Renere teknologi, metoder til at nedsætte miljøbelastningen ved fremstilling, anvendelse og bortskaffelse af produkter. Man kan fx bruge færre nye råstoffer, anvende mere miljøvenlige produktionsmetoder, erstatte (substituere) miljøfarlige kemikalier med mindre farlige, fremstille produkter, der forurener mindre, når de anvendes, eller genanvende hjælpestoffer, så der dannes mindre affald. Således kan man forebygge fremtidige miljøproblemer ved at gribe ind ved kilden, hvor forureningen opstår.
Renere teknologi har siden 1980'erne fået en stadig mere fremtrædende placering i miljøbeskyttelsesarbejdet og blev ved ændringen af Miljøbeskyttelsesloven i 1992 indarbejdet som et selvstændigt mål i lovens formålsparagraf. I begyndelsen var indsatsen især rettet mod industriens produktionsprocesser. Men mange produkter som fx biler og vaskemaskiner kan være årsag til en større miljøbelastning, når de anvendes eller kasseres som affald. Derfor undersøger man ved såkaldte livscyklusvurderinger, hvordan og i hvilket omfang produkterne belaster miljøet i alle deres "livsfaser", fra råvarer over fremstilling og anvendelse til bortskaffelse (se også produktlivscyklus).
Indførelsen af renere teknologi var på flere måder et brud med den tidligere miljøindsats, hvor myndighederne kun havde et begrænset kendskab til, hvad der foregik inde i virksomhederne. Det nye miljøpolitiske mål var at skabe et tættere samarbejde, så virksomhederne allerede fra begyndelsen kan designe renere produkter, der set i et livscyklusperspektiv belaster miljøet mindre. På den måde nedsættes de samlede omkostninger til miljøbeskyttelsen, samtidig med at virksomhedernes konkurrenceevne styrkes på et marked, der i stigende grad efterspørger mere miljøvenlige produkter.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.