Danmark. Stortandet, toradet harpun af rentak fra ældre stenalder fra Skaftelev ved Sorø.

.

Danmark – fiskeri, Der har været fiskeri i Danmark siden de ældste tider, og redskaberne var fra begyndelsen grundlæggende de samme, som vi bruger i dag: garn, ruser og kroge. I århundreder var fiskeri sæsonpræget og blev drevet af folk, der havde andre erhverv såsom husmænd, landarbejdere o.l. Fiskeriet foregik i ferskvand eller kystnært, men ferskvandsfiskeriet har dog aldrig haft nogen særlig betydning. De første fuldtidsfiskere kendes fra 1600-t., bl.a. fra Limfjordsområdet. Normalt blev fiskene saltet eller tørret; friske fisk var forbeholdt kystbefolkningen.

Med udbygningen af jernbanerne i slutningen af 1800-t. og installation af motorer i bådene omkring år 1900 igangsattes en voldsom udvikling af det havgående fiskeri. Den friske fisk kunne nu fragtes over store afstande. Bådene blev mere søgående, og større, mere effektive redskaber blev taget i brug, fx snurrevoddet. Der var nu tale om et egentligt erhverv, og antallet af udøvere voksede hastigt. I 1913 var der ca. 12.000 fuldtidsfiskere, og dette antal har holdt sig ret konstant op gennem årene, idet der endnu i 1982 var ca. 11.000. Fra begyndelsen af 1980'erne faldt antallet i takt med krisen i fiskeriet, så der i 2005 kun var ca. 3500 fuldtidsregistrerede fiskere i Danmark. Krisen opstod som en kombination af reducerede bestande og alt for stor kapacitet i fiskerflåden. Det var nødvendigt med reduktioner i bådenes antal, hvilket blev gennemført vha. forskellige støtteordninger, bl.a. ophugningsstøtte.

Danmark havde omkring 2000 opfyldt EU's krav om den maksimale størrelse af fiskerflåden. Denne måles som en kombination af maskinkraft og tonnage; regnet i tonnage blev den danske fiskerflåde i løbet af 1990'erne reduceret med ca. 1/3. Der er siden år 1900 sket en kolossal udvikling inden for skibe, redskaber, motorer og elektronisk udstyr; de 12.000 fiskere i 1913 fangede ca. 66.000 t, mens de 3500 fiskere i 2004 fangede 1,0 mio. t. I 2012 var tallene ca. 2000 fiskere med en fangst på ca. 0,66 mio. t.

Havfiskeri

Det danske havfiskeri kan opdeles i industrifiskeri og konsumfiskeri.

Industrifiskeriet omfatter fangst af fisk, der kun udnyttes industrielt til fremstilling af fiskemel og fiskeolie. Industrifiskeriet begyndte i Nordsøen sidst i 1940'erne med fiskeri efter sild. Senere kom arter som tobis, sperling og brisling. Artssammensætningen ændredes, og omkring 1990 udgjorde tobisen 70 %. Senere er der sket yderligere ændringer i artssammensætningen pga. store reduktioner i tobisbestanden. Industrifiskeriet har i en årrække været langt det vigtigste danske fiskeri med en totalfangst i 2013 på ca. 370.000 t. Tobis, sperling og brisling er derfor de mest almindelige fiskearter i det danske fiskeri. Industrifiskeriet foregår med flyde- og bundtrawl eller not.

Konsumfiskeriet udgøres af fiskefangst til direkte konsum. De vigtigste arter er torsk, rødspætte og sild; endvidere arter som makrel, tunge og pighvar. Fiskeri efter jomfruhummer og dybvandsrejer samt blåmuslinger og østers er ligeledes af betydning. Tidligere var også ålen vigtig, men efter store nedgange i 1970'erne og frem har den fået mindre betydning. Konsumfiskeri foregår med faststående eller skrabende redskaber. Til førstnævnte hører nedgarn samt bundgarn, ruser og kroge. Til de skrabende hører trawl og snurrevod. Endvidere anvendes særlige skrabere til østers- og muslingefangst.

De vigtigste fiskerihavne (2013) er Skagen, Thyborøn, Hanstholm og Hirtshals. Over 80 % af fangsterne kommer fra Nordsøen og Skagerrak. Bruttoindtjeningen i fiskeriet var i 2013 3,0 mia. kr. Langt den største del af den danske fiskefangst eksporteres enten frisk eller forarbejdet. I 2013 var eksportværdien ca. 19 mia. kr., svarende til ca. 2 % af Danmarks samlede eksport.

Ferskvandsfiskeri og opdræt

Fangsterne i ferskvand er meget begrænsede, hovedsagelig ål, aborre, gedde og sandart. Der produceres ca. 40.000 t fisk i dam- og havbrug, overvejende regnbueørred, men også ål og forskellige ferskvandsfisk.

Fiskeriregulering

Fiskeriet i EU-farvande administreres ud fra fælles fiskeripolitik (CFP, common fisheries policy), der med en årlig forordning bl.a. fastlægger de totale tilladte fangstmængder pr. fiskebestand (TAC, total allowable catch). De enkelte lande får tildelt en bestemt del (kvote) af denne TAC. EU og andre lande aftaler kvoter for bestande, der udnyttes i fællesskab. Forordningen bygger bl.a. på biologisk rådgivning om fiskeriet indeholdende prognoser for bestandenes udvikling. Den biologiske rådgivning administreres af Det Internationale Havforskningsråd (ICES) i København i samarbejde med de enkelte landes havforskningsinstitutter.

Der blev i 2002 vedtaget en ny fælles fiskeripolitik, der stiller yderligere krav om reduktioner af fiskekapacitet på EU-niveau, samtidig med at der fortsat stilles krav om bæredygtighed og brug af forsigtighedsprincippet. Der skal desuden bruges flere midler på kontrol af de mange forordninger samt på registrering og indhentning af oplysninger om fangster.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig