Territorium, inden for biologien et område, som forsvares af et individ, et par eller en gruppe af samme dyreart mod artsfæller og i nogle tilfælde også nærtstående arter.

Faktaboks

Etymologi
Ordet territorium kommer af latin 'landområde', afledn. af terra 'jord'

Den monopoliserede resurse kan være føde eller adgang til mager. En del arter opretholder fødeterritorier i yngletiden og sikrer på den måde et tilstrækkeligt fødegrundlag til opfostring af unger, men fødeterritorier kan også hævdes på andre årstider. Territoriet hævdes ofte ved lydfrembringelse (fx sang hos fugle og kvækken hos frøer) eller duftsignaler (fx hos pattedyr og insekter), som virker afskrækkende på potentielle indtrængende. Hvis grænserne alligevel krænkes, forsvares territoriet ved ritualiseret kampadfærd, fx positurer, der fremhæver særlige farver, eller ved egentligt angreb.

Parringsterritorier kendes bl.a. fra visse antiloper, hvor mange hanner samles og hver især forsvarer et meget lille territorium. Hunnerne går rundt mellem territorierne og udvælger de hanner, som de vil parre sig med.

Se også arena og adfærd (adfærdsøkologi).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig