Biomanipulation, en række metoder, som anvendes til biologisk restaurering af søer. Metoderne kan medvirke til at bryde den onde cirkel, som søer kommer ind i, når de tilføres for mange næringsstoffer, fx fra bykloakker eller ved udvaskning fra landbrugsjord.

Den eutrofierede sø

Når en sø tilføres mange næringsstoffer, ændrer den karakter; det kaldes eutrofiering. Fra at være klarvandet med mange bundplanter, vandfugle og rovfisk (gedde og aborre) bliver søen gradvis eller pludselig uklar pga. kraftig vækst af mikroskopiske planktonalger. Planktonalger, der ikke ædes af planktondyr, ender før eller siden døde på bunden. Her nedbrydes de under forbrug af ilt. Ved kraftig vækst af planktonalger opstår der således iltsvind i bundvandet. Det medfører, at fosfor frigives fra bunden. Det er næring for planktonalgerne, hvis vækst stimuleres yderligere, og vandet bliver endnu mere uklart. Samtidig øges antallet af fiskene skalle og brasen, der æder planktondyr. Den ringere sigtbarhed gør det nemlig vanskeligere for rovfisk som gedde og aborre at fange byttefiskene skalle og brasen, og bl.a. af den grund mindskes rovfiskenes antal og dermed deres mulighed for at holde antallet af byttefisk nede.

Processen er selvforstærkende; jo flere skaller og brasen, jo mindre mængder af planktondyr, som fx dafnier, er der til at holde planktonalgerne i skak. Der bliver så flere planktonalger. Samtidig gør det uklare vand det vanskeligere for bundplanterne at få lys nok til fotosyntesen, og dermed mindskes deres udbredelse. Da gedde og aborre holder til mellem bundplanterne, forsvinder rovfiskene, fordi deres levesteder forsvinder. Skalle og brasen kommer til at dominere endnu mere. Søen er kommet ind i en ond cirkel.

Restaurering

Bliver tilførslen af næringsstoffer reduceret i tilstrækkeligt omfang, vil den onde cirkel efterhånden brydes, og den klarvandede tilstand med mange bundplanter kommer igen. Men der kan godt gå lang tid, fordi der er ophobet fosfor og andre næringsstoffer i søens bund, som kun langsomt frigives, og fordi der er træghed i det biologiske system. Skalle og brasen kan således leve op til 20 år, og disse fisk kan i en årrække fastholde søen i en dårligere tilstand, end man ellers kunne forvente ud fra formindskelsen i tilførslen af næringsstof. Samtidig kan planteædende fugle som blishøns og svaner forsinke indvandring af bundplanter.

Biomanipulation kan vende den selvforstærkende virkning af eutrofieringen. Det kan fx ske ved at opfiske skalle og brasen. Alternativt kan der udsættes rovfisk, eller de to indgreb kan kombineres. Man kan også opsætte indhegninger, hvor nyopvoksede planter beskyttes mod fuglene; disse områder kan desuden virke som skjul for planktondyr i dagtimerne, hvor de er særlig udsat for at blive ædt af fisk. Når flere planktondyr overlever, bliver græsningstrykket på planktonalgerne større, hvilket ligesom indgreb i fiskebestanden på selvforstærkende vis kan føre til den klarvandede tilstand.

Det er ikke altid, man får klart vand i en sø efter en biomanipulation, hvor man fjerner fx skalle og brasen og udsætter rovfisk. I nogle tilfælde vil der, allerede kort tid efter, igen være lige så mange skalle og brasen og lige så få rovfisk som før. Det ser man bl.a. i søer med mange næringsstoffer. Biomanipulation har kun en længerevarende virkning, når mængden af næringsstoffer er under et bestemt niveau. Det afhænger bl.a. af søens dybde; jo dybere søen er, desto færre næringsstoffer må der være.

Biomanipulation er billigere end traditionelle restaureringsmetoder som fjernelse af sediment eller iltning af bundvand og er desuden mere miljøvenlig.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig