Denitrifikation er fjernelse af nitrat. Denne proces udføres af bakterier i jord og vand. Nitrat (NO3-), fx hidrørende fra kunstgødning eller fra nitrificerende bakteriers aktivitet, bliver af denitrificerende bakterier omsat til frit kvælstof (N2), som afgives til atmosfæren.

Faktaboks

Etymologi
Ordet denitrifikation kommer af de- og latin nitri-, kortform for nitrat, og afledn. af -ficere 'gøre'.

Denitrifikation som led i kvælstofomsætning

Denitrifikation er et vigtigt led i den globale kvælstofomsætning (se kvælstofkredsløb); herved frigives bl.a. kvælstof, som er blevet bundet af kvælstofbindende bakterier. Denitrifikation foregår i alle jorder, men er størst i fugtig jord og jord rig på organisk stof. Denitrifikation udnyttes i rensningsanlæg (denitrifikationsanlæg) til at fjerne nitrat fra spildevand.

Nitrat som iltningsmiddel

Bakterier fra en række forskellige familier og slægter, fx Pseudomonas og Bacillus, kan anvende nitrat som iltningsmiddel ved omsætningen af organisk stof, når der ikke er fri ilt til stede (anaerobe forhold). Ved denne anaerobe respiration reduceres nitrat enzymatisk i trin over nitrit NO2- via luftarterne NO og N2O (lattergas) til frit kvælstof, N2. Det sidste enzym i omsætningen hæmmes bl.a. ved lave pH-værdier, og herved ophobes og afgives N2O til atmosfæren.

Da N2O er en kraftigt virkende drivhusgas, undersøger man i disse år, hvordan man kan reducere dannelse og afgivelse af N2O. Planter og mikroorganismer kan reducere nitrat til ammonium for at indbygge det i aminosyrer. Denitrifikation kan også foregå rent kemisk, når et reducerende stof, fx Fe2+, reducerer nitrat til nitrit eller til frit kvælstof.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig