Benfisk inddeles i to hovedgrupper: strålefinnede (Actinopterygii) og kødfinnede (Sarcopterygii), som begge er til stede i de ældste fund fra Tidlig Devon. Strålefinnede omfatter chondroster (bruskganoider), holoster (benganoider) og teleoster (de egentlige benfisk). Kødfinnede omfatter lungefisk, den blå fisk samt forskellige uddøde kvastfinnede fisk. Som navnene siger, kan de to hovedgrupper klarest adskilles på deres finner: Hos de strålefinnede understøttes finnerne af simple ben- eller bruskstave, hos de kødfinnede indeholder de muskler, fæstnet til et skelet af knogler. Hos nogle uddøde kødfinnede (porolepiformer og osteolepiformer) er dette finneskelet opbygget næsten som et lemmeskelet hos landlevende firbenede dyr.
Generelt var de tidligste medlemmer af de to hovedgrupper dog bemærkelsesværdigt ens. Kraniet var forsynet med et kraftigt ydre benpanser, mens kroppen var dækket af tykke skæl belagt med et emaljelignende materiale. Halefinnen var asymmetrisk (heterocerkal), idet rygsøjlen fortsatte op i den øverste del af halefinnen.
Alle tidlige benfisk havde sandsynligvis lunger. I tidlig Palæozoikum var iltindholdet i luften og i vandet lavere end i dag, og for vandlevende dyr var gæller alene ikke tilstrækkelige til at sikre blodets iltning. Først senere, da iltmængden var steget, kunne lungen omdannes til en svømmeblære.
I Devon dominerede kødfinnede over strålefinnede. De fleste kødfinnede var ferskvandsfisk, men især lungefisk var almindelige i havet. De var alle rovdyr og kunne blive op til 4 meter lange. Allerede i Karbon faldt antallet af kødfinnede arter, og i dag kendes kun seks arter af lungefisk samt coelacanthen, "den blå fisk". Alle firbenede dyr stammer fra de kødfinnede fisk, der i Devon gav ophav til padderne.
I Karbon tiltog de strålefinnedes antal. De fleste af de nye arter henføres til palæonisciderne, en blandet gruppe af små, strømlinjede fisk. Sammenlignet med moderne benfisk var kæbeleddet placeret langt tilbage i kraniet, og mundens bidefunktion var nærmest som hos padder og reptiler.
De tidligste strålefinnede fisk kaldes ofte chondroster, men navnet betegner et udviklingstrin og ikke en systematisk gruppe. De nulevende støre (ca. 25 arter) og bikirer (10 arter) er overlevende repræsentanter for chondrost-niveauet.
Et nyt udviklingstrin, holost-niveauet, nåedes i Trias. Holosterne havde en næsten symmetrisk hale. Kæberne var kortere end hos chondrosterne og kunne skydes frem, når munden åbnedes. De tidligste holoster havde et kraftigt panser af emaljeklædte skæl, men i udviklingens løb reduceredes antallet af skæl, så fiskene blev mere bevægelige. Pansergedder (8 arter) og dyndfisken, Amia, er nulevende repræsentanter for holost-niveauet.
Langt størstedelen af de nulevende benfisk henregnes til teleosterne. Disse er bl.a. karakteriseret ved reducerede skæl, hvor kun et tyndt, glat benlag er tilbage (cycloidskæl), ved en symmetrisk hale (homocerkal) og et kompliceret, mobilt mundapparat, der kan frembringe en sugeeffekt, når munden åbnes. Med mere end 25.000 nulevende arter har det været vanskeligt at opnå en tilfredsstillende klassifikation af denne gruppe, ligesom dens udviklingshistorie er meget ufuldstændigt kendt. De mest primitive teleoster antages at være visse rovfisk fra Trias. Juras leptolepider, der som de første havde cycloidskæl og fuldt forbenede hvirvler, var sandsynligvis forløberne for alle senere teleoster. De ældste teleoster var kun få cm lange, men i aflejringer fra Kridt er fundet arter på mere end 4 m.
Som de mest primitive blandt de nulevende grupper regnes Osteoglossomorpha (220 arter), ålegruppen (800 arter) og sildegruppen (over 350 arter). De resterende arter betegnes euteleoster og kan videreinddeles i tre hovedgrupper med laksegruppen (1000 arter) og karpegruppen (6000 arter) som de mest primitive samt neoteleosterne (mere end 16.000 arter). Laksegruppen kendes fra midten af Kridt.
Neoteleosterne har bl.a. en række specialiseringer i mundregionen tilfælles. Til de mest primitive regnes nogle dybhavsfisk samt lanterneøjefiskene. Størstedelen betegnes pigfinnede, fordi de i nogle af finnerne har stive finnestråler, som kan være udviklet til forsvar. De mere primitive fisk såsom sild og laks har udelukkende bløde finnestråler. De pigfinnede fisk har desuden som oftest ctenoidskæl. Pigfinnede fisk svømmer ved kraftige slag med halen i stedet for at bevæge hele kroppen, som de blødfinnede gør. Dette giver bedre manøvreevne og højere hastigheder.
Torskegruppen med ca. 1200 arter anses for at være den mest primitive blandt de pigfinnede, selv om mange arter, heriblandt de egentlige torskefisk, mangler pigge. Den kan føres tilbage til Sen Kridt. Hornfiskegruppen, som også omfatter flyvefisk, guppyer o.a., indeholder 1300 arter. Den største gruppe med over 12.000 nulevende arter er aborregruppen. I denne indgår så forskelligartede fisk som søheste, fladfisk, tunfisk og aborrer. Gruppen kendes fra Sen Kridt, men de fleste nulevende familier kan kun føres ca. 20 mio. år tilbage.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.