bakteriologi

Bakteriologi, læren om bakterier. Bakterier blev først set i 1680'erne af hollænderen Antonie van Leeuwenhoek, der brugte et simpelt mikroskop til at betragte udskrab fra en dårlig tand.

Den eksperimentelle bakteriologi blev indledt af Louis Pasteur i 1850'erne, især via arbejde med "spontan generation". Han påviste, at et substrat, som var blevet opvarmet til ca. 80 °C i 10-30 min., kun blev inficeret med mikroorganismer, hvis det kom i forbindelse med forurenet luft eller andet forurenet materiale. Dette modbeviste en tidligere teori om, at mikroorganismer opstod af sig selv i et næringssubstrat. Pasteur forbedrede brygning af øl og fremstillingen af vin ved at indføre varmebehandling (pasteurisering) af substrater og gæringsprodukter for at fjerne fremmede mikroorganismer.

Disse opdagelser indledte brugen af aseptisk teknik (se aseptik) og varmesteriliserede instrumenter ved sygdomsbehandling. Den engelske kirurg Joseph Lister begyndte omkring 1860 med at sprøjte operationsstuerne med en bakteriedræbende fenolopløsning (karbolvand), hvilket førte til en dramatisk nedgang i antallet af sårinfektioner.

Den tyske læge Robert Koch isolerede omkring 1870 de første sygdomsfremkaldende bakterier, bl.a. Bacillus anthracis, som giver miltbrand, Vibrio cholerae, som giver kolera, Mycobacterium tuberculosis, som giver tuberkulose, og Corynebacterium diphteria, som fremkalder difteri. De dyrkningsteknikker, der blev udviklet i Kochs laboratorium, benyttes stadig til dyrkning af bakterier i petriskåle på substrater stivnet med agar. Koch opstillede kriterier for påvisning af sygdomsfremkaldende bakterier; de skal kunne isoleres og rendyrkes og kunne fremkalde sygdommen ved podning af et modtageligt dyr. Herefter skal bakterien igen kunne isoleres. I 1881 gennemførte Pasteur en vellykket vaccination af geder og får mod miltbrand ved at indsprøjte en kultur af svækkede Bacillus.

Den danske læge Chr. Gram beskrev i 1884 en farvning af bakterier med krystalviolet, den såkaldte gramfarvning, som stadig bruges til karakteristik af bakterier. I slutningen af 1800-t. blev bakterier i jord isoleret af russeren Sergej Vinogradskij, hollænderen Martinus Beijerinck mfl. Vinogradskij påviste flere former for stofskifte, især blandt de kemolithoautotrofe bakterier, fx nitrificerende bakterier og farveløse svovlbakterier som Beggiatoa. Beijerinck isolerede kvælstofbindende bakterier, Azotobacter, i 1901. Danskeren H.L. Jensen beskrev nedbrydningen af organisk stof i jord og isolerede flere actinomyceter og Azotobacter-arter.

I 1928 opdagede Alexander Fleming, at skimmelsvampen Penicillium notatum udskilte et bakteriedræbende stof, som han kaldte penicillin. Selvom der stadig opdages nye bakteriesygdomme, beskæftiger moderne bakteriologi sig mere med at udnytte bakteriers egenskaber til produktion af forskellige stoffer, fx enzymer. Man kan vha. gensplejsningsteknik indsætte gener i bakterier, som får dem til at lave produkter, de ikke naturligt danner, fx humant væksthormon. Derudover studeres bakteriers vækst og økologi i naturen. Der isoleres mange nye bakterier fra jord, og man søger at dyrke bakterier, som man hidtil kun har set i mikroskop, men hvis biologi og betydning endnu ikke er kendt. Se også bakterier.