skadedyr

Da mennesket begyndte at plante og høste afgrøder og at holde husdyr, skabtes nye skadedyr. Arter, som tidligere havde levet spredt på de vilde planter, kunne nu, hvor deres foretrukne føde blev kultiveret og dyrket over store områder, formere sig som aldrig før. Agerdyrkning som levevej gjorde det desuden nødvendigt, at man gemte en del af høsten fra sæson til sæson. Det gav nye muligheder for dyr, hvis naturlige levesteder var fuglereder og gnaveres vinterdepoter; de udviklede sig til lagerskadedyr. I resterne af gravgaver fra Egypten kan det ses, at man her for 5000 år siden havde problemer med de samme typer lagerskadedyr, som findes i dag. I kølige, fugtige områder som Danmark har det indtil for nylig især været miderne, som ødelagde korn og mel. I dag trives desuden tropiske kornbiller og kolonialmøl på lune lagre og i varme køkkener.

Stikmyg, lopper og blodsugende fluer og mider har til alle tider plaget mennesker. En blodsuger som væggelusen, der har udviklet sig under tropiske forhold, blev dog først et problem i Danmark i 1600-t., da boligerne blev lunere. Ud over at være en gene kan mange af blodsugerne overføre mikroorganismer fra person til person og fra dyr til mennesker og er derigennem årsag til sygdomme som malaria, sovesyge, gul feber og pest, der hvert år kræver millioner af menneskeliv.

Spyfluerne har konkurreret med tidlig jæger- og fiskersamfund om det nedlagte bytte og er stadig et problem de steder, hvor køle- og fryseskabe ikke har vundet indpas. Også forråd af tørret, røget eller saltet kød tiltrækker dyr, først og fremmest klannere, hvis føde i naturen er de tørre dele af ådslerne, som de øvrige ådselædere levner. Affald fra køkken, latrin og husdyrgødning udgør ynglemedier for en række af de arter, der lever i henfaldende organisk materiale. Disse "naturens skraldemænd" sikrer, at stofferne omsættes, men de kan blive en plage og som stuefluerne bidrage til spredning af sygdomskim på steder, hvor hygiejnen er mangelfuld. Andre væsentlige smittebærere er mus og rotter, der desuden er uønskede pga. deres evne til at gnave i stort set alle typer materiale, bl.a. elledninger.

Da mennesket blev bofast, begyndte man at oplagre tekstiler, hvilket gjorde dyr, som i naturen udnytter nogle af de sidste, svært fordøjelige dele af ådslerne, fx hornstoffet i hår og fjer, til skadedyr. Det drejer sig især om visse mølarter, klæde- og pelsmøl, og om klannere.

Det tømmer, som indgår i bygninger, er føde for en række insekter, der i naturen spiller en nyttig rolle ved at bidrage til at omsætte det døde ved. I Danmark er det først og fremmest borebiller og husbukke, mens det under varmere forhold især er termitterne, der optræder som træskadedyr.

Skadedyr kan enten bekæmpes kemisk (se bekæmpelsesmidler) eller biologisk (se biologisk bekæmpelse). En integreret skadedyrsbekæmpelse kombinerer økonomiske, økologiske og toksikologiske overvejelser. I praksis gøres dette ved at regulere skadedyr vha. sædskifte, sortsvalg, gødskningsstrategi og naturlige fjender (se nyttedyr); fx kan visse ringorme undgås vha. sædskifte og dyrkning af resistente sorter. Fritfluer (Oscinella frit) kan forebygges ved tidlig såning, ligesom man ved at friholde jord for plantedække i længst mulig tid før såning af vintersæd kan begrænse risikoen for snegleangreb. Over en vis økonomisk skadetærskel benyttes kemiske sprøjtemidler.

De værste skadedyr i landbrugsafgrøder er insekter; bladlus og biller giver store problemer. Insekter bekæmpes kemisk med insekticider. Rundorme bekæmpes sjældent kemisk, men såkaldte nematicider eksisterer dog til formålet. I visse år kan snegle lokalt optræde som skadedyr; kemiske bekæmpelsesmidler mod disse kaldes molluskicider. Som midler til bekæmpelse af mider, der i dag dog sjældent er et problem i landbrugsafgrøder, anvendes acaricider. Lokalt kan muldvarpe og mosegrise forårsage skade. Gnavere, fx mus, rotter og mosegrise, bekæmpes kemisk med rodenticider. Harer, kaniner, rådyr og hjorte kan lokalt være så talrige, at de forårsager skade. Inden for skovbruget bruges mekaniske afværgemidler som fx rør samt vildtafværgningsmidler til påsmøring af planterne, så de virker afvisende (repellerende) over for vildtet.