Bundvending. I den iltfri bund lever bakterier, som udskiller svovlbrinte. Så længe der er ilt i bundvandet, slipper svovlbrinten ikke ud, men bliver bundet til iltet jern i bunden. Når iltindholdet i det allernederste bundvand svinder, kan svovlbrinten nå op til bundens overflade. Her bliver den udnyttet af hvide svovlbakterier, der således hindrer svovlbrinten i at nå fra bundens overflade ud i vandet. Slipper svovlbrinten ud i vandet, fx samtidig med at methan bobler ud fra bunden, dør fisk og bunddyr af den giftige svovlbrinte. Mågerne har gode dage.

.

Bundvending, fænomen, hvor der pludselig siver eller bobler methan, svovlbrinte og andre gasser op fra den iltfrie bund, bl.a. lavvandede områder i fjorde. Der kan boble så meget gas op, at det river materiale fra bunden med op i vandet, deraf udtrykket "bunden vender".

Forløberen for en bundvending er et kraftigt iltsvind. Det begynder, når tilførslen af ilt til bundlagene ikke kan følge med forbruget af ilt i bundlagene. Der er en glidende overgang mellem iltsvind, hvor iltindholdet i bundvandet er nær nul, og "bundvending", hvor gasser bobler op fra bunden.

Vandets ilt kommer dels fra alger og grønne planter som fx ålegræs, dels bliver det "pisket" ind fra atmosfæren, når det blæser. I bundlagene bliver ilten bl.a. brugt af de bakterier, der nedbryder organisk stof. Iltforbruget er størst ved høje temperaturer. Derfor er faren for iltsvind og bundvending størst i sensommeren.

Ilten fra vandet trænger kun få mm ned i fjordbunden. Under denne dybde er der normalt iltfrit, og bakterierne her må bruge andre respirationsmidler end ilt til deres stofskifteprocesser. En stor bakteriegruppe kan udføre respiration med sulfat (SO42-). Da sulfatkoncentrationerne er meget høje i havvand, kan dette være den vigtigste respirationsproces i marine bundlag. Når bakterierne bruger sulfat, udskiller de svovlbrinte (H2S). Siver den op i vandet, kan den forgifte organismerne her. Men nede i bunden, hvor den bliver dannet, binder den jern i en sort forbindelse, jernsulfid. Svovlbrinten kan kun bindes til jern, der er iltet. Sådanne jernforbindelser er brune. Så længe der er ilt i vandets nederste lag, vil der være et iltet lag jern, som kan binde svovlbrinten og danne jernsulfid, inden svovlbrinten når frem til bundens overflade. Men svinder ilten i bundvandet, kan svovlbrinten nå helt op til overfladen. Der er dog nogle bakterier, der kan udnytte energien i svovlbrinten; forudsætningen er, at der er ilt til stede, som bakterierne ilter svovlbrinten med. Bakterierne er hvide, og de kan ligge som et tæppe på bunden. Man siger, at der er et "liglagen". Dette tæppe forhindrer svovlbrinten i at sive ud i vandet, men kun så længe, bakterierne kan få ilt. De er den sidste skanse mod udslip af svovlbrinte til vandet. Når det hvide bakterietæppe forsvinder, siver svovlbrinten uhindret op i vandet. Den opløses meget let og kan slå fisk ihjel højt oppe i vandet. Den væsentligste opblanding af svovlbrinte i vandet sker dog ved bundvending. Samtidig med at svovlbrinten rykker tættere mod bundens overflade, sker der fra andre bakterier en produktion af methan (CH4). Den er ikke særlig opløselig i vandet og danner derfor store gasbobler i sedimentet. Falder lufttrykket over vandoverfladen, fx hvis der kommer lavtryk hen over fjorden, kan disse bobler stige op, og de river både råddent bundmateriale og svovlbrinte med. Resultatet er, at vandet forgiftes. Både fisk og bunddyr dør, hvis de ikke når at flygte.

Periodiske iltsvind og bundvendinger har ofte en pletvis udbredelse, hvor helt iltfri zoner veksler med områder med lidt ilt. Her kan orme, krebsdyr mv. overleve og atter indvandre i de døde områder, når iltforholdene bedres, fx når efterårsstorme bevirker, at ilt blandes ned til bunden.

Bundvendinger har længe været kendt i mange af vore lavvandede fjorde, fx Limfjorden og Roskilde Fjord, men gennem de senere år er antallet af dem steget. Det skyldes, at vandet er blevet beriget med næringsstoffer (eutrofieret), især kvælstof, som algerne kan udnytte i deres produktion. En øget produktion af alger giver også en større tilførsel af dødt organisk stof til bunden og hermed et større iltforbrug.

Fjordfiskere kan til tider forudsige et kraftigt iltsvind og en truende bundvending ved, at de pludselig fanger flere ål end normalt i ruserne. Ålene flygter fra de områder, hvor ilten forsvinder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig