Bløddyr fra de forskellige klasser har ikke mange ydre lighedspunkter, men de har en fælles bygningsplan. Et bløddyr består af fire kropsafsnit: hoved, fod, kappe og indvoldssæk. Disse afsnit er forskelligt udviklet i de forskellige klasser. Hovedet indeholder mundapparatet med en karakteristisk raspetunge (radula), øjne, følehorn og evt. andre sanseorganer. Foden er muskuløs og beklædt med cilier (fimrehår); den danner ofte en "krybesål". Fodsålen udskiller et slimlag, som dækker det underlag, dyret kryber på.
Kappen er en tynd hudfold, som dækker det meste af dyrets overflade, og hvorfra skallen dannes. Kappen danner et hulrum rundt om dyret, kappehulen, hvori gæller, gat og kønsåbning er placeret. Kappen (og kappehulen) er det eneste organ, som kan genfindes i alle klasser af bløddyr. Skallen er hos snegle, blæksprutter, søtænder og urbløddyr i ét stykke, hos muslinger i to stykker, og hos skallus består den af otte mindre plader, der delvis overlapper hinanden. Yderst har skallen et tyndt organisk lag, periostracum, som består af et specielt protein, conchiolin. Periostracum udskilles af kapperanden. Herunder findes "prismelaget", som består af kalkkrystaller, og som ligeledes udskilles af kapperanden. Inderst findes det såkaldte perlemorslag, der består af flade kalkkrystaller, som udskilles af hele kappens yderside. Lagdelingen af krystallerne i perlemorslaget kan hos nogle arter give det farvestrålende skær, som kendes fra perlemorssmykker.
Det fjerde kropsafsnit hos bløddyrene, indvoldssækken, er oftest placeret oven på foden. I indvoldssækken findes fordøjelsesorganer, kønsorganer og nyrer. Hjertet i dets hjertesæk (pericardium) findes oftest på grænsen mellem indvoldssæk og kappehule.
En raspetunge findes hos næsten alle bløddyr, kun muslingerne er foruden. Den består af en membran besat med rækker af fint formede kitintænder. Tændernes form, antal og placering på membranen bruges til identifikation og klassifikation af bløddyr, især snegle. Hos de fleste bløddyr går fordøjelseskanalen direkte fra munden i forenden til anus i bagenden; hos sneglene er indvoldssækken dog drejet 180° i forhold til dyrets længdeakse, så kappehulen med gæller og anus er placeret i forenden. Føden fordøjes i en brun eller grønlig fordøjelseskirtel, der oftest optager det meste af indvoldssækken. Ernæringsbiologisk er der stor forskel på de forskellige klasser, hvorfor det omtales særskilt under de pågældende klasser.
Bløddyrene har et åbent blodkredsløb, dvs. blodet presses direkte fra arterierne ud i vævet og samles herfra i nogle få vener, der løber tilbage til hjertet via gællerne. Gællerne er oftest fjerformede med en akse, der kan være afstivet med kitin. Gællebladene er tæt besat med cilier, som skaber en vandstrøm hen over deres overflade. Hos muslinger er gællerne meget store og kraftigt foldede, fordi de bruges til at filtrere fødepartikler fra åndingsvandet. Hos lungesnegle er gællerne forsvundet, og kappehulen er omdannet til en lunge, ved at kappevævet er forsynet med et stærkt forgrenet net af blodkar.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.