Trofim Lysenko

Trofim Lysenko, Trofim Denisovitj Lysenko, 1898-1976, sovjetisk biolog og agronom, som i Stalintiden havde en dominerende indflydelse på Sovjetunionens biologiske forskning. Lysenko var uddannet agronom fra Landbrugsinstituttet i Kijev og avancerede i 1938 til direktør for et førende avlscenter.

Han påkaldte sig under den alvorlige landbrugskrise i 1930'erne magthavernes interesse med sine arbejder vedrørende vernalisering af vintersæd. Det muliggjorde en udvidelse af de dyrkede arealer, og da metoden krævede stordrift for at være rationel, blev den samtidig brugt som argument for den igangværende tvangskollektivisering.

Hvad der især har gjort Lysenkos navn berygtet, er dog hans synspunkter på arvelovene og den politiske medvind, disse nød under Stalin. Inspireret af I.V. Mitjurin (1855-1935) mente Lysenko, at nedarvning er en fysiologisk proces, hvor generne assimilerer tilpasninger til de ydre betingelser, hvorunder en organisme vokser op (se mitjurinisme). Denne særlige form for lamarckisme fremførte han aggressivt, bl.a. ved at kalde den mendelske genetik borgerlig og beskylde dens udøvere for at være trotskistiske sabotører. Lysenko sejrede med statens magtapparat i ryggen, og hans idéer, lysenkismen, blev ophøjet til statsideologi, mens den mendelske genetik blev bandlyst og mange af dens sovjetiske udøvere smidt i fængsel, hvor flere døde.

På magtens tinde, fra 1940, var Lysenko præsident for Landbrugsakademiet og den sovjetiske biologis absolutte diktator. På baggrund af det stigende høstudbytte i den øvrige verden, bl.a. som følge af planteavl baseret på den mendelske genetik, blev det efterhånden klart for selv den sovjetiske ledelse, at hele Lysenkos forskningsideologi havde været en kostbar videnskabelig fiasko — og en kolossal menneskelig katastrofe pga. omfattende fejlhøst. I 1965 blev han afskediget fra de mest indflydelsesrige poster, og den genetiske forskning blev givet fri i Sovjetunionen.