Heste. Vildheste af racen Konik er udsat på strandengen ud for Tofte Skov (NØ for Hadsund).

.

Travsport.

.
.

Heste. Hestens anatomi.

.

Heste. Mønstring på dyreskue.

.

Heste. Hestens anatomi.

.

Islandsk hest. Islandske heste kan gå ude hele året.

.

Heste, visse arter i slægten Equus i hestefamilien, Equidae. Til hestene regnes tamhesten, Przewalskis hest samt tarpanen, der uddøde i 1918. Alle tre regnes oftest for underarter af den uddøde vildhest, Equus ferus, men nogle forskere anser dem for at være tre forskellige arter. Hesteslægtens arter har en veludviklet lugte- og synssans, de ser fx udmærket i mørke, og ud over hestene omfatter slægten zebraer og æsler.

Faktaboks

Etymologi
Ordet heste er af fællesnordisk oprindelse, egl. 'den der springer bedst', beslægtet med hingst.

Selv om nutidens tamhest er fremavlet ud fra tæmmede tarpaner, har den alligevel fået sit eget artsnavn, E. caballus. Tamhesten er i dag udbredt over hele jordkloden, og der kendes 250-300 forskellige populationer, typer eller racer.

Tamhestens biologi

Bestande af forvildede tamheste findes i Nord- og Sydamerika samt Australien, og disse lever som deres stamform i flokke i åbne områder, som regel græsstepper. En flok består af en enkelt hingst, som parrer sig med flokkens hopper og forsøger at holde andre hingste væk. Ud over føllene findes i flokken også ungdyr, plage, af begge køn; kønsmodne hingste jages ud af flokken og vandrer rundt alene eller i småflokke.

Både hingst og hoppe er kønsmodne i en alder af 12 måneder, men i avlen bedækkes hoppen som regel først som treårig; heste er fuldvoksne i 3-5-års-alderen. Drægtigheden er ca. 335 dage (11 måneder), og det enlige føl (tvillinger er sjældne) vænnes fra i 5-6-måneders-alderen og kaldes fra da af en plag. En hoppe kan bære føl næsten årlig, indtil den er 20-25 år, som også er den normale levetid. Hoppen går i brunst om foråret, og brunsten varer ca. syv dage; hvis den ikke parres, kan den igen gå i brunst efter tre uger. Se også foling. Tamheste kan krydses med flere andre af slægtens arter. Muldyr er en krydsning mellem æselhingst og hestehoppe og er meget udholdende og nøjsomme. De har været kendt som last-, ride- og trækdyr gennem mindst 3000 år. Mulæsler er afkom efter hestehingst og æselhoppe og er ligesom muldyr ufrugtbare. Fra zoologiske haver kendes desuden kryds mellem Przewalskis hest og zebra, zebroider, men disse spiller ingen brugsmæssig rolle.

Hesten er tilpasset livet på de åbne græsstepper. Den er en god og hurtig løber pga. bevægeapparatets bygning (se nedenfor om hestens evolution) og det exceptionelt store hjerte og store lunger. Græs udgør hovedparten af hestens føde. Som hos de andre arter i Equus-slægten nedbrydes føden i de bageste dele af tarmsystemet, bl.a. af forskellige mikroorganismer. Heste kan derfor udnytte den ellers utilgængelige cellulose, men nedbrydningen er mindre effektiv end hos drøvtyggere; til gengæld er tyndtarmen relativt lang, 25 m, og tyk- og blindtarm store og kan rumme ca. 100 l.

Domesticering og spredning

Man regner med, at der har eksisteret tamheste i 5000-6000 år, muligvis længere, og den tidligste domesticering er sandsynligvis sket i det sydlige Ukraine. Heste kendes fra op til 30.000 år gamle udskæringer i rensdyrtakker eller knogler samt fra hulemalerier i Sydfrankrig og Spanien, men det er ikke muligt at afgøre, om der er tale om vild- eller tamheste.

Fra babyloniske og assyriske bygningsværker ved man, at hesten allerede 2000-1000 år f.Kr. har været et højtskattet husdyr. Tamhestens videre spredning har siden i store træk fulgt civilisationens, fx blev tamhesten indført til Amerika i 1494 efter kontinentets opdagelse; den oprindelige amerikanske vildhest var uddød ca. 10.000 år tidligere, måske udryddet af det nyindvandrede menneske.

Hesten benyttedes fra begyndelsen som træk- og lastdyr, men man har tidligt anvendt heste i krigens tjeneste, både som ridedyr og foran stridsvogne. Hesten kom således tidligt til at spille en betydningsfuld rolle i militærpolitisk henseende. Tamhesten har gennem tiderne gennemgået en intensiv selektion i avlen hen mod dens brug til mange, specialiserede brugsmål, primært til transport, rideheste, og som uvurderlig trækkraft i jordbrug og industri.

Hesten i Europa og Danmark

I midten af yngre stenalder (ca. 3000 f.Kr.) menes tamhesten at være blevet indført til Danmark af folkeslag fra sydøst og sydvest, for hvem hest og vogn utvivlsomt var et almindeligt befordringsmiddel. Skeletfund viser, at hesten siden bronzealderen har været et almindeligt husdyr i Danmark.

Op gennem jernalderen og til middelalderen var hesteholdet rettet mod anvendelse i krigstjeneste, og det var den herskende overklasse, der omgav sig med heste; fra omkring 1100 til hen imod 1300 blev der lagt særlig vægt på produktion af store og stærke stridsheste. Perioden kaldes for herregårds- og klosterstutteriernes tid, og herfra stammer de såkaldte hestehaver, der var indhegnede arealer, passende til et stod heste, der ifølge dansk lov skulle være på 12 hopper. Omkring 1500, da ildvåbnene blev mere og mere effektive og hestene mindre anvendelige i krig, skiftede hesteholdet karakter. Samfundets øverste klasser og især de regerende fyrster udfoldede en utrolig luksus omkring hesten. Der blev lagt vægt på flotte rideopvisninger, hvor hofkavaleren lod hestene udføre de svære skolespring (lancade, croupade, palotade og capriole) eller red i kunstige gangarter, som vi kender i dag fra de høje dressurklasser. Fra den tid stammer også glaskareter, karme og andre flotte karosser forspændt med fire eller seks køreheste (se også vogn). Perioden kaldes hofstutteriernes tid.

Snart blev menigmands ønske om hurtigere kommunikation større, og omkring 1800 var behovet for egentlige brugskøretøjer blevet så stærkt, at der blev grundlagt en række forskellige kørehesteracer. Samtidig blev der også mere brug for heste til regulær trækbrug i landbrug og industri. Hesten fik en renæssance til militære formål, men nu til det lette kavaleri og artilleri. Denne hesteavl blev i stor udstrækning støttet af de respektive regeringer, hvilket har påvirket avlsforanstaltningerne i fx Tyskland, Frankrig og Sverige helt frem til i dag. I Danmark blev lignende støtteforanstaltninger forsøgt, men uden held, da bønderne, der skulle producere hestene, ikke var interesserede i den type hesteavl.

I 1700-t. blev også væddeløbs- og travsporten sat i system. Selvom denne brug af hesten ikke tager sigte på nyttige formål, har avlen, der er knyttet til disse to sportsgrene, haft en særlig betydning set fra et hesteavlssynspunkt.

Hesteholdet i landbruget havde levet i skyggen af de mere luksuriøse avlsinitiativer. Først i forbindelse med den begyndende stærke udvikling af landbruget i midten af 1800-t. blev der indledt reformer, der også påvirkede hesteavlen. Med husdyrloven af 1852 blev der i Danmark ydet tilskud til dyrskuer og andre avlsforanstaltninger. En ny husdyrlov i 1862 fik imidlertid en helt afgørende betydning, idet den indebar, at hele avlsvirksomheden og hele ansvaret blev placeret hos landmændene selv.

I 1950 var der ca. 650.000 heste i Danmark, væsentligst trækheste i landbruget. Den hastige mekanisering i de følgende år bevirkede en kraftig tilbagegang i antallet, der i 1960'erne var nede på ca. 40.000. Siden da er der sket en stigning til ca. 180.000 (2011). Den racemæssige sammensætning er desuden ændret betydeligt; der foregår nu organiseret avl med 31 hesteracer, især rideheste og ponyer. Avlen sker fortsat i størst omfang på egentlige landbrugsbedrifter, men også i stigende grad på mange fritidslandbrug, hvor familien samles omkring dette højtskattede husdyr.

Hesteracer

Frisere er gode køreheste.

.

Islandsk hest. Fritgående Islandske heste nær Laugavatn, Island.

.

Fritlevende Exmoor-ponyer ved Dovns klint på Langeland. Exmoor-ponyen er omkring 130 centimeter høj og har brun pels med sorte ben og hove. Den er lys – næsten hvid – omkring mule og øjne.

.

Heste. Fritgående Islandske heste på Island.

.

I 1982 blev man i den europæiske husdyrbrugsorganisation, EAAP, enige om, at hesteracerne mest praktisk kan inddeles i følgende grupper: fuldblod (engelsk og arabisk), travere, sportsheste (til ride- og køresport), svære heste (trækheste) og ponyer (mindre end 148 cm høje).

Engelsk fuldblod

Engelsk fuldblod eller blot fuldblod var som udgangspunkt stærkt påvirket af orientalsk blod, især den arabiske hest. Den første stambog udkom i 1791 (The General Studbook), og alle fuldblodsheste kan føres tilbage hertil. Da avlen næsten udelukkende er baseret på løbspræstationer, er type og størrelse noget varierende. Indkrydsning med fuldblod benyttes ofte under forædlingen af andre hesteracer, specielt i ridehesteavlen. Stort set alle farver forekommer, og avlen er udbredt i alle verdensdele. Størrelse: 145-175 cm.

Den arabiske hest

Den arabiske hest eller araberen er nok den mest navnkundige og tidligst renavlede hesterace, og dens hjemsted er Den Arabiske Halvø. Fuldblodsaraberen kan i lige linje føres tilbage til de tidligste aner, mens bl.a. stutteriaraberen, shagya, har spring i stamtavlen. Araberen har et ædelt hoved med løftede næsefløje, ofte svanehals og fint formede, men stærke lemmer og hove. Den er nøjsom, hurtig og udholdende. Araberen er udbredt over hele verden og har været anvendt under avlsarbejdet med de fleste andre racer. Arabere er ofte skimlede. Størrelse: 142-160 cm.

Travheste

Travheste avles i mange lande og bygger, bortset fra den russiske Orlow-traver, næsten udelukkende på avlsmateriale fra den amerikanske traver, der blev grundlagt i USA i slutningen af 1700-t. ved krydsning af stedlige racer med en hingst af engelsk fuldblod. USA er stadig førende i avlen, men i mange vesteuropæiske lande, bl.a. Danmark, produceres der fremragende travheste. Avlsdyrene udvælges næsten udelukkende på baggrund af løbsresultater. Farven er brun eller rød. Størrelse: 145-160 cm.

Sportsheste

Sportsheste er i Danmark blevet avlet siden 1962, da Dansk Sportshesteforbund blev dannet, fra 1979 Dansk Varmblod. Avlen blev baseret på allerede eksisterende lette hoppetyper samt en del importerede, især fra Sverige, Tyskland og Polen, hvor ridehesteavlen havde været etableret i flere år. For at fremme avlen er der gennem årene importeret en række hingste fra udenlandske avlsforbund. Målsætningen for avlen af ride- og køreheste er ens i alle lande, og de avlsplaner, der anvendes, er alle rettet mod den samme ydre fremtoning, men frem for alt mod hestens præstation og egnethed til ridesportens mange discipliner. I alle EU-lande sker en gensidig godkendelse af avlsdyr inden for de respektive organisationer, således at avlsmateriale let kan udveksles. Den internationale bestand af sportsheste kan således betragtes som en stor population, hvortil hestene under Dansk Varmblod hører. Avlen af sportsheste i de enkelte lande drives fortsat under de tidligere raceforeninger, og racerne beskrives kort i det følgende.

Hannoveraneren er dannet ud fra udstationerede hingste fra det i 1735 oprettede landstutteri i Celle i Tyskland, og racen blev tidligere benyttet i det tungere kavaleri og lette artilleri. I de senere år er der forædlet stærkt, især med fuldblod. Racen er særlig egnet til dressur og har haft en betydelig indflydelse også på dansk ridehesteavl.

Holsteneren var tidligere en udpræget kørehest, men er også velegnet til ridning. Den er i de seneste år stærkt forædlet med fuldblod og anglonormannerhingste med henblik på at styrke racens springegenskaber, og den betragtes som en af verdens bedste racer med henblik på ridesportens springdiscipliner. Racen har en betydelig indflydelse på dansk ridehesteavl. Den var tidligere overvejende brun, men der findes nu også mange skimler.

Trakehner har sit navn fra det tidligere stamstutteri Trakehnen oprettet i 1732 i det tidligere Østpreussen. Racen er stærkt påvirket af arabisk og engelsk fuldblod og anvendes til forædling af ridehesteavlen i mange lande. Racen kom efter 2. Verdenskrig til Tyskland under dramatiske omstændigheder; her er avlen videreudviklet og senere spredt til det meste af verden. Alle farver forekommer, men hyppigst er brun eller sortbrun.

Oldenborger var tidligere i hjemlandet, Tyskland, avlet som en mellemsvær kørehest, men er nu i lighed med andre racer forædlet med fuldblod og hingste fra andre ridehesteracer, så den i dag fremstår som en moderne sportshest. Racen kom til Danmark i 1887. Den var indtil ca. 1920 en kraftig kørehest, blev så avlet tungere til landbrugsarbejde og er i dag omstillet til ridehest ved brug af fuldblod og anglo-normannerhingste. Danmark er et af de få lande i verden, hvor der findes avl med den rene oldenborger. Farverne er overvejende sort og brun.

Frederiksborgeren eller frederiksborghesten er Danmarks ældste nationale hesterace, dannet i 1700-t. i de kongelige stutterier på Hillerødsholm i Nordsjælland. Datidens hest havde forbillede i de spanske heste, hos hvilke bl.a. ædelhed og elegant holdning var i højsædet. Senere blev den udviklet til køre- og trækhest i landbruget. Racen avles i dag med henblik på såvel ridning som kørsel. Der findes en bestand af rene frederiksborgheste, mens andre er indkrydset med andre ridehesteracer. Farven er overvejende rød. En anden dansk hesterace, knabstrupperen, der er karakteristisk ved sin plettede farvetegning, er avlet ud fra frederiksborghesten med det avlsmål at bevare den plettede farve.

Svære heste

Svære heste er repræsenteret med to racer i Danmark, den belgiske hest eller belgieren, der er importeret til landet i 1895, og den jyske hest, der er vores anden nationale race, udviklet af de danske bønder fra slutningen af 1800-t. Belgieren er en imponerende hest; stor, massiv og kompakt og oftest skimlet. Den jyske hest er knap så stor, men dyb med kraftige lemmer og energisk bevægelse. Den har et blidt temperament. Næsten alle jyske heste er røde. Der udføres et ihærdigt arbejde for at bevare såvel den jyske hest som frederiksborghesten, der må betragtes som nationale klenodier. Den jyske hest har siden 1928 været anvendt af Carlsberg Bryggerierne.

Småheste og ponyer

Det er almindeligt at anvende betegnelsen småheste om fjordhesten, haflingeren og den islandske hest, skønt de i ridemæssig og international sammenhæng er ponyer, idet deres størrelse er under 148 cm.

Fjordhesten eller nordbaggen stammer fra de vestnorske fjorddale. Avlen tog fart i 1930'erne, og racen blev udviklet som trækhest på de mindre landbrug. Den er i dag en populær familiehest til ride- og kørebrug. Farven er gul i forskellige varianter.

Den islandske hest er en lille, nøjsom og robust hest, der er renavlet i Island gennem mere end 1000 år. Foruden skridt, trav og galop mestrer den også gangarterne pas og tølt (løbende skridt). Racen har udbredelse i mange lande. Alle farver forekommer.

Haflingeren stammer fra Tyrol og er egnet til såvel ridning som kørsel. Farven er rød med lys pandelok, man og hale.

Connemara-ponyen er den største af ponyracerne og stammer fra det nordvestlige Irland, hvor den avles under nøjsomme betingelser. Den er robust og udholdende og er eftertragtet som ridepony til børn og unge. Farven er oftest skimmel, men brune, sorte og mørk rødgule findes.

New forest-ponyen stammer fra det sydengelske skovdistrikt New Forest. Racen er præget af arabisk og engelsk fuldblod og er velegnet som ridehest til børn og unge, ikke mindst pga. sit rolige temperament. Alle farver forekommer, dog er rød og sort mest almindelige.

Welsh mountain-ponyen eller welsh-ponyen stammer fra det bjergrige Sydwales. Det er sunde, udholdende og alsidige dyr. De fleste farver forekommer. Racen er opdelt i fire sektioner.

Dartmoor-ponyen stammer fra Devons hedebakker, England. Den er hårdfør og har en venlig natur, som gør den velegnet til børns ridning. Den maksimale størrelse er 137 cm.

Shetlands-ponyen er vor mindste pony. Racen stammer fra Shetlandsøerne, og den er nøjsom og robust og ofte meget viljestærk. Alle farver forekommer, men sorte og røde er mest almindelige. Dens maksimale størrelse er 107 cm. I Argentina er der udviklet en endnu mindre race, Falabella, som formentlig er en mutation; størrelsen er 50-60 cm. Se også amerikansk shetlandspony.

Danske sportsponyer avles med henblik på ridning, og deres eksteriør er som en stor ridehest en miniature. De er en blanding af araber, fuldblod, connemara, new forest og welsh og er således en typeavl. Alle farver forekommer, størrelse maksimalt 148 cm.

Ud over de nævnte hesteracer foregår der i Danmark også avl af lipizzaner, pintohest, palomino, friser, andaluser, gotlands russ og verdens største race, shire.

Hestens hov

Hoven er et af hestens allervigtigste og mest særprægede bygningstræk. Uden en sund hov, ingen sund og dygtig arbejdshest. Den synlige del af hoven, hornvæggen, vokser ud fra læderhuden og har en meget kraftig blodforsyning. Hornets vækst er på ca. 1 cm hver måned og vil hos heste, der færdes frit i naturen, være i ligevægt med sliddet. Hornet er en meget dårlig varmeleder, hvorfor hesten kan gå på såvel is som gløder uden at føle smerte.

Når hoven sættes mod jorden, udvider den bageste tredjedel sig. Denne hovmekanisme er vigtig for en elastisk og smidig bevægelse, ligesom den afbøder det stød, som hoven modtager fra jorden, hvorved led og sener skånes mest muligt. Hornet indeholder ca. 25% vand og beskyttes af et glasurlag, der dannes fra læderhudskronen. Hoven må ikke blive tør, da der ellers kan opstå hornkløfter eller ske afbrækning af store partier af hornkapslen; sker dette, skal hoven tilføres vand, fx ved at lade hesten stå i et såkaldt vandspiltov. Hovsmørelse må absolut først anvendes, når hoven har opnået en passende fugtighedsgrad, for ikke at hindre hovens optagelse af fugtighed.

På undersidens bageste del findes strålen. En stor, sund stråle er af stor betydning for en velfungerende hovmekanisme. Hvis strålen fx bliver sur, dvs. går i forrådnelse, bør dette hurtigst muligt helbredes med fx blåsten, ellers kan hovmekanismen ødelægges.

Læs også om heste i underemnerne herunder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig