Enterobacteriaceae, omfattende familie af stavformede bakterier, som kan leve såvel i nærvær af ilt som under iltfri vækstbetingelser. Bakterierne, der er gramnegative, er 1-8 μm lange og 1 μm brede og ofte bevægelige. De findes især i tarmen hos mennesket og dyr, nogle permanent, andre kun i forbindelse med sygdomme.

Faktaboks

Etymologi
Første del af navnet Enterobacteriaceae kommer af græsk enteron 'tarm'.

Familien Enterobacteriaceae omfatter bl.a. en række bakterieslægter, Escherichia, Salmonella, Shigella, Klebsiella, Serratia, Proteus, Yersinia, Erwinia, Citrobacter og Enterobacter, som er årsag til en lang række infektionssygdomme. Mange tyfusepidemier skyldes Salmonella typhi, og Yersinia pestis er årsagen til byldepest. Shigella kan fremkalde dysenteri, Klebsiella pneumoniae lungebetændelse, mens Proteus og Enterobacter kan forårsage urinvejsinfektioner. Serratia er ansvarlig for mange hospitalsinfektioner, mens de dybrøde bakteriekolonier af S. marcesens i middelalderen skabte adskillige mirakler med "bloddråber" på nadverbrødet. Slægten Erwinia omfatter bakteriearter, som fremkalder sygdomme hos planter, fx ildsot.

For sygdomsbekæmpelsen er det af stor vigtighed, at de forskellige Enterobacteriaceae-slægter og arter kan påvises og skelnes fra hinanden. Hertil benyttes især en række biokemiske og immunologiske kendetegn. Under iltfri betingelser kan Enterobacteriaceae forgære glukose, bl.a. under dannelse af ethanol og syrer, især myresyre. Nogle slægter danner ligeledes alkoholen butandiol (Enterobacter, Serratia), mens andre (Escherichia, Proteus, Salmonella, Enterobacter) nedbryder den producerede myresyre under dannelse af kuldioxid og brint. Escherichia og Enterobacter kan tillige benytte laktose som energikilde til væksten, mens Salmonella kan udnytte citrat. Ved nedbrydning af aminosyren tryptofan producerer Escherichia indol, mens Yersinia pestis kræver aminosyrerne methionin og fenylalanin for at kunne vokse. Under iltfri forhold kan Klebsiella binde luftens kvælstof.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig