Disse er langstrakte, strømlinede rovdyr med otte korte og to lange fangarme, der alle er forsynet med sugeskiver og evt. hornkroge, de lange arme dog kun på den yderste, forstørrede del. De veludviklede sidefinner, kraftige muskler omkring kappehulen og den fleksible tragt medvirker til, at de fleste tiarmede blæksprutter er gode svømmere, både forlæns og baglæns.
Tiarmede blæksprutter er oftest fra 4 cm til knap 2 m, men der findes også kæmpeblæksprutter, Architeutis, på op til 20 m (målt fra spidsen af fangarmene). Der kendes over 450 arter, som findes i alle have fra kystzonen til det åbne ocean. De fleste er knyttet til de frie vandmasser, og mange optræder i stimer. Enkelte former, som fx Sepia officinalis, lever dog en stor del af tiden delvis nedgravet i havbunden. Nogle få er almindelige i danske farvande. Hyppigst er Loligo forbesi på op til 1 m samt den kun 15 cm lange Alloteuthis subulata.
Føden, der mest består af fisk, fanges og fastholdes med de lange arme. Hos Loligo er de lange arme normalt rullet sammen inden for de øvrige arme, men under angreb slynges de med stor kraft ud mod byttet. Synet spiller en stor rolle under jagten og er også vigtigt i forbindelse med parringen.
Tiarmede blæksprutter har en imponerende evne til på brøkdele af sekunder at skifte farve. Farverne findes i sammentrækkelige celler med forskellige farver (kromatoforer), og paletten omfatter røde, grønne, gule, orange, blå og sorte farver. Flere farver kan anvendes samtidig og ofte i et pulserende mønster. Farveskift bruges tilsyneladende som camouflage, til at forvirre både byttedyr og fjender med samt i forbindelse med parringslege. Evnen til at udspy "blæk" spiller en stor rolle under flugt. Blækket kan hos visse dybhavsblæksprutter være selvlysende, og nogle af disse dyr er også forsynet med lysorganer.
Tiarmede blæksprutter har en reduceret indre skal; bedst udviklet hos de fladtrykte, bundlevende Sepia (sepiablæksprutter, eng. cuttlefish), hvor en stor, luftfyldt, kamret skal af kalk og horn ligger under hele ryggen og er med til af afstive dyret. Skallen svarer til den kamrede del af skallen hos nautiler. Sepia kan regulere sin opdrift og balance ved at fjerne eller tilføje væske til kamrene. Sepia-skaller driver i stort tal i land på den danske Nordsøkyst. De stammer fra bestande ud for Hollands kyst af den op til 60 cm lange S. officinalis. Posthornsblæksprutten, Spirula, som er en slægtning til Sepia, har en lille spiralsnoet, kamret og luftfyldt skal indesluttet i bagkroppen og svømmer med hovedet nedad. Hos Loligo og de fleste andre tiarmede blæksprutter (loligoblæksprutter, eng. squid), som lever på åbent vand, består skelettet blot af en hornplade (pen) langs ryggen. Mange tiarmede blæksprutter har udviklet et alternativt opdriftsystem ved i nyrerne at oplagre stofskifteproduktet ammoniumklorid, som er lettere end havvand.
Kæmpeblæksprutter, Architeuthis, er de største hvirvelløse dyr med en vægt på op mod 450 kg og med øjne på størrelse med billygter. De lever sandsynligvis ud for Newfoundlands kyst, men kendes især fra opskyllede eksemplarer, bl.a. i Danmark, hvor naturforskeren Japetus Steenstrup som den første beskrev dem og gav dem et videnskabeligt navn. De er bytte for kaskelothvaler, som kan have store ar efter deres sugekopper. Tidligere tiders møder med kæmpeblæksprutter har bl.a. givet stof til historierne om sømunken og Kraken.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.