Elefantfugle er en uddød familie og orden af strudsfugle fra Madagaskar. Den højeste, Aepyornis maximus, nåede en højde af 3 m og vejede måske 450 kg. Den havde særdeles kraftige og relativt korte ben og var formentlig en langsom skovfugl. Den endnu større Vorombe titan vejede formodentlig op til 730 kg og var den tungeste kendte fugl. Andre arter var slankere af bygning. Ingen af dem kunne flyve. Der er fundet intakte æg med dimensioner op til 33 cm×24 cm og med et rumfang på ca. 9 liter, hvilket er de største fugleæg, som kendes. Elefantfuglenes nærmeste nulevende slægtninge er kiwierne fra New Zealand.

Faktaboks

Også kendt som

Aepyornithidae, Aepyornithiformes

Aepyornis overlevede i hvert fald indtil for 1.000 år siden og måske meget længere. I 1600-tallet kunne lokalbefolkningen på Madagaskar berette om store strudselignende fugle som noget, der stadig eksisterede. Fabelfuglen Rok har formentlig sin oprindelse i sådanne historier.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig