Hyacintara
Hyacintaraen (Anodorhynchus hyacinthinus) findes i store dele af Brasilien samt i det østlige Bolivia og nordøstlige Paraguay. Den er en af verdens største papagøjer.
Hyacintara
Af /Science Photo Library/Ritzau Scanpix.

Araer er en betegnelse for tre slægter af store, farvestrålende og langhalede papegøjer fra tropisk Amerika.

Faktaboks

Etymologi
Navnet ara kommer af sydamerikansk arara, et lydefterlignende ord.
Også kendt som

Ara, Anodorhynchus, Cyanopsitta

Slægten Ara omfatter otte nulevende arter og flere uddøde arter, mens slægten Anodorhynchus består af tre arter, om end havblå ara (A. glaucus) formentlig er uddød. Hyacintaraen (Anodorhynchus hyacinthinus) er med sine 100 cm, 1,5-2 kg og et vingefang på 120-140 cm den største af araerne. Den sidste slægt, Cyanopsitta, indeholder kun en enkelt art, spixaraen (C. spixii), fra Brasilien.

Ligesom andre papegøjer lever araer især af frugter og nødder. Med det stærke næb er de i stand til at knække selv de hårdeste skaller, fx kokosnødder. Hannen og hunnen er ens, og de danner par for livet.

Mange arter er stærkt truede, dels pga. tab af levesteder, dels fordi fuglene er meget populære som burfugle. IUCN vurderer følgende arter som kritisk truede: blåstrubet ara (Ara glaucogularis), rødøret ara (Ara rubrogenys), stor soldaterara (Ara ambiguus) og havblå ara (Anodorhynchus glaucus). Spixaraen anses i dag for at være uddød i naturen, men findes stadig i fangenskab.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig