Oceanarium, (af ocean og lat. -arium om sted, der rummer noget), særlig stort, offentligt akvarium, der som speciel publikumsattraktion omfatter vældige saltvandstanke med fisk på flere meter (fx hajer) og evt. havpattedyr som sæler, delfiner, hvidhvaler m.m. Det var muligheden for at producere akrylruder i kæmpestørrelse, der betingede fremkomsten af oceantankene; de suppleres overalt med akvarier af gængs størrelse. De mest bemærkelsesværdige oceanarier findes i Hirtshals og Grenaa, i Ålesund (Norge), i Barcelona, Lissabon, Capetown og Townsville (Australien), i Boston, Baltimore, New Orleans og Monterey (USA) samt i Tokyo, Kobe, Nagoya og Osaka (Japan). Størst er tanken i Osaka på næsten 5000 m3, næststørst (4500 m3) den i 1998 åbnede tank i Hirtshals (største koldtvandstank), hvis akrylrude måler 12 m×6 m med en tykkelse på 41 cm og en vægt på 38 t.