Krumknivgræshoppe

Krumknivgræshoppen (Leptophyes punctatissima) hører til de langhornede græshopper. Den er almindelig i Østdanmark, og hunnen kendes let på sin krumknivformede læggebrod.

Krumknivgræshoppe
Af /Biofoto/Ritzau Scanpix.

Græshopper er en gruppe af forholdsvis små til meget store insekter, hvis bageste benpar er udviklet til lange springben. Mange kan frembringe lyd med vingerne eller baglårene. Visse arter kan i perioder optræde i så stort antal, at de bliver meget alvorlige skadedyr på dyrkede afgrøder.

Faktaboks

Også kendt som

Orthoptera, Saltatoria, retvingede insekter

Sammen med fårekyllinger og jordkrebser udgør de en orden af insekter med over 20.000 arter, heraf omkring 40 i Danmark.

Græshoppers bygning

Græshopper er gennemgående store insekter; de største arter bliver op til 12 cm lange og kan have et vingefang på 23 cm, kun få er under 1 cm lange. Græshopper er som regel grønne eller brune, men bagvingerne kan være røde, blå, gule eller hvide. Følehornene er oftest trådformede. Munddelene er bidende, stærke og nedadrettede. Forvingerne er smalle og læderagtige; bagvingerne er vifteformede og er foldet sammen under forvingerne i hvile. Hos mange arter er vingerne dog mere eller mindre reducerede, oftest mest hos hunnen.

Karakteristisk for græshopperne er de kraftige bagben, som sætter dyrene i stand til at foretage lange spring. Det er især to af leddene, låret og skinnebenet, der er forlængede. Græshoppernes bagkrop er lang og ender hos hunner af løvgræshopper og fårekyllinger i et langt læggerør, hos markgræshoppehunner i korte, kraftige kroge.

Udvikling, føde, sværmning og faseskift

Ørkengræshopper
En lokal landmand forsøger at jage en sværm af ørkengræshopper (Schistocerca gregaria) væk fra sin mark ved Enziu ca. 200 km øst for Nairobi, Kenya, d. 24. januar 2020.
Ørkengræshopper
Af /EPA/Ritzau Scanpix.

Græshopperne har ufuldstændig forvandling via en række nymfestadier, hvis antal er variabelt. Et specielt træk for græshopper er, at de ældste nymfers vingeanlæg er drejet 180°, dvs. indersiden holdes udad. Markgræshopperne er alle planteædere, mens nogle af løvgræshopperne er rovdyr.

Visse store arter af markgræshopper kaldes vandregræshopper og kan til tider optræde i kolossale sværme og totalt afgnave vegetationen. Sværmning hos vandregræshopper er knyttet til et såkaldt faseskift; hver art optræder i to former med forskelligt udseende og forskellig adfærd. Skiftet fra den ikke-sværmende til den sværmende fase er betinget af tætheden af nymfer; høj tæthed medfører overgang til den sværmende fase.

Den bedst kendte vandregræshoppeart, Locusta migratoria, er vidt udbredt i Europa, Asien, Afrika og Australien, enkelte når undertiden til Danmark.

Ørkengræshoppen (Schistocerca gregaria) findes over hele Afrika, Den Arabiske Halvø og Indien. Den kan i visse tilfælde optræde i kolossale sværme og er måske bedst kendt som Egyptens ottende bibelske plage. I 2020 optrådte ørkengræshoppen igen i enorme sværme, som ødelagde afgrøder med fare for hungersnød i især Østafrika og dele af Mellemøsten. I februar samme år rapporterede lokale medier en sværm på 2.400 km2 over det nordlige Kenya, og i marts viste projektioner, at hvis græshopperne ikke blev bremset, kunne de føre til ødelæggelse af afgrøder i Østafrika og Yemen for 8,5 milliarder dollars.

Græshoppers sang og hørelse

Hannerne, og i nogle tilfælde også hunnerne, kan frembringe lyde ved at gnide forskellige kropsdele mod hinanden (stridulation). Hos løvgræshopper og fårekyllinger er det forvingerne, der frembringer lyden. På undersiden af den ene forvinge er der nær ved vingebasis en fortykket vingeribbe med en række tætstillede tænder, kaldet filen. På oversiden af den anden forvinge er der tilsvarende en ophøjet kant, kaldet skraberen. Lyden frembringes ved, at skraberen føres hen over filen, hvorved vingen kommer i vibrationer. Hos markgræshopper sidder filen oftest på indersiden af baglåret, og skraberen sidder på en ribbe på ydersiden af forvingen; hos nogle arter er det dog omvendt.

Hos løvgræshopper og fårekyllinger sidder øret (tympanalorganet) på for-skinnebenene lige under knæet; hos markgræshopper sidder det forrest på bagkroppens sider.

Systematik

Stor grøn løvgræshoppe (Tettigonia viridissima).

.

Vortebider (Decticus verrucivorus).

.

Væksthusgræshoppe (Tachycines asynamorus).

.

Almindelig markgræshoppe (Chorthippus brunneus). Han.

.

Der kan næppe være tvivl om, at græshopperne er en monofyletisk gruppe (dvs. med en fælles stamform). Blandt de bygningstræk, der tyder på dette, kan nævnes nymfernes særegne vingeanlæg. Derimod er græshoppernes slægtskabsforhold til de øvrige vingede insekter med ufuldstændig forvandling ganske uafklaret. Fossilt kendes græshopper tilbage til Karbon.

Græshoppernes orden deles i to velafgrænsede underordner. De langhornede græshopper, Ensifera, har antenner, der med få undtagelser er mangeleddede (over 30 led) og længere end kroppen, og hunnerne har et langt læggerør. De korthornede græshopper, Caelifera, har antenner, der er meget kortere end kroppen og består af under 30 led, og hunnerne har kraftige kroge i bagkropsspidsen i stedet for et læggerør. De langhornede græshopper bruger læggerøret til at bore æggene ind i planter, mens de korthornede græshopper oftest graver æggene ned i jorden vha. krogene. I det følgende omtales de vigtigste familier.

Langhornede græshopper

  • Løvgræshopper (Tettigoniidae) lever overvejende i træer og buske, og de fleste er nataktive. Nogle arter kan sværme ligesom vandregræshopper. Der er ti arter i Danmark, bl.a. den store grønne løvgræshoppe (Tettigonia viridissima) og vortebideren (Decticus verrucivorus), som begge er ret almindelige.
  • Wetaer (Stenopelmatidae) har ingen repræsentanter i Danmark. Især i New Zealand er der mange store, bizarre former.
  • Hulegræshopper (Raphidiphoridae) er store, vingeløse arter; mange lever i huler. I Danmark findes kun den indslæbte væksthusgræshoppe (Tachycines asynamorus).
  • Fårekyllinger (Gryllidae) er repræsenteret med fire arter i Danmark: husfårekyllingen (Acheta domestica), som hos os kun findes indendørs og på lossepladser; markfårekyllingen (Gryllus campestris) var tidligere kendt fra Bornholm, men er formentlig uddød.
  • Jordkrebs (Gryllotalpidae) har forbenene omdannet til kraftige graveredskaber. Arten Gryllotalpa gryllotalpa findes i Danmark, men er ikke almindelig.

Korthornede græshopper

  • Markgræshopper (Acrididae) er langt den største familie. Der er 16 arter i Danmark. Den almindelige markgræshoppe (Chorthippus brunneus) er den talrigeste danske græshoppe, men der er flere lignende, almindelige arter. Hedeskratten (Bryodemella tuberculata) fandtes tidligere mange steder på de jyske heder, men er nu muligvis uddød i Danmark. Når hedeskratten forstyrres, flyver den op, viser de røde bagvinger og frembringer en raslende lyd. Vandregræshopper hører også til denne familie.
  • Torngræshopper (Tetrigidae) er en familie af små græshopper, som har forkroppens forreste rygplade (protonum) stærkt udviklet. Hos de tre danske arter danner pronotum således en lang, kraftig, bagudrettet torn, der når bagkropsspidsen. Torngræshopper kan ikke synge.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig