Fiskeri er fangst af fisk, hvirvelløse dyr (rejer, muslinger, hummer m.m.) og hvaler (se hvalfangst) i havet og i ferskvand. Havenes levende resurser udgør en af de allerstørste proteinkilder i verden. Verdens samlede fangster fra hav og ferskvand var i 1970 ca. 65 millioner ton. Siden er mængderne steget jævnt, og de lå i 2007-2012 på ca. 90 millioner ton om året. Et fald i fangsten af saltvandsfisk er til dels blevet opvejet af en stigning i mængden af fisk og skaldyr produceret i ferskvandsdambrug især i Asien. Den totale produktion af fisk var dermed 158 millioner ton.
Verdens største fiskerination (2012) er Kina med en samlet årlig fangst på ca. 16 millioner ton. Hertil skal lægges fisk opdrættet i akvakultur (ca. 41 millioner ton i 2012). Herefter følger Indonesien, USA, Peru og Rusland med 4-5 millioner ton. Norge (2,2 millioner ton) og Island (1,5 millioner ton) er de eneste europæiske lande, der figurerer blandt de største fiskerinationer. Det danske fiskeri udgør ca. 0,66 millioner ton (se Danmark – fiskeri).
I verdens samlede fangster er det de pelagiske arter som sardiner og sild, der er mængdemæssigt mest betydningsfulde, mens der blandt de økonomisk vigtigste arter kan nævnes torskefisk (torsk, kulmulearter og Alaska Pollock), rejer mfl. Andelen af fisk, der anvendes som spisefisk, er stigende, og var i 2012 på 86 %. Ca. 10 % af verdens samlede fangster var industrifisk, der anvendes til fremstilling af fiskemel og -olie; den var ca. 30 % i 1980'erne.
Mens mange af fiskebestandene i Nordatlanten, det nordlige Stillehav og det sydøstlige Stillehav gennem de sidste årtier har været udsat for et for kraftigt fiskeri med fald i fangsterne til følge, findes der i andre havområder stadig store uudnyttede resurser. Dette hænger sammen med forskellen i den teknologiske udvikling mellem ilande og ulande. Således består ilandenes fiskerflåder af højeffektive fartøjer med moderne fangstredskaber, især forskellige former for trawl og not, og fiskesøgningsinstrumenter som sonar og ekkolod; fiskeriet er industrialiseret.
I modsætning hertil er store dele af ulandenes fiskeri stadig baseret på små enheder, hvor redskaber samt afsætnings- og forarbejdningskapaciteten er begrænsende for udnyttelsen af fiskeresurserne. Det skønnes således, at ca. 80 % af Jordens fiskere udøver deres erhverv på et primitivt og ineffektivt niveau, mens det er de resterende 20 %, de industrialiserede fiskere, der tager 90 % af verdens samlede fangster. Fiskeriet i visse ulande er dog inde i en rivende udvikling, og lande som Korea, Thailand, Indonesien og flere latinamerikanske stater er nu blandt de nationer, der fanger flest fisk. Ilandenes fiskere, især japanske og russiske, driver i stort omfang fiskeri i farvande langt fra egne kyster; det samme gælder koreanske fiskere. Desuden har flere ilande ved joint-venture-aftaler med ulande udnyttet ubefiskede bestande i disses nationale farvande. De største fiskerier finder sted i tempererede have ved kontinenternes vestvendte kyster i områder med upwelling, dvs. områder, hvor næringsrigt bundvand tvinges op ved kysterne og derved skaber mulighed for øget primærproduktion af alger, der i næste led betyder meget dyreplankton og således giver grundlag for store forekomster af pelagiske fisk.
I erkendelse af, at fiskeriproblemer ikke er nationale, og at fiskeresurserne er begrænsede, har man over hele verden oprettet internationale kommissioner, der gennem aftaler regulerer fiskeriet på mange forskellige arter; som eksempel kan nævnes den Nordøstatlantiske Fiskerikommission (NEAFC). I EU-farvandene reguleres fiskeriet af EU-Kommissionen efter rådgivning fra bl.a. ICES (Det Internationale Havforskningsråd).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.