plantesygdomme

er oftest uden større skadevirkning og kan endog give anledning til særprægede planteformer, der udnyttes kommercielt til spise- eller foderbrug samt som prydplanter i havebruget. Som nyttige misdannelser kan nævnes de talrige former for kål fremkommet ved udvalg af planter med abnorm udvikling af blade (grønkål, hvidkål), knopper (rosenkål) eller blomsterstande (blomkål). Inden for prydplanterne er fyldte eller dobbelte blomster eksempler på, hvordan abnormt udviklede blomsterdele kan udnyttes til forædling af nye blomsterformer af kommerciel værdi. Se også misdannelser.

Abiotiske (ikke-parasitære) sygdomme fremkaldes af miljømæssige faktorer, fx uhensigtsmæssige ernærings-, klima-, temperatur- og fugtighedsforhold. I modsætning til biotiske (parasitære) sygdomme er der altså ikke mikroorganismer involveret som primær sygdomsårsag. Det er ofte langt vanskeligere at stille diagnosen for abiotiske end for biotiske sygdomme, dels fordi sygdomsårsagen kun er kortvarigt til stede og derfor ikke kan iagttages direkte, dels fordi vidt forskellige abiotiske faktorer kan give ensartede symptomer. Således kan klorose (gule blade) fremkaldes af kulde, lysmangel, jernmangel etc. Rødfarvning og visning af nåle hos nåletræer kan skyldes frost, tørke, næringsmangel, luftforurening etc.

Desuden disponerer abiotiske skader ofte for angreb af sekundære svækkelsesparasitter eller saprofytter, således at den primære sygdomsårsag sløres. Forårskulde og såning i dårlig jord svækker eksempelvis ofte kimplanter, så de lettere angribes af forskellige rodbrandsvampe end livskraftige planter i god vækst. Sår og andre fysiske beskadigelser fremkaldt af mennesker, dyr og vejrlig, fx beskæring, dyregnav og frostrevner i træernes bark, er vigtige infektionsveje for mange sårpatogener, der ikke er i stand til at inficere intakte planter. I skovbruget er barksår fremkaldt ved påkørsel, udslæbning, grenkapning etc. den vigtigste årsag til angreb af veddestruerende poresvampe. Den såkaldte skovdød skyldes antagelig et samspil af ugunstige vækstforhold som frost, tørke, for meget nedbør, storme, luftforurening etc., der over nogle år kan svække træerne, så de vantrives eller dør.

Biotiske (parasitære) sygdomme fremkaldes af patogene (sygdomsfremkaldende) svampe, bakterier og virus. Af disse er svampe langt den vigtigste gruppe, idet der findes flere tusinde svampearter, der er i stand til at fremkalde sygdomme på planter. I reglen er en og samme svampeart kun i stand til at angribe og frembringe sygdom på en enkelt eller nogle få plantearter. Det gælder fx rust- og meldugsvampe, således at fx rosenmeldug nok kan smitte andre roser, men ikke andre stue- og haveplanter. Ligeledes kan bygrust kun angribe byg og ikke andre kornarter og dyrkede planter.

Nogle få patogene svampe, heriblandt meldugsvampene, er biotrofe, det vil sige at de udelukkende er i stand til at ernære og formere sig i levende planteceller. Meldugsvampene dræber derfor ikke deres værtsplanter, men svækker dem, efterhånden som angrebet skrider frem. De fleste andre patogener er imidlertid nekrotrofe, idet de kun kan ernære sig af døde celler. De dræber derfor først værtsvævets celler ved hjælp af toksiner og enzymer, hvorefter de vokser og formerer sig i det døde væv. Ofte begrænses det døde, inficerede væv til velafgrænsede nekroser (sår eller pletter) med karakteristisk form og farve, der kan bruges ved sygdommens diagnosticering.

Den økonomiske skadevirkning af sygdomsangreb kommer til udtryk dels som nedsat udbytte, dels som forringet plantekvalitet. Et klassisk eksempel på ødelæggende sygdomsangreb er kartoffelskimmelepidemien i Irland 1845-47. Sygdommen ødelagde befolkningens ernæringsgrundlag og medførte hungersnød og masseudvandring til andre lande. Endnu mere ødelæggende, men uden de samme sociale konsekvenser var Helminthosporium-epidemien i USA 1970-71, hvor al udbyttet i store dele af det sydlige majsbælte gik tabt, til en anslået værdi af 1 mia. dollar. Eksempler på sygdomme, der ofte giver anledning til alvorlige tab i Danmark, er meldug og rust på kornarterne, skimmel i kartofler, rodfordærver og honningsvamp i skove, æbleskurv i frugtplantager samt meldug og stråleplet på havens roser. Hertil kommer tab af æstetiske landskabsværdier, hvilket elmesygens hærgen i 1980'erne og 1990'erne er et eksempel på.

De fleste plantesygdomme kan bekæmpes effektivt ved anvendelse af kemiske bekæmpelsesmidler. De senere års begrænsning i anvendelse af pesticider har dog ført til, at der i stigende grad lægges vægt på at bekæmpe og forebygge sygdommene med mere miljøskånsomme metoder såsom anvendelse af sygdomsresistente sorter, biologisk bekæmpelse samt sædskifte og andre kulturforanstaltninger, der sikrer planterne en optimal vækst.