blæksprutter

Nulevende blæksprutter kan inddeles i tre hovedgrupper: nautiler med udvendig skal, tiarmede med reduceret indvendig skal og ottearmede uden skal; alle er de marine rovdyr. Til trods for deres forskelligartethed har de bevaret mange oprindelige bløddyrstræk. Deres gæller, ekskretions-, fordøjelses- og forplantningssystemer er således typiske for bløddyr. På områder, som har at gøre med deres levevis som rovdyr, er de dog betydelig mere avancerede end andre bløddyr. For at kunne ilte den store muskelmasse har de udviklet et lukket blodkarsystem med et effektivt pumpesystem og et blodtryk, som er op til 30 gange højere end hos fx muslinger. Hjernen er relativt stor, sanseorganerne og især synet er veludviklet. Ud over en hurtig reaktionsevne er blæksprutter i stand til at skelne mellem forskellige former, størrelser og farver lige så hurtigt som mange hvirveldyr. Hos de tiarmede og ottearmede blæksprutter er øjnene opbygget på en måde, som svarer til hvirveldyrenes øje, nemlig med et lukket øjeæble og en central linse, som kaster billedet ind på en nethinde. Nautilers øjne er mere primitive, idet de er åbne og mangler linse og en egentlig nethinde.

Forrest på hovedet omgives munden af en eller flere kranse af arme (tentakler), der kan være udstyret med sugeskiver og hornkroge. Selve munden er forsynet med et papegøjenæbslignende hornnæb (blækspruttenæb) og en raspetunge (radula). Mange blæksprutter lammer byttet med gift.

Kroppen med de indre organer er indesluttet i en såkaldt kappe. På undersiden af kroppen danner kappen et vandfyldt hulrum (kappehule), hvori gællerne er ophængt, og køns- og ekskretionsorganer, tarm samt blækkirtel udmunder. Nautiler har fire gæller, de øvrige blæksprutter to. Kappehulen er åben fremad gennem en spalte og et tragtformet rør, som er den omdannede fod. Ved indånding strømmer vand ind i kappehulen via spalten. Under udånding kan spalten lukkes, så vandet presses ud gennem tragten; mange blæksprutter svømmer udelukkende ved hjælp af dette jetprincip, men de fleste tiarmede blæksprutter benytter også sidefinner. Visse arter kan støde vandet ud med så stor kraft, at de kan springe op af vandet.

Blæksprutter har en kompleks seksualadfærd, hvorunder hannen overfører en sædkapsel (spermatofor) til hunnens kappehule ved hjælp af i reglen én særligt tilpasset tentakel, hectocotylus. Hos ottearmede blæksprutter rives denne løs, og den kan i nogen tid bevæge sig rundt på egen hånd; armen blev oprindelig beskrevet som en slags parasit ved navn Hectocotylus og senere som en dværghan. Generelt synes blæksprutter at vokse hurtigt og at leve kort. Fx bliver den mest udbredte tiarmede blæksprutte, Loligo, normalt kun to år. Begge køn dør efter gydningen, dog passer visse ottearmede blækspruttehunner i en periode de blommerige æg.

Kun slægten Nautilus med fire arter har overlevet til nutiden. De lever alle i det vestlige Stillehav med den største koncentration omkring Ny Guinea. Den mest udbredte art, N. pompilius, bliver ca. 20 cm i diameter. Den spiralsnoede skal afsondres af kappens yderside, kalkskillevægge (septa) anlægges successivt og opdeler skallen i en række aflukkede kamre. Selve dyret sidder i det såkaldte beboelseskammer foran den senest anlagte skillevæg. Kamrene er forbundet gennem et porøst horn- og kalkrør (sipho), hvis indre er fyldt med blodårer.

Nautiler svømmer baglæns ved at sammentrække musklerne i tragten, da de til forskel fra de øvrige blæksprutter mangler muskler i kappehulens væg. De er bunddyr, der svømmer op og ned langs stejle klippe- og revskråninger, hvis bund afsøges for føde med de yderste af de ca. 90 tentakler, som alle mangler sugeskiver. Føden består af krebsdyr og fisk samt bløddyr og lignende langsomme bunddyr. Byttet fastholdes med de indre tentakler. Nautilerne er almindeligst på dybder mellem 150 og 300 meter. De er aktive om natten. Om dagen synker de ned på havbunden, hvor de hviler med kroppen trukket ind i beboelseskammeret, beskyttet af en låglignende, kraftigt fortykket hud på hovedets overside.

Det befrugtede nautil-æg er stort, og ved klækningen er skallen ca. 25 mm i diameter og har da omkring syv kamre. Nautiler vokser meget hurtigt, og et nyt kammer anlægges ca. hver fjortende dag. Det nye kammer er fyldt med væske, men det tømmes vha. siphoen, efterhånden som skallen omkring beboelseskammeret vokser, og dyret bliver tungere. Trykket i kamrene er mindre end 1 atm, og nautilernes skal knuses på dybder over 7-800 meter.

Disse er langstrakte, strømlinede rovdyr med otte korte og to lange fangarme, der alle er forsynet med sugeskiver og evt. hornkroge, de lange arme dog kun på den yderste, forstørrede del. De veludviklede sidefinner, kraftige muskler omkring kappehulen og den fleksible tragt medvirker til, at de fleste tiarmede blæksprutter er gode svømmere, både forlæns og baglæns.

Tiarmede blæksprutter er oftest fra 4 cm til knap 2 m, men der findes også kæmpeblæksprutter, Architeutis, på op til 20 m (målt fra spidsen af fangarmene). Der kendes over 450 arter, som findes i alle have fra kystzonen til det åbne ocean. De fleste er knyttet til de frie vandmasser, og mange optræder i stimer. Enkelte former, som fx Sepia officinalis, lever dog en stor del af tiden delvis nedgravet i havbunden. Nogle få er almindelige i danske farvande. Hyppigst er Loligo forbesi på op til 1 m samt den kun 15 cm lange Alloteuthis subulata.

Føden, der mest består af fisk, fanges og fastholdes med de lange arme. Hos Loligo er de lange arme normalt rullet sammen inden for de øvrige arme, men under angreb slynges de med stor kraft ud mod byttet. Synet spiller en stor rolle under jagten og er også vigtigt i forbindelse med parringen.

Tiarmede blæksprutter har en imponerende evne til på brøkdele af sekunder at skifte farve. Farverne findes i sammentrækkelige celler med forskellige farver (kromatoforer), og paletten omfatter røde, grønne, gule, orange, blå og sorte farver. Flere farver kan anvendes samtidig og ofte i et pulserende mønster. Farveskift bruges tilsyneladende som camouflage, til at forvirre både byttedyr og fjender med samt i forbindelse med parringslege. Evnen til at udspy "blæk" spiller en stor rolle under flugt. Blækket kan hos visse dybhavsblæksprutter være selvlysende, og nogle af disse dyr er også forsynet med lysorganer.

Tiarmede blæksprutter har en reduceret indre skal; bedst udviklet hos de fladtrykte, bundlevende Sepia (sepiablæksprutter, eng. cuttlefish), hvor en stor, luftfyldt, kamret skal af kalk og horn ligger under hele ryggen og er med til af afstive dyret. Skallen svarer til den kamrede del af skallen hos nautiler. Sepia kan regulere sin opdrift og balance ved at fjerne eller tilføje væske til kamrene. Sepia-skaller driver i stort tal i land på den danske Nordsøkyst. De stammer fra bestande ud for Hollands kyst af den op til 60 cm lange S. officinalis. Posthornsblæksprutten, Spirula, som er en slægtning til Sepia, har en lille spiralsnoet, kamret og luftfyldt skal indesluttet i bagkroppen og svømmer med hovedet nedad. Hos Loligo og de fleste andre tiarmede blæksprutter (loligoblæksprutter, eng. squid), som lever på åbent vand, består skelettet blot af en hornplade (pen) langs ryggen. Mange tiarmede blæksprutter har udviklet et alternativt opdriftsystem ved i nyrerne at oplagre stofskifteproduktet ammoniumklorid, som er lettere end havvand.

Kæmpeblæksprutter, Architeuthis, er de største hvirvelløse dyr med en vægt på op mod 450 kg og med øjne på størrelse med billygter. De lever sandsynligvis ud for Newfoundlands kyst, men kendes især fra opskyllede eksemplarer, bl.a. i Danmark, hvor naturforskeren Japetus Steenstrup som den første beskrev dem og gav dem et videnskabeligt navn. De er bytte for kaskelothvaler, som kan have store ar efter deres sugekopper. Tidligere tiders møder med kæmpeblæksprutter har bl.a. givet stof til historierne om sømunken og Kraken.

De ottearmede blæksprutter, Octopus, har en eller to rækker sugekopper og ingen hornkroge på armene, som inderst er forbundet med en svømmehud. Kroppen er sækformet. Gruppen omfatter både bundlevende og fritsvømmende typer. Der kendes ca. 150 arter. Længden varierer mellem 5 cm og 5,5 m.

Ottearmede blæksprutter er meget hurtige. De bevæger sig enten ved hjælp af en vandstrøm gennem tragten eller ved at gå på armene hen over havbunden; deres bløde bevægelser gør, at de næsten synes at rulle af sted.

Ottearmede blæksprutter synes at optræde enligt, og kønnene kan finde på at æde hinanden. Bundlevende former har et fast opholdssted, som kan være en hule eller et udgravet hul under en sten, som de vender tilbage til efter jagt. Byttet består bl.a. af fisk, krebs, muslinger og snegle, som fastholdes med armenes sugekopper og lammes med gift; den australske blåringede blæksprutte, Hapolochlaena, på 5-7 cm hører til de giftigste dyr i verden.

De fleste arter lægger over 100.000 æg. De fastgøres til havbunden og bevogtes i op til to måneder; efter klækningen dør hunnen. De nyudklækkede unger er små sammenlignet med unger af nautiler og tiarmede blæksprutter. De svæver omkring i vandmasserne i lang tid, så den enkelte art kan opnå en stor udbredelse. Væksten er meget hurtig, og i løbet af et år kan den almindelige blæksprutte, Octopus vulgaris, nå en længde på 75 cm.

Ottearmede blæksprutter er eftertragtet bytte for andre af havets rovdyr. De kan søge beskyttelse i deres huler eller i nødsituationer forsøge at undslippe ved at udsende en sky af "blæk". Camouflage ved hjælp af farveskift er et andet meget anvendt forsvarsmiddel.

Eledone cirrosa er den eneste ottearmede blæksprutte i danske farvande. Den bliver ca. 50 cm lang og er udbredt fra Nordsøen til Bælthavet.

En af de mest bemærkelsesværdige af de ottearmede blæksprutter er papirsnekken (Argonauta), der er udbredt i tropiske og subtropiske områder. Hunnen afsondrer en tynd skal ved hjælp af hudlapper på to af armene. Skallen tjener til beskyttelse og opdrift (den indeholder som regel lidt luft), men dyret kan i kortere perioder forlade den. Æggene placeres i skallen, der derfor også fungerer som rugekammer. Hannen, der er meget mindre end hunnen, danner ikke skal.

Blæksprutter er sandsynligvis udviklet fra en stamform, som lignede det nulevende urbløddyr med kegleformet skal. De skaffede opdrift ved at forlænge skallen og danne luftkamre i den bageste del.

De ældste kendte blæksprutter er fra Sen Kambrium og ca. 515 mio. år gamle. Opdriftskamrenes placering bagest i den kegleformede skal viser, at skallen stod lodret i vandet, og dyrene må have været langsomme.

Blæksprutterne opnåede vandret kropsstilling ved at udfælde kalk i de bageste kamre. Det skete i begyndelsen af Ordovicium for ca. 500 mio. år siden. De fleste arter havde en lige, svagt kegleformet skal med en længde på omkring 1 m og en diameter på 3-5 cm, men man har fundet eksemplarer længere end 9 m. De blev de største rovdyr i Ordovicium, men med deres stærkt begrænsede manøvredygtighed har de næppe kunnet fange hurtige dyr. Fossiler fra en gruppe, orthoceratitterne, er meget almindelige i visse kalksten, fx på Öland; orthoceratitkalk bruges bl.a. til gulve.

Også spiralsnoede former kendes fra Ordovicium. Et dyr med en spiralsnoet skal er langt mere mobilt end et med en lang, lige skal. I Silur (ca. 440-409 mio. år før nu) tiltog snoede former i hyppighed, og fra begyndelsen af Devon var de totalt dominerende.

I Devon og Karbon (ca. 409-290 mio. år før nu) dukkede to nye grupper op, ammonitter og belemnitter. Ammonitterne havde stærkt foldede kammerskillevægge. Det forøgede skallens understøttelsesflade og styrke, og den kunne derfor gøres tyndere og lettere. Belemnitterne havde kappen foldet uden om den således indvendige skal. I begge tilfælde synes et krav om hurtighed og større manøvredygtighed at have spillet en afgørende rolle for udviklingen.

Belemnitter og ammonitter dominerede i hele Mesozoikum (ca. 245-65 mio. år før nu), hvor kun Nautilus var tilbage af de gamle grupper. I slutningen af Kridt (ca. 146-65 mio. år før nu) faldt antallet af blækspruttearter, måske som følge af øget konkurrence fra benfisk. Ammonitternes uddøen og belemnitternes decimering ved Kridt-Tertiær-grænsen må dog uden tvivl tilskrives andre faktorer, muligvis meteornedslag, da også mange landlevende dyr, bl.a. dinosaurerne, uddøde i samme periode. Vættelys, som er meget almindelige forsteninger i Danmark, er de fossile spidser af belemnitters indre skal.

Med undtagelse af skallen hos Nautilus forstener de moderne blæksprutters skelet dårligt, og deres historie er derfor kun lidt kendt. Nogle tiarmede blæksprutter (Sepia-gruppen) er muligvis udviklet fra belemnitter i løbet af Mesozoikum, Loligo-gruppen synes at have rødder tilbage i Devon, og de ottearmede blæksprutter kendes fra Kridt.

Blæksprutter er genstand for et betydeligt fiskeri. I Danmark kan blæksprutter lejlighedvis optræde som bifangst. Nautilskaller er yndede souvenirs. De blev før samlet op på stranden, men der drives nu et omfattende fiskeri efter levende dyr.

Proteinet i blæksprutter bliver som i øvrige bløddyr hurtigt fast ved opvarmning til 60-70 °C og ved fortsat opvarmning mere og mere sejt. Hvis man ikke bryder sig om at spise rå blæksprutte, som man af og til gør i Asien, skal tilberedningen derfor enten indskrænke sig til en opvarmning i 2-4 minutter, evt. efter forudgående omhyggelig bankning, eller koges livligt i 1-2 timer.

De sepialignende blæksprutter (Sepia officinalis), der handles i størrelser fra ca. 5 til ca. 25 cm, er forsynet med et indvendigt pladeformet, porøst kalkskjold, der sammen med næbbet og indvoldene fjernes inden tilberedningen. Blæksækkene skal håndteres med forsigtighed, fordi blækket virkelig farver på en måde, der ikke uden videre lader sig fjerne. De små blæksprutter steges i reglen hele i smør, olivenolie eller sat på spid på grill. Kroppen på de store farseres med de ituskårne arme, i Grækenland blandet med ris og grønsager (tomat, porre, løg), i Italien med kalve- eller fiskefars og i Spanien med skinke- eller pølsefars.

Små arter spises levende i Sydkorea. I det japanske køkken anvendes adskillige arter til sushi, takoyaki og akashiyaki.

I middelhavskøkkenet anvendes især alm. octopus (Octopus vulgaris). Den skal helst hænge et døgns tid og gerne bankes for at mørnes, hvorefter den skæres i stykker, steges uden at brune og koges med forskellige grønsager, krydderurter og vin eller spiritus i et par timer. I det galiciske køkken tilberedes den som Polho á feira på særlige restauranter.

• bløddyr