Ebola
Ebola-virioner set i elektronmikroskop, 2005

Ebola-virus er et RNA-virus, der tilhører gruppen af filovirus. Flagermus og aber er blandt de mistænkte for at være den primære smittekilde i naturen. Spredning blandt mennesker sker ved kontakt med syges ekskrementer, sekreter og blod. Sygdom begynder med høj feber, hovedpine, opkastninger og diarré, efterfulgt af blødninger i hud, slimhinder og indre organer (hæmorragisk feber). Dødeligheden er meget høj.

Ebola-virus er opkaldt efter en biflod til Congofloden, og det blev påvist under epidemier i Den Demokratiske Republik Congo (dengang Zaire) og i Sudan i 1976. Udbrud er siden set flere steder i tropisk Afrika, bl.a. i 2014.

I 1989 forekom et udbrud i Reston, Virginia, blandt mange filippinske aber holdt i karantæne. Nogle få mennesker blev smittet med denne afart af Ebola-virus, men de blev ikke syge, trods stor dødelighed blandt aberne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig