Middelhavsregionen. Oliventræets udbredelse omkring Middelhavet er et eksempel på, at grænserne for en arts forekomst kan være betinget af flere faktorer. Fx skyldes grænsen i det nordlige Afrika, at klimaet op ad bl.a. Atlasbjergene er for koldt og tørt.

.

Middelhavsregionen, plantegeografisk region, som omtrent er sammenfaldende med oliventræets udbredelse. Vegetationen domineres af tre livsformer: stedsegrønne træer og buske, løg- og knoldplanter samt enårige planter.

De fleste arter blomstrer om foråret (marts-maj), mens den tørre, varme sommer er hvileperiode. Vedplanterne er tilpasset sommertørke vha. små, hårde blade med indsænkede spalteåbninger, hårbeklædning o.a., der mindsker fordampning. Løgplanterne og de enårige planter overlever hhv. ved deres underjordiske organer og som frø. Mange småbuske har torne eller indeholder aromatiske stoffer som værn mod græssende dyr.

Med efterårsregnen begynder en periode af vegetativ plantevækst, der fortsætter under den milde, fugtige og oftest frostfri vinter. Den naturlige vegetation er lav skov af bl.a. fyr og stedsegrøn eg; ved hugst, brænding og græsning er denne de fleste steder omdannet til krat (maki, garrigue og phrygana). På bjerge i Middelhavsregionen afløses den stedsegrønne buskvegetation af løvfældende skov. Højere oppe danner nåleskov oftest skovgrænsen, og øverst findes alpine vegetationstyper. Regionen er meget artsrig; de lande, der grænser til Middelhavet, har tilsammen ca. 20.000 arter af frøplanter, Spanien, Italien og Grækenland hver ca. 6000.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig