Sammenpresning af biler før omsmeltning.

.

Sammenpresning af biler før omsmeltning.

.

Her ses den mest typiske mærkning af engangsemballager, som er trykt på etiketten.

.

Her ses den mest typiske mærkning af engangsemballager, som er trykt på etiketten.

.

Mærkater der kan købes hos Dansk Retursystem og påklistres manuelt.

.

Her ses den mest typiske mærkning af engangsemballager, som er trykt på etiketten.

.

Genanvendelse er ny brug af kasserede produkter, materialer eller stoffer. Genanvendelse er et gammelkendt begreb. I krisetider var det en livsnødvendighed. I Danmark fik det særlig betydning under 2. Verdenskrig, da genanvendelse blev sat i system (se affald). Genanvendelse fik ny aktualitet i industrilandene fra slutningen af 1960'erne. Stigningen i velstand medførte sammen med et øget udbud af billige forbrugsvarer, at mange produkter og materialer mistede deres hidtidige markedsværdi og blev til værdiløst affald. Det blev ofte billigere at "bruge og smide væk" end at vedligeholde og reparere. Denne adfærd førte til en voldsom stigning i affaldsproduktionen. Dertil kom oliekrise og udsigt til mangel på visse metaller, bl.a. kobber, hvilket gjorde det mere synligt, at Jordens lagre af naturlige råstoffer såsom råolie og metaller var begrænsede.

Affald skal genanvendes

Over for en kombination af stigende mængder af affald og mangel på råstoffer er genanvendelse en nærliggende løsning. Når man genanvender affald, ender mindre af det på lossepladser, og man kan spare nye råvarer og energi til at fremstille nye produkter. For at fremme genanvendelsen vedtog Folketinget i 1978 Genanvendelsesloven, Lov om genanvendelse af papir og drikkevareemballage samt om begrænsning af affald. Bestemmelserne om affald og genanvendelse er siden indarbejdet i Miljøbeskyttelsesloven.

Da affald betragtes som værdiløst eller af ringe værdi, er det kun sjældent privatøkonomisk rentabelt at genanvende affaldet. Man har derfor taget andre midler i brug for at sikre, at mest muligt affald bliver genanvendt.

I Danmark er genanvendelse den højest prioriterede bortskaffelsesmåde for affald. Men det højest prioriterede mål på affaldsområdet er at begrænse selve produktionen af affald mest muligt. Indsatsen prioriteres i rækkefølgen: 1) skabe mindre affald, 2) genanvende, 3) forbrænde, 4) deponere. Målet er beskrevet mere detaljeret i en række handlingsplaner. I planen 2005-08 er målet at genanvende 65% af alt affald i 2008, hvilket er en mindre forøgelse i forhold til målet på 64% i planen 1998-2004. Af det affald, der ikke kan genanvendes, skal mest muligt gå til affaldsforbrændingsanlæg, i 2008 26%, mens de resterende 9% må deponeres på lossepladser o.l. Til sammenligning var de faktiske andele i 1985 hhv. 35%, 26% og 39%, i 1994 hhv. 56%, 20% og 24%, og i 2004 hhv. 65%, 26% og 8% (samt 1% midlertidigt oplagret). Ud over disse overordnede sigtelinjer indeholder planerne detaljerede mål for de enkelte affaldsfraktioner.

I Miljøbeskyttelseslovens forstand betragtes forbrænding af affald ikke som genanvendelse, selvom man (gen)udnytter energien i affaldet til bl.a. opvarmning af huse og fremstilling af elektricitet. I øvrigt giver forbrænding både nye affaldsproblemer og risiko for, at bl.a. tungmetaller og andre giftstoffer i røggassen forurener luften, hvis røgen ikke renses effektivt. Ved forbrænding dannes store mængder slagger svarende til ca. 1/4 af affaldet. Imidlertid har det fra midten af 1990'erne været muligt at genanvende størstedelen af slaggerne i bygge- og anlægsarbejder. Derimod er det vanskeligt at finde anvendelse for restprodukter fra røgrensning.

Kommunal opgave

Et vigtigt middel til at nå målene på affalds- og genanvendelsesområdet er at etablere systemer og ordninger til at håndtere affaldet på en miljømæssigt og økonomisk forsvarlig måde. I Danmark har kommunerne pligt til at holde øje med, hvor affaldet bliver produceret, og hvor det bliver af (affaldskortlægning), og på grundlag heraf lave (affalds)planer, så affaldet bliver indsamlet og bortskaffet efter de overordnede mål. For at mest muligt affald kan blive genanvendt, skal kommunerne fx oprette indsamlingsordninger for papir og pap fra husholdninger og erhverv, papir fra handelsvirksomheder og offentlige institutioner og madaffald fra storkøkkener. Kommunerne kan også etablere indsamlingsordninger for andet affald. Sådanne ordninger skal borgerne anvende. Derimod kan virksomheder i en vis udstrækning vælge alternative private genanvendelsesvirksomheder. Sådanne ordninger er beskrevet i affaldsregulativer.

Kommunerne skal desuden etablere særlige indsamlingsordninger for olie- og kemikalieaffald og andet giftigt og miljøfarligt affald, der sendes fra kommunale modtagepladser via regionale modtagestationer til Kommunekemi A/S i Nyborg, hvor affaldet uskadeliggøres. En del miljøfarligt affald bliver dog oparbejdet, så det kan genanvendes i nye produkter, fx kviksølv, bly og cadmium fra udtjente batterier. I mange kommuner fungerer modtagepladserne tillige som genbrugsstationer, hvor man kan aflevere genanvendeligt affald.

Øget genanvendelse

Det meste jern- og metalskrot blev indsamlet og genanvendt, allerede før Genanvendelsesloven trådte i kraft, og siden midten af 1990’erne er mere end 90% metalskrot blevet genanvendt. Papir og glas var de første produktgrupper, man i Danmark forsøgte at genanvende i større målestok, og genanvendelsen er siden blevet stærkt forøget. I 2003 brugte vi ca. 135.000 t glas til emballage. Deraf blev ca. 68% genanvendt, halvdelen som hele flasker, der skylles og genpåfyldes. Den anden halvdel er især glasskår, som bruges til at fremstille nye flasker og andet emballageglas. Papir og pap genanvendes i et noget mindre omfang. Af et samlet forbrug på ca. 1,3 mio. t blev ca. 57% indsamlet til genanvendelse i 2003. Den største vækst i genanvendelse af affald skete i begyndelsen af 1990'erne, hvor bygge- og anlægsaffald, have- og parkaffald og slagger fra forbrændingsanlæg trak den genanvendte andel af den samlede affaldsmængde markant opad. Fra kun 10% i 1985 til 82% i 1995 har den genanvendte andel af bygge- og anlægsaffaldet siden 1998 udgjort 90% eller mere.

Dagrenovation fra husholdninger er steget ca. 2% om året siden 1994 og var i 2004 på 1,7 mio. t. Kun en lille del genanvendes, i perioden 1994-2004 således 14-17%. For at sikre at en større andel af husholdningsaffald bliver genanvendt, forsøger man at få forbrugerne til selv at sortere affaldet (kildesortering), inden det går videre i affalds- og genanvendelsessystemet. Dette har imidlertid vist sig at være vanskeligt, hvorfor det overvejes først at adskille de enkelte fraktioner, efter at affaldet er havnet på affaldspladsen. Ud over opdelingen i miljøfarligt affald, glas og aviser/ugeblade har det stor betydning for genanvendelsen, at organisk affald, der kan bruges til fremstilling af kompost og biogas, bliver adskilt fra resten af affaldet.

Siden 1990 er der årligt dannet ca. 110.000 t slam fra spildevandsrensning. Før 2000 blev mere end 70% af slammet brugt som gødning på landbrugsjorden, men i visse egne af landet forhindrer indholdet af tungmetaller og visse organiske stoffer denne mulighed. I 2004 blev kun 55% af slammet anvendt som gødning, mens 43% blev forbrændt, og 2% deponeret. Målet for 2008 er, at 50% af slammet genanvendes.

Affaldsafgift

Foruden de kommunale affalds- og genanvendelsessystemer har afgifter, gebyr- og pantordninger, tilbagetagningsaftaler og tilskud vist sig i særlig grad at fremme genanvendelsen af affald.

Affaldsafgiften på 40 kr. pr. t trådte i kraft i 1987. Siden er afgiften blevet forhøjet og differentieret for at fremme målene for affaldsbehandlingen. Fx skulle man i 1995 betale 160 kr. pr. t, der gik til forbrænding, mens det var lidt dyrere, 195 kr., at deponere affaldet. Kunne affaldet derimod genanvendes, var der ingen afgift. I 1997 blev afgiften yderligere differentieret og steg til 210 kr. for affald, der forbrændes, men hvor energien ikke udnyttes til opvarmning eller fremstilling af elektricitet, mens det blev endnu dyrere at deponere affald: 285 kr. pr. ton. Fra 2001 betales 330 kr. og 375 kr. pr. t for affald til hhv. forbrænding og deponering. Affaldsafgiften har virket mest fremmende på genanvendelsen af store, samlede affaldsmængder som bygge- og anlægsaffald, slagger fra forbrændingsanlæg og have- og parkaffald. Ud over den statslige afgift skal kommunerne opkræve affaldsgebyrer til at dække udgifterne til de kommunale affalds- og genanvendelsesordninger.

Pant og gebyr

Varer, der kan give anledning til særlige miljøproblemer, kan være belagt med gebyrer, der ofte bruges til at forbedre indsamling og genanvendelse af netop disse varer. Fx betales gebyr af batterier. Gebyret anvendes til at dække udgifterne til at indsamle især lukkede, genopladelige nikkel-cadmium-batterier og apparater, hvor den type batterier er indbygget, fx eltandbørster og støvsugere.

Allerede i begyndelsen af 1900-t. havde vi i Danmark en velfungerende pant- og returordning på øl- og mineralvandsflasker, hvilket har medvirket til den meget høje grad af genanvendelse af glas. Fx genbruges en ølflaske ca. 35 gange.

Pantordningen er siden kommet til at omfatte andre typer af glasemballage, bl.a. genbrugs-vinflasker, fra 1991 også de såkaldte retur-PET-flasker af plast samt fra 2002 metaldåser, idet det danske forbud mod brug af disse dåser blev ophævet.

Pantbelagt engangsemballage til drikkevarer har påtrykt eller -klistret et pantmærke på emballagen. Der blev i 2007 indført nye pantmærker med en såkaldt pantkode bestående af fem sorte prikker. De indeholder sikkerhedskoder, der skal imødegå snyd og sikre udbetaling af det korrekte returbeløb. Mærket Pant A giver 1 kr. retur, Pant B 1,50 kr. og Pant C 3 kr. (2011). De danske pantmærker administreres af Dansk Retursystem A/S.

Tilbagetagningsaftaler og producentansvar

Miljøministeren kan indgå såkaldte tilbagetagningsaftaler med producenter af varer, der anses at udgøre en særlig stor risiko for miljøet. Aftalerne har et dobbelt formål, dels at sikre, at de udtjente varer bliver indsamlet og behandlet miljømæssigt forsvarligt, dels at medvirke til at gøre producenter af affald opmærksomme på deres ansvar for bortskaffelse af den kasserede vare (producentansvar). Fra 1996 skal fx forhandlere af blyakkumulatorer til biler tage de gamle batterier retur og sørge for, at bl.a. blyet bliver genanvendt. Producentansvar med mindstekrav til design, produktion og genanvendelighed er et væsentligt element i EU's direktiver om bl.a. elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE-direktivet, 2002) og om udrangerede køretøjer (2000), der er under implementering i dansk lovgivning.

Tilskud til genanvendelse

1985-2003 kunne Genanvendelsesrådet bruge særlige tilskudsmidler til at støtte projekter, der medvirkede til at begrænse og genanvende affald. 1985-92 var der årlig bevilget 50-90 mio. kr. mod ca. 20 mio. kr. 1993-97. For perioden 1993-97 etableredes en ny tilskudsordning på 380 mio. kr., der havde til formål at fremme anvendelsen af renere teknologi i danske virksomheder. Her var et af formålene at formindske selve dannelsen af affald. På den måde signalerede denne nye tilskudsordning, at den fremtidige indsats skulle gå i retning af at forebygge nye problemer med affald. Her vurderer man de miljømæssige virkninger af produktionen "fra vugge til grav" eller i hele produktets "livscyklus", dvs. fra råvarer over produktionsproces og færdigt produkt, til produktet ikke længere bruges efter sit formål. Ved vurderingen lægges der vægt på, at råstoffer og hjælpestoffer genanvendes effektivt i produktionsprocessen, at hverken produktionsproces eller brug af færdigt produkt skaber nye miljøproblemer, og at produktet designes og produceres, så hele produktet eller dele heraf kan genbruges, når det er udtjent. Det betyder, at man allerede ved planlægningen af en ny produktion kan sikre, at der skabes mindst muligt affald, og at produktionen i øvrigt ikke skader miljø og sundhed.

En stor del af tilskudsmidlerne blev brugt til at etablere de kommunale indsamlings- og sorteringssystemer og til at investere i bl.a. oparbejdningsanlæg for genanvendelige materialer, fx afsværtning af aviser og oparbejdning af bildæk til gummipulver.

Terminologi

Gendan a/s. Genbrugscirklen er tegnet i 1977 af Tage Mikkelsen (direktør for gendan a/s 1974-90) og bruges som symbol på de varer, der er fremstillet af mindst 45% genvundne råstoffer og har samme brugsværdi som tilsvarende varer af nye råstoffer. Det benyttes især på papirvarer, men også på bl.a. containere til indsamling af brugt glas og papir, hvor genbrugscirklen anvendes som et bredere symbol for genbrug.

.

Betegnelserne genanvendelse og genbrug bruges i daglig tale ofte synonymt. I overensstemmelse med sprogbrugen i den danske miljølovgivning er betegnelsen genanvendelse det overordnede og samlende begreb, mens man ofte taler om genbrug, når et kasseret produkt, materiale eller stof genanvendes i samme form og til det samme formål som det oprindelige produkt, fx øl- og mineralvandsflasker. Betegnelserne genvinding og genindvinding er for det meste knyttet til produkter, hvortil man har genanvendt en del af det oprindelige produkt, enten til at fremstille et nyt produkt af samme type og til samme formål eller et helt andet produkt. Fx taler man om genvinding af glas, når man fremstiller nye glasprodukter af skår. Et andet eksempel er "genbrugspapir", der fremstilles ved at genvinde fibre fra kasseret papir. I EU anvendes som udgangspunkt betegnelsen nyttiggørelse, der også dækker genanvendelse af affald ved forbrænding. Der er således en vis forskel på terminologien og dermed for retsstillingen i EU og i Danmark. Da gendan a/s i slutningen af 1970'erne indførte genbrugscirklen som vejledende forbrugermærke på papirvarer, var det et krav, at mindst 40% skulle være genvundne fibre.

Eksterne Links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig