Blodlus (Eriosoma lanigerum) er almindelig i tætte klumper på æbletræers stammer, grene og rødder.

.

Bladlus er små insekter, som lever af at suge plantesaft. Nogle af dem optræder som skadedyr. Bladlusene hører til de næbmundede insekter og inddeles i to overfamilier: Phylloxeroidea og Aphidoidea.

De er 0,5-6 mm store og har fem- eller seksleddede antenner, toleddede fødder og snablen udgående langt tilbage på hovedets underside mellem forbenene, hvilket muliggør hurtig tilbagetrækning af de stiletformede munddele ved udstrækning af benene. De har fire klare vinger eller mangler vinger. Der kendes i alt 4.500 arter, i Danmark 460.

Bladlus er plantesugere og ernærer sig som regel af saft fra sirør i blade, stængler eller rødder. Saftens sukkerindhold er stort, så afføringen (honningdug) er sukkerholdig og tiltrækker myrer. Begge parter har fordel heraf, idet myrerne får føde, og bladlusene får beskyttelse og soignering. Der er flere generationer om året. Normalt opstår hanner én gang årligt, sidst på sommeren eller om efteråret, og samtidig udvikles hunner, som lægger æg efter parring. Alle andre generationer består af hunner, som forplanter sig ved jomfrufødsel (partenogenese). Bladlus har mange fjender, fx snyltehvepse, mariehøns og svirrefluelarver.

Phylloxeroidea

Alle generationer er æglæggende. Gruppen omfatter to familier:

Phylloxeridae

Små og næsten ubevægelige, med reducerede antenner og ben; de danske arter lever på egeblade; på sydlige breddegrader lever druelusen, et skadedyr på vin.

Adelgidae

Brune eller sorte, dækket af hvid voksuld; alle lever på nåletræer og må betragtes som skadedyr; mange har værtskifte mellem gran og et andet nåletræ, fx lærk, ædelgran eller douglasgran. På gran dannes ananasgaller, dvs. kvisteafsnit med fortykkede basisdele af nålene, hvorunder ungerne udvikles i kamre; disse åbnes, når ungerne skal til at blive voksne med vinger. På andre nåletræer findes bladlusene på nåle, kviste, grene eller stammer.

Aphidoidea

Rosenbladlus (Macrosiphum rosae) er meget almindelige på rosenbuske, men kan også suge på bl.a. jordbær og gederams.

.

Bladlus lever af plantesaft, som de suger i sig med deres snabel. Deres ekskrementer udskilles som sukkerholdige dråber, honningdug, som mange dyr lever af, heriblandt myrer og honningbier.

.

De partenogenetiske hunner er levendefødende. Da ungerne allerede ved fødslen indeholder fostre, er generationsfølgen hurtig. En hun, der klækkes af et æg om foråret, får selv kun 50-80 unger, men kan i løbet af sommeren blive stammor til et astronomisk antal efterkommere.

Nogle har værtskifte mellem en træagtig plante, primærværten, hvorpå de befrugtede æg overvintrer, og en i reglen urteagtig plante, sekundærværten, hvor forplantning udelukkende sker ved jomfrufødsel. Fordelen ved værtskiftet er bedre udnyttelse af planternes næringsstoffer. Sirørssaften i et træ består om sommeren næsten udelukkende af sukker. Bladlusene har brug for aminosyrer for at kunne lave proteiner, som er nødvendige for vækst og forplantning. Træer sender størst mængde af aminosyrer gennem sirørene om foråret, når knopperne udvikler sig til skud, og om efteråret, når bladenes proteiner nedbrydes inden løvfald. Urter og træagtige planters rødder vokser imidlertid sommeren igennem, så sirørene indeholder også da aminosyrer.

Hos Aphidoidea findes et par rygrør bagtil på bagkroppen, hos nogle reduceret til porer. Når en bladlus gribes af et rovinsekt, afsondres fra rygrørene en dråbe, som afgiver en luftart (alarmferomon), der virker skræmmende på artsfæller. Det er ikke til nytte for bladlusen selv, men skønt den dør, vil dens arveanlæg overleve i dens søstre, hvis de når at blive advaret. Søstre er nemlig genetisk ens, fordi der ved jomfrufødslen frembringes kopier af moderen. Til trods herfor er nogle af dem vingede og andre uvingede, fordi de modtager forskellige miljøpåvirkninger i fostertilstanden eller som unger. Hos mange arter bliver unger vingede, hvis moderen eller ungerne sidder tæt op ad artsfæller. Af denne grund udvikles fortrinsvis vingede individer på overbefolkede planter.

Aphidoidea består af flere familier, bl.a.:

Pemphigidae

Ofte voksproducerende, med snabelløse, dværgagtige hanner og befrugtningskrævende hunner; mange har værtskifte mellem poppel, elm eller et andet træ, hvor der dannes galler, og urter, fx græsser, eller rødder af træer eller buske, fx ribs. Blodlusen på grene af æble er dækket af voksuld og forplanter sig udelukkende ved jomfrufødsel.

Drepanosiphidae

For det meste er de smukt farvede, langbenede, sarte, uden værtskifte; de fleste lever på træer som lind og birk.

Aphididae

Den artsrigeste af familierne; mange er skadedyr. Bedebladlus er sort og lever bl.a. på sukkerroer; benved er primærvært. Ferskenbladlus er gullig eller grønlig og lever på kartoffel, bederoe, kål m.m.; fersken er primærvært, men arten kan overvintre som partenogenetiske hunner i drivhuse, roekuler og andre lune steder. Den overfører virussygdomme til mange planter. Rosenbladlus er grøn eller rød med lange sorte rygrør og lever på roser; bl.a. blåhat er sekundærvært. Kornbladlus er rødlig eller grønlig og lever på korn og andre græsser. Havrebladlus er grøn eller rødlig med ret korte, let opsvulmede rygrør og lever især på blade af græsser; hæg er primærvært.

Lachnidae

Lachnidae er store, hårede, med rygrørsporerne anbragt på lave kegler. De fleste lever på nåletræer uden værtskifte; de besøges af myrer og bier og leverer i Centraleuropa sukker til skovhonning (Waldhonig).

Bladlus i landbrugsafgrøder

Tidlige og kraftige angreb af bladlus i afgrøder kan være meget tabsvoldende. Det ses især i varme og tørre år, hvor bladlusene har en hurtig formeringsevne. Bladlus er det skadedyr, som oftest giver anledning til en egentlig skadedyrsbekæmpelse i landbrugsafgrøder. De skader planterne ved at suge deres saft og ved at udskille honningdug, der bliver til belægninger på planterne, hvilket nedsætter fotosyntesen; fx skades korn af kornbladlus, havrebladlus og græsbladlus, ærter af ærtebladlus og bederoer af bedebladlus. Desuden overføres forskellige virussygdomme i landbrugsplanter af visse bladlus, fx kartoffelvirus Y og kartoffel-bladrullevirus i læggekartofler. I bederoer er den vigtigste virussygdom virusgulsot, som overføres af ferskenbladlus. Angreb på bladlus af deres naturlige fjender er oftest ikke tilstrækkeligt til at undgå udbyttetab i år med kraftige bladlusangreb. Ved kemisk bekæmpelse findes et selektivt middel, pirimicarb, som bekæmper bladlusene, men skåner de naturlige fjender.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig