Dybhavsfisk
Prikfisken Diaphus theta har lysorganer på siderne samt to lysorganer forrest på hovedet, der med lidt fantasi kan minde om forlygterne på en bil. Den findes overvejende på 10-400 m's dybde, men er fundet helt ned til 3.400 m's dybde.
Dybhavsfisk
Af /Photo Researchers/Ritzau Scanpix.

Dybhavsfiskene har repræsentanter fra mange forskellige fiskefamilier. De omfatter ca. 2.500 arter eller 10 procent af alle kendte fiskearter. Dybhavet er et kolossalt leveområde. Omkring halvdelen af Jordens overflade er dækket af hav med dybder på mere end 2.000 m. De største dybder ligger på ca. 11.000 m, og der er fundet fisk ned til ca. 8.370 m's dybde.

Blandt vigtige grupper af dybhavsfisk kan nævnes dybhavstudsefisk, prikfisk og sølvøkser.

De primære og sekundære dybhavsfisk

Man kan dele dybhavsfiskene i to grupper. Den ene, de primære dybhavsfisk, har de typiske dybhavstræk såsom lysorganer, komplicerede skægtråde, lange tænder, store øjne, sorte eller røde farver og ofte mærkelige former. De lever pelagisk, dvs. i de frie vandmasser, og tilhører de mere primitive fiskefamilier. Fiskene i den anden gruppe, de sekundære dybhavsfisk, ligner meget deres slægtninge fra lavt vand, dvs. de mangler dybhavskarakterer. De lever næsten alle på bunden og tilhører de mere avancerede fiskefamilier, der formodentlig på et ret sent tidspunkt har invaderet dybhavet.

Lysorganer

De primære dybhavsfisk har uafhængigt af hinanden udviklet forskellige karakterer, der gør dem velegnede til at kunne leve under de ekstreme forhold i dybhavet. Manglen på sollys og den dermed nedsatte fødeproduktion er nogle af de problemer, som dybhavsfiskene må leve med. Fra nogle hundrede meters dybde er lyset så svagt, at der ikke er nogen algeproduktion, dvs. at dyr må leve af andre dyr eller af nedsynkende organisk materiale. For at arterne kan opretholdes, må hanner og hunner være i stand til at finde hinanden i mørket samt kunne opspore den sparsomme føde. Til disse formål har de fleste dybhavsfisk udviklet forskellige former for lysorganer. Lyset kan stamme fra kemiske processer, der kan kontrolleres af fisken, eller fra lysproducerende bakterier. Lysorganerne danner et mønster, der er artskarakteristisk, således at fiskene kan holde sammen i artsstimer. Endvidere er der tit kønsforskelle på mønstrene. I andre tilfælde er et kraftigt lysorgan anbragt i spidsen af den forreste, forlængede, bevægelige rygfinnestråle, der kan lokke bytte hen til den ofte meget store mund. Nogle få arter har et lysorgan anbragt i mundhulen; en sådan fisk kan få byttet til at svømme direkte ind i munden. Andre arter har så kraftige lysorganer, at de kan oplyse vandet et godt stykke foran sig, hvorved byttedyr bliver synlige.

Dværghanner

Dybhavsfisk
En dværghan af trådangleren (Linophryne indica) har hæftet sig fast til hunnen, som han med tiden vil vokse sammen med.
Dybhavsfisk
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

En del dybhavsfisk har udviklet dværghanner med dybhavstudsefiskene som det mest ekstreme eksempel. Hos mange af disse hæfter hannen sig fast på hunnen med nogle specielle tænder, og efter nogen tid vokser de helt sammen, så de fx får fælles blodkredsløb. Hannen får nu næring og ilt fra hunnen og kan koncentrere sig om at producere sæd. På den måde har en gydeklar hun altid en moden han parat. Dette er en fordel for arter, der lever i meget tynde bestande.

Andre tilpasninger

Mange dybhavsfisk har et dårligt forbenet skelet og ringe udviklet muskulatur. På den måde kan de nedsætte deres massefylde, så den svarer til vandets. Herved undgår de at skulle bruge energi til svømning for at holde sig oppe i vandmasserne, og deres basalstofskifte bliver tilsvarende mindre. Hos de dybhavsfisk, der lever mellem 2-300 m og 1000 m, er øjnene ofte veludviklede, så de kan udnytte det svage lys. Nogle arter er forsynet med fremad- eller opadrettede teleskopøjne, der sidder så tæt ved hinanden, at fisken får binokulært syn. Herved kan den bedømme afstande mere nøjagtigt end fisk med almindeligt, monokulært syn og således lettere fange byttet. Nogle dybhavsfisk har en meget udvidelig mave, således at de kan sluge fisk, der er større end dem selv, og dermed nøjes med få måltider.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig