Lamarckisme, der er opkaldt efter J.B. Lamarck, er den antagelse, at erhvervede egenskaber nedarves, eksempelvis at et organ, som udvikles kraftigt hos et individ som følge af flittig brug, også er specielt veludviklet hos dette individs efterkommere. Lamarckisme indgik som et delelement i Lamarcks evolutionsteori, men ikke som hans originale idé. Lamarck gengav blot en gammel og meget udbredt opfattelse, og hans navn blev da også først for alvor knyttet til idéen efter gennembruddet for Darwins tanker om evolutionens forløb (via talrige forgreninger fra én fælles stamform), se Charles Darwin, darwinisme og evolution.

Betegnelsen lamarckisme for mekanismen bag evolution blev foreslået af Ernst Haeckel i 1860'erne. Han var ironisk nok overbevist darwinist og beundrer af Darwin. Selv ville Darwin ikke vedgå sig nogen inspiration fra Lamarck, selvom han i sin pangeneseteori foreslår en mekanisme som supplement til den naturlige selektion, der på mange måder ligner Lamarcks. Da idéen på dette tidspunkt var frigjort fra Lamarcks egne tanker om selve evolutionens forløb (som et antal afstamningsmæssigt uafhængige, opstigende linjer), bruges ofte betegnelsen neolamarckisme om selve evolutionsmekanismen.

Teorien blev først for alvor kontroversiel i forbindelse med debatten om hård versus blød arv i slutningen af 1800-tallet (se gen, genetik og August Weismann). Hård arv, dvs. at gener ikke kan ændres i en forudbestemt retning, sejrede, og siden er tilfældig mutation sammen med naturlig selektion blevet de centrale elementer i darwinismen. I takt hermed har idéen om erhvervede egenskabers nedarvning været på et stadigt, men langsomt tilbagetog.

Helt op i 1900-tallet har fremtrædende forskere troet på en lamarckistisk arvegang, fx den østrigske biolog Paul Kammerer (1880-1926), hvis skæbne er beskrevet af Arthur Koestler i The Case of the Midwife Toad (1971, da. Den manipulerede frø, 1972). Endelig blev Lamarcks navn trukket ind i videnskabshistoriens måske mest fatale fejltagelse, Lysenko-affæren (se T.D. Lysenko), hvor Stalin ophøjede en lamarckistisk baseret teori til en sovjetisk statsideologi med en påfølgende bandlysning af den mendelske genetik, hvis udøvere blev forfulgt og deres landbrugsvidenskab forbudt med et katastrofalt fald i høstudbyttet til følge.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig