Fytokrom er et protein, hvormed planter kan registrere lysets indhold af rødt lys og langbølget rødt lys og bruge den information til at regulere en række forskellige processer.

Faktaboks

Etymologi
Ordet fytokrom kommer af græsk phyton 'plante' og -krom.

Fytokrom findes i to former

Fytokrom findes i alle dele af planten i to former; en form (Pr) findes i mørke og omdannes reversibelt af rødt lys til den anden form (Pfr). Pfr-formen omdannes af langbølget rødt lys tilbage til Pr. Det er altså forholdet mellem mængden af rødt lys og langbølget rødt lys, som bestemmer de relative mængder af Pfr og Pf. Pfr er den aktive form, som påvirker cellernes genekspression.

Fotokrom styrer mange processer i planter

Fytokrom har stor betydning i forbindelse med frøspiring, knopudspring, blomstring og strækningsvækst. Mange frø kan ikke spire, før lyspåvirkning har omdannet Pr til Pfr. Ved hjælp af fytokrom kan planter også registrere, om de står i skygge af andre planter. Her vil det meste af det røde lys være opbrugt, og i skygge har lyset derfor et forholdsvis højt indhold af langbølget rødt lys. Den skyggede plante vil derfor have et lavt Pfr-indhold, hvilket stimulerer strækningsvækst, som hjælper planten til at vokse op i sollyset.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig