Meristem, hos planter specielle områder, hvor cellerne vedvarende deler sig. Cellerne i meristemer er små med få, små vakuoler og derfor rige på cytoplasma; de er tyndvæggede og uden intercellularrum. Meristemet går gradvis over i differentierede væv, dvs. at celler i stigende afstand fra meristemet vil vise øget grad af differentiering, for til slut at blive udviklet til forskellige vævstyper.

Faktaboks

Etymologi
Ordet meristem er afledt af græsk meristos 'delelig', af meros 'del'.

Meristemer opdeles i tre hovedtyper efter deres placering og funktion i planten: Apikale meristemer i spidsen af skud og rødder giver vækst i længden, primær vækst. Da cellerne i meristemet vedvarende deler sig, giver det planterne en teoretisk mulighed for uendelig vækst. Planterne siges derfor at have åben eller uafsluttet vækst. Interkalære eller indskudte meristemer er indskudt mellem allerede differentierede væv og giver også vækst i længden. De findes bl.a. lige over internodiet, "knæet", hos græsser, således at strået vokser i længden lige over hvert knæ. De kan også rette et liggende strå op ved at vokse mere på undersiden end på oversiden. De to laterale meristemer, det vaskulære kambium og korkkambiet (se vækstlag), ligger som cylindre i vævet og giver vækst i tykkelse (tykkelsesvækst). Det vaskulære kambium dannes først og danner celler indefter, der indgår i veddet, og celler udefter, der bliver til sivævet (se phloem). Derved bliver stammens eller rodens tykkelse øget, og det kræver nye beskyttende væv, kork, der dannes ved deling af korkkambiets celler. De apikale meristemer og det interkalære meristem kaldes også for primære meristemer, fordi de danner primære væv, mens de laterale meristemer er sekundære meristemer, der danner sekundære væv.

Pga. meristemcellernes evne til at dele sig kan de dyrkes under sterile forhold på et næringssubstrat tilsat mineraler og væksthormoner (se meristemkultur).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig