Plantage, skovareal, der plantes på hidtil skovløst område. I Danmark er plantager blevet anlagt med skiftende formål: klitplantager som værn mod sandflugt fra 1726, hedeplantager med sigte på træproduktion fra 1788 og skovrejsning med sigte på træproduktion, naturpleje og rekreation på marginal eller bynær landbrugsjord fra 1989. Klitplantagerne domineres af bjergfyr, contortafyr og skovfyr, hedeplantagerne af rødgran, sitkagran og ædelgran. Løvtræ finder stigende anvendelse i eksisterende plantager og ved skovrejsning. Se også skovdyrkning.

Faktaboks

Etymologi
Ordet plantage er fransk, af planter '(be)plante'.

Plantagebrug er storbrug, som især er udviklet i de gamle tropekolonier til produktion af fx kopra og palmeolie, der eksporteredes til moderlandene som industrielt råstof. Plantagerne, næsten alle ejet af udenlandske selskaber, blev tidligere ledet af de hvide udlændinge, mens den store, lavtlønnede arbejdsstyrke var lokal.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig