Forureningsbedømmelse, biologisk metode, der i mange år har været brugt til at vurdere vandløbenes forurening med iltforbrugende, organisk stof, som findes i fx husspildevand. De reneste vandløb blev klassificeret I, de mest forurenede IV. Skalaen omfattede syv trin, idet man også opererede med mellemtrin som fx I-II.
Den danske klassificeringsmetode var inspireret af det tyske saprobiesystem, der har hovedvægt på mikroorganismer, men er i Danmark baseret på smådyrene i vandløbet. De forskellige arter har forskellig følsomhed over for iltsvind.
Nogle af smådyrene, fx arter af slørvinger, kan kun leve, hvor der er rigelig ilt i vandet. Når ilten svinder, dør de iltfølsomme dyr, mens de mere robuste, fx ferskvandsbænkebideren Asellus, vinder frem. Der kommer en forureningsfauna. Ved større iltsvind dominerer myggelarver (Chironomus) og børsteorme (bl.a. Tubifex). De har et rødt hæmoglobin, som kan udnytte de meget små iltmængder i vandet. Ved totalt iltsvind dominerer forureningsindikatorer som fx rottehaler, som er larver af svirreflueslægten Eristalis. Med hovedet nede i mudderet har de rigelig føde, og ilten henter de ved overfladen gennem et langt ånderør. Ved voldsom forurening med organisk stof er der også mange kolonier af bakterier og andre mikroorganismer, de såkaldte lammehaler.
Metoden har et subjektivt præg og den viser snarere vandkvaliteten end den mere relevante vandløbskvalitet, som også omfatter de fysiske forhold. Den skulle først og fremmest udskille de vandløb, der var forurenet i uacceptabel grad, dvs. med klassifikationen III og IV. Nu er den afløst af Dansk Vandløbsfaunaindeks (DVFI), der giver en mere detaljeret beskrivelse af vandløbskvaliteten.
Se også vandløb (vandløbskvalitet).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.