Torskefisk, Gadiformes, orden omfattende 12 familier med mere end 500 arter. Af fælleskarakterer kan nævnes de glatte skæl, manglen på pigstråler, bugfinnernes placering under eller foran brystfinnerne, den lukkede svømmeblære samt diverse knogleudformninger i hoved- og haleskelettet. Opdelingen i familier inden for ordenen bliver stadig diskuteret blandt specialister. Bortset fra ferskvandskvabben forekommer torskefisk udelukkende i salt- og brakvand. De findes helt ned til 6000 m, hvor langhalerne er dominerende. I denne gruppe findes der hvert år adskillige nye arter. Mange af torskefiskene er af stor økonomisk betydning, især de egentlige torsk, Gadidae, fra de køligere dele af den nordlige halvkugle, kulmulerne, Merlucciidae, fra alle verdenshave og visse af langhalerne, Macrouridae, fra dybhavet. Se glyse, hvilling, kuller, kulmuler, navaga, sej, sortvels, sperling og torsk.