilling af bl.a. propper. I træet foregår der luftudveksling gennem porer, der forløber i radiær retning i korklaget; for at sikre, at propper er tætte, udskæres de, så porerne ligger på tværs. Kork er både lyd- og varmeisolerende og samtidig let, hvorfor det også bruges til fx redningsmateriel og skosåler samt udskåret til tynde plader som gulvbelægning. Fiskeflåd, propper og skosåler af kork har været almindeligt udbredt i Middelhavsområdet siden oldtiden. Portugal og Spanien står for hovedparten af verdensproduktionen af kork.