Burfugle er fugle, der holdes og evt. opdrættes i fangenskab af zoologiske haver eller af privatpersoner som hobby, til dekorativt brug eller som kæledyr. Grænsen til andre former for fuglehold (husdyr, falkonerfugle mv.) er ikke skarp.

I mange kulturer er det meget almindeligt at holde lokale fugle i bur i hjemmet, ofte under primitive og dyreværnsmæssigt problematiske forhold. Det har også været udbredt i Danmark, men i nyere tid har det langt overvejende drejet sig om eksotiske fugle, især fra tropiske og subtropiske egne, og i dag er det kun under visse betingelser tilladt at holde hjemlige fugle i bur.

Burfuglene repræsenterer de fleste grupper af små til mellemstore fugle. Særligt populære er papegøjer samt farvestrålende frøædende spurvefugle som astrilder og væverfugle, men også fx visse stære, ikke mindst beoen. Efter midten af 1900-t. er vægten gradvis flyttet fra importerede til opdrættede fugle, men globalt er der stadig et betydeligt marked for fugle taget i naturen, og bl.a. for mange papegøjer udgør denne fangst og handel en overhængende trussel mod artens overlevelse (jf. Washingtonkonventionen). Det har udløst en voldsom kritik af branchen, som har medført, at man nu i høj grad forsøger at blive "selvforsynende", og gennem specialisering, international organisering og etablering af avlscentre er fugleholdere blevet stadig dygtigere til at opdrætte fuglene i fangenskab. Bl.a. opmuntres arbejdet gennem præmiering for førsteopdræt af en art. Også truede arter har nydt godt af disse resultater; fx er flere fasanarter i dag talrigere i fangenskab end i det fri.

Blandt burfuglene findes nogle få egentlig domesticerede arter: kanariefugl, undulat og astrilderne zebrafinke og mågefinke. Disse opdrættes i mange varianter, og lokale og nationale burfugleforeninger arrangerer udstillinger, hvor fuglene bedømmes efter særlige pointsystemer. Udstillinger af andre fugle som fx papegøjer afholdes også.

Det er ikke let at give fugle blot nogenlunde naturlige udfoldelsesmuligheder i fangenskab, først og fremmest fordi de er så pladskrævende. Indendørs bure af kraftig tråd og med plast- eller metalbund, som er lette at rengøre, er meget udbredte og kan tilgodese fuglenes helt elementære behov, og nogle arter vil også yngle under sådanne forhold. Men et bundareal på 0,5 m2 eller mindre udelukker, at selv de mindste arter får lejlighed til rigtigt at bruge vingerne. Dertil kræves inden- eller udendørs flyvebure eller volierer, der samtidig langt bedre kan udformes efter de pågældende arters særlige behov.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig