Iltsvind. Omtrentlig udbredelse af iltsvind i de danske farvande i august 2008.

.

Iltsvind. Antallet og størrelsen af de døde zoner i havene, 2008.

.

Iltsvind. Omtrentlig udbredelse af iltsvind i de danske farvande i 2002, året med de værste iltsvind, der er blevet målt.

.

Iltsvind er hyppigst og mest voldsomme i lukkede bugter og fjorde. Her følges det ofte af fiskedød, dels fordi iltsvindene er voldsomme, dels fordi fiskene ikke kan flygte til mere iltrige steder, når iltsvindet bliver mærkbart. Værst er iltsvind for muslinger og andre dyr, der ikke kan flygte. Alene i Isefjorden døde i 2006 således 20000-30000 tons blåmuslinger. Foto fra Kalø Vig.

.

Iltsvind. Planterne, grøden, i de større vandløb skæres ofte med en grødeskæringsbåd. En motordrevet saks klipper planterne af så tæt ved bunden som muligt. Den afskårne grøde kan samles op ved særlige grødespærringer. Den kan anvendes fx som gødning i skove. Får den lov at drive ud i søer og fjorde kan den forurene med næringsstoffer (eutrofiering) og bidrage til iltsvind. Desuden kan den stoppe fiskernes net.

.

Iltsvind er et fald i koncentrationen af opløst ilt i vandmiljøet. Ved iltsvind falder koncentrationen til et så lavt niveau, at dyr og planter kan tage skade.

I havvand er iltforholdene gode for fisk og smådyr, når der er opløst 8-10 mg ilt pr. l vand. Når koncentrationen er under 4 mg ilt pr. l, har mange arter af fisk og smådyr vanskeligt ved at få en tilstrækkelig forsyning med ilt. Fisk reagerer på svindende iltindhold ved at søge til steder med mere ilt. Deres flugtaktivitet er en af grundene til, at fx bundgarnsfiskere kan få særlig store fangster af ål umiddelbart før iltsvind. Iltsvindet er størst i og lige over bunden. Bunddyr som fx jomfruhummere reagerer ved at kravle ud fra hulerne for at søge bedre iltforhold på den frie bund. Andre bunddyr som fx slangestjerner "står på tæer" eller kravler op på forhøjninger for at undgå de iltfattigste vandlag.

I Danmark karakteriserer man det som iltsvind, når et område har under 4 mg ilt pr. l vand, mens kraftigt iltsvind er et iltindhold under 2 mg pr. l. Iltsvind kan også opstå i andre vandområder som fx søer og vandløb. De fleste dybe danske søer har ikke ilt i bundvandet om sommeren. Fx er bunden af Esrum Sø uden ilt i mere end tre måneder hver sommer (mod ca. én måned omkring 1930).

Iltsvind er ikke kun et problem i indre danske farvande. Iltsvind er udbredt over store dele af Jorden. Fælles for de danske og de øvrige iltsvind er, at de er af ny dato, og at de er skabt af os selv. De iltsvind, vi kender, dækker nu et kystområde på næsten 250.000 km2 (2008). Her er iltsvindene så voldsomme, at områderne betegnes som døde zoner. Dvs. her er intet højere liv, fx fisk. Næsten kun mikroorganismer kan klare sig. Mere end 400 steder er udpeget som døde zoner, og de 350 af dem er kommet til siden 1960. Over 100 alene de seneste 10 år.

At de 400 døde zoner virkelig er nye og ikke tidligere har haft omfattende iltsvind, kan vi se ved at analysere rester af levende organismer i borekerner: Lag fra tidligere tider, midt i forrige århundrede, har organismer, som levede i iltrigt bundvand.

Iltsvind kan også være naturlige. Nogle steder i verden, fx ud for Sydamerikas vestkyst, er der fra naturens ånd særdeles mange gødningsstoffer i vandet, som giver en stor produktion af alger. De er, eller var, grundlaget for områdets enorme fiskeri og rige fugleliv, hvis ekskrementer (guano), aflejret og forstenet gennem årtusinder, blev brugt bl.a. i Danmark som kvælstofgødning. I dybderne er der konstante iltsvind fra de døde alger, der synker ned. Her har imidlertid været iltsvind så længe, at der er udviklet dyrearter, som kan tåle det. I de nye døde zoner kan dyrene ikke tåle det.

Udvikling og overvågning

I danske fjorde og havområder blev iltsvindene mere omfattende fra 1980'erne. Årsagen er eutrofiering, dvs. en overgødskning med fosfor og nitrat-kvælstof. Nitrat-kvælstoffet kommer fra de dyrkede marker og føres ud i havet gennem vandløbene. Der kommer også meget store kvælstofmængder ind i Kattegat fra Østersøen, men det er overvejende kvælstof bundet i humusstoffer, der ikke kan udnyttes af alger. I Mariager Fjord skyldes de meget omfattende iltsvind fosfor, der især kommer fra de dyrkede marker. Målinger fra 1969 til 1990'erne viste fx, at vinterkoncentrationen af nitrat-kvælstof i det østlige Kattegats overfladevand steg med en faktor ca. 3 i perioden. Efter årtusindskiftet er der tegn på, at koncentrationen i Kattegat er faldende.

Det hidtil mest omfattende og langvarige iltsvind var i 2002, formodentlig fordi der i den våde vinter var skyllet særlig meget kvælstof ud fra markerne. I de efterfølgende år har iltsvindene i havet været mindre, men dog stadig omfattende. Iltsvind er mest udbredt om sommeren og i sensommeren. Derfor måler man særlig intensivt fra juli/august til hen i oktober.

Iltsvinds opståen

Iltsvind opstår, når tilførslen af ilt ikke kan følge med forbruget. Den ilt, der er opløst i vandet, kommer fra algers og bundplanters fotosyntese og fra den luft, som blæst og bølger pisker ind fra atmosfæren. Det er det øverste vandlag, der på den måde forsynes med ilt. De nedre lag får kun ilt, når havstrømme eller storme bringer vand fra overfladen til dybderne. Ilten ved bunden bliver brugt til respiration hos bunddyr og de bakterier, der nedbryder det organiske stof, fx døde alger, som ender her. Hvis der i perioder ikke kommer vand med en ny forsyning af ilt herned, svinder iltindholdet i bundvandet.

Den væsentligste grund til, at iltsvind i danske farvande som regel opstår i sensommeren, er, at det tunge bundvand ikke er skiftet ud i lang tid. Overfladevandet bliver varmere i løbet af sommeren, og det er mindre salt end bundvandet. Derfor er det lettere end det kølige og salte bundvand. Det bliver liggende som et lag, som selv en frisk sommervind ikke kan blande ned i det tungere bundvand. Først når det øverste vand bliver køligt og tungt om efteråret, kan en storm blande det med bundvandet.

Stærk blæst og havstrømme kan presse tungt bundvand fra havet ind under det lette overfladelag i en fjord eller en bugt. Er der iltsvind i havvandet, følger det med ind. Faldet i iltindhold kan ske meget hurtigt. I Aarhus Bugt og Vejle Fjord har man målt, at sådanne iltsvind kan opstå i løbet af få timer.

Iltningsreserve

Iltsvind ses især i sensommeren i roligt, varmt vejr og kan vise sig ved massevis af døde fisk i vandet.

.

Mange steder undgår bundvandet et iltsvind, der ellers ville opstå, hvis man vurderer ud fra den mængde organisk stof, der bliver nedbrudt. Havbunden har en "iltningsreserve", der kan hindre eller udskyde et iltsvind. En del af det organiske stof bliver omsat af bakterier, som lever under bundens overflade. De bruger uorganiske stoffer, fx sulfat, som iltningsmiddel. Denne nedbrydning forbruger således ikke direkte bundvandets ilt. Men et restprodukt, svovlbrinte, er særdeles iltforbrugende. Hvis det kommer op i vandet, vil det bidrage væsentligt til iltsvind.

Som regel er der i havbunden et kemisk "sikkerhedsnet", der holder på svovlbrinten, nemlig en jernforbindelse, der er blevet iltet af vinterens friske bundvand. I denne iltede, rustbrune jernforbindelse bindes svovlbrinten, og der dannes sort jernsulfid. Det iltede brune jern ligger som et "jerntæppe" på bunden og hindrer, at der kommer svovlbrinte op i vandet. Hvis denne iltningsreserve bruges op, inden den fornyes af ilt i efterårets friske vandforsyning, kan svovlbrinten slippe ud i vandet og give et voldsomt iltsvind.

Iltsvind i afvikling eller udvikling?

I de senere år har man fulgt iltsvindene nøje og under stor offentlig interesse. Det hænger sammen med, at de ikke kun er et resultat af forurening, men for mange også et symbol på forureningen. Udviklingen i iltsvindene er en vejviser for, i hvilken retning forureningstilstanden bevæger sig, og den kan blive et mål for, om Vandmiljøplanen virker. Resultater fra bl.a. forskningsprogrammet Hav-90 peger på, at den øgede kvælstofudledning er hovedårsag til de mere udbredte iltsvind. Når man skal vurdere den indsats, der gøres for at få udledning af kvælstof bragt ned, er det vigtigt at have et statistisk materiale, der viser udviklingen over en lang tidsperiode. En væsentlig forudsætning er, at vi kender de forhold, der eksisterede i havet før forureningen.

Man har iltmålinger fra det sydlige Kattegats bundvand tilbage til 1960'erne, før den store stigning i kvælstofforbrug og kvælstofudvaskning satte ind. På 30 år faldt iltindholdet med ca. 1/3. I 1950'erne begyndte den danske havforsker Steemann Nielsen at måle algernes produktion i Kattegat. De fortsatte målinger viser, at der op til 1990'erne skete mere end en fordobling af algeproduktionen. Det afspejles i et øget iltforbrug i bundvandet på grund af nedbrydningen af de døde alger.

Forventningerne er, at kurven over bundvandets iltkoncentration vender i takt med, at udledning af kvælstof falder. Tendensen til og med 2003 var dog stadig for nedadgående med bundrekord i 2002. I de efterfølgende ti år ses en tendens til stigende ilkoncentration i bundvandet i de åbne farvande, mens der ingen tydelig udvikling ses for fjorde og kystnære områder. Vind og vejr har stor indflydelse på, hvordan det enkelte års iltsvind udvikler sig. Kraftige storme i det tidlige efterår kan fjerne iltsvind, fordi der blandes frisk overfladevand ned i bundvandet. En våd og mild vinter giver en stor udvaskning af kvælstof fra markerne, mens en kold og tør giver ringe udvaskning. Det kan give henholdsvis forværringer og forbedringer i det danske havmiljø fra det ene år til det andet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig