Miljøorganisationer. Danmarks Naturfredningsforening driver som demonstrationsprojekt godset Skovsgaard på Langeland som et økologisk forsøgslandbrug. Det sker via Danmarks Naturfond. Denne fond blev stiftet af foreningen i 1967 og fik som formål at overtage eller frikøbe naturområder, så foreningen kan afprøve og illustrere sine synspunkter i praksis. I 1979 arvede foreningen Skovsgaard efter Ellen Fuglede. Skovsgaard besøges hvert år af ca. 40.000, som her kan se økologisk stordrift kombineret med en målrettet miljø- og naturindsats.

.

Miljøorganisationer, private organisationer, der arbejder for beskyttelse af vore omgivelser mod forurening og anden miljøforringelse. Miljøorganisationerne har hver deres mærkesager og strategier og anvender hver deres virkemidler til at skabe opmærksomhed om deres virksomhed og mål. Kampagner, aktioner, oplysnings- og lobbyvirksomhed er væsentlige aktiviteter i organisationernes arbejde, der især finansieres ved medlemskontingenter, sponsorstøtte og salg af bøger, pjecer mv.

Den spirende miljøbevidsthed

Den danske miljøorganisation NOAH blev stiftet i 1969 og opnåede stor indflydelse på Danmarks nye miljøpolitik i 1970'erne og 1980'erne. Organisationen har ført en omfattende lobby- og oplysningsvirksomhed og har med sine kampagner og aktioner bidraget til en større miljøbevidsthed i befolkningen. Fx kan nævnes "Brugsaktionen" i 1976, hvor NOAH-aktivister invaderede Brugsens butikker over hele landet og forsynede udvalgte fødevarer med varedeklarationer, der fortalte, hvad varerne indeholdt, og hvilke skader man kunne pådrage sig ved at spise dem.

Greenpeace begyndte sin virksomhed i 1971 i protest mod USA's atombombeprøvesprængninger, men kom hurtigt til at beskæftige sig med andre miljøspørgsmål og voksede på denne måde fra en lille gruppe aktivister til en verdensomspændende miljøorganisation. Greenpeace er særlig kendt for sine direkte aktioner, hvor aktivister i hurtige gummibåde bringer sig i livsfare ved konfrontation med fx skibe, der tømmer giftigt affald ud i havet. De dramatiske optrin er godt stof i tv og bidrager på denne måde til at viderebringe organisationens budskaber til store befolkningsgrupper over hele verden. For det meste er aktionerne led i større kampagner, fx mod havafbrænding af kemisk affald, et af de områder, hvor Greenpeace har medvirket til at få internationale forbud og andre aftaler i stand. Greenpeace driver en omfattende lobby- og informationsvirksomhed. Dens troværdighed er fra tid til anden blevet betvivlet, bl.a. i sagerne om sælfangst, dumpningen af olielagertanken Brent Spar og det danske tobisfiskeri i Nordsøen.

Danmarks Sportsfiskerforbund (stiftet 1938) har fra 1970'erne ydet en stor indsats for at skabe grobund for en lovgivning, der kan sikre vandmiljøet. Fx har forbundet haft væsentlig indflydelse på Miljøbeskyttelsesloven og Vandløbsloven, ligesom det har fulgt mange konkrete sager op ved at bruge dets ret til at anke afgørelser.

Dansk Ornitologisk Forening (grundlagt 1906) har haft en meget stor indflydelse på beskyttelse af natur og miljø, hvor det kunne forbedre fuglenes levevilkår. Fx har foreningen arbejdet for at få oprettet de mange danske EF-fuglebeskyttelsesområder.

Det videre arbejde

Siden 1980'erne har et par organisationer placeret sig blandt de mest indflydelsesrige på miljøområdet, på det internationale område Verdensnaturfonden (WWF, stiftet 1961) og herhjemme Danmarks Naturfredningsforening (DN, stiftet 1911 som Foreningen for Naturfredning). De to organisationer har meget tilfælles i udvikling, opbygning og strategi. Begge begyndte med naturbevarelse som det væsentligste arbejdsområde og baserer i høj grad deres virksomhed på et netværk af videnskabelige eksperter. Med velfungerende administrationer og stor erfaring i samarbejde med politiske organisationer og offentlige myndigheder stod de godt rustet til det nye miljøarbejde.

Verdensnaturfonden blev oprindelig stiftet med det formål at indsamle penge til naturbevarelsesprojekter, som den internationale naturbeskyttelsesorganisation IUCN ikke selv kunne finansiere. I 1980 udvidede WWF sit arbejdsområde fra kun at beskytte vilde dyr og deres levesteder til at omfatte livet på hele kloden og udsendte sammen med IUCN og UNEP Verdensstrategien for Naturbevarelse.

Danmarks Naturfredningsforening har fået en bred basis i befolkningen. Stor folkelige opbakning, støtte fra en række videnskabelige komitéer og flere vellykkede kampagner har medvirket til at sikre foreningen betydelig indflydelse på dansk miljøpolitik siden begyndelsen af 1980'erne. Efter Danmarks indtræden i EF (EU) har DN i stigende omfang engageret sig i internationalt miljøbeskyttelsesarbejde på samme måde som andre nationale miljøorganisationer. NOAH blev fx i 1988 medlem af den internationale miljøorganisation Friends of the Earth, men har i øvrigt fortsat sin virksomhed som græsrodsbevægelse med en flad organisationsstruktur, der alene fungerer på basis af den enkeltes aktive indsats.

I 1983 stiftede biologistuderende ved Aarhus Universitet Regnskovsgruppen Nepenthes (fra 2011 Verdens Skove), der i begyndelsen især arbejdede for at bevare regnskoven. Senere er organisationens virksomhed i højere grad rettet mod at sikre en bæredygtig udvikling af alle verdens skovtyper, også de danske skove. Fra 1990'erne er der opstået andre miljøorganisationer med et mere snævert sigte. Deres medlemmer arbejder gennem gensidig inspiration og oplysningsvirksomhed for en mere miljøvenlig forbrugeradfærd, bl.a. Landssammenslutningen af Grønne Familier.

Se også miljøsamarbejde og naturbeskyttelsesorganisationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig